Reportage: ”Her skal jeg i princippet kunne indlægge min egen datter”

​På et intensivt afsnit har de nedbragt tvang gennem bl.a. en kulturændring og en vis portion mod. Følg med personalet en tur ind på F2W.

-Vi skal ind her. Bamidele Camilla Babalola Perlt, som er Kvalitets- og udviklingssygeplejerske på PC Frederiksberg, peger på personaleindgangen ind til sluserummet, der fører ind på F2W.

Bamidele foto_beskåret.jpgKvalitets- og udviklingssygeplejerske på PC Frederiksberg, Bamidele Camilla Babalola Perlt.

Hun stopper et øjeblik og giver sig tid til at forklare, hvorfor den større dør ved siden af, som benyttes til sygetransport og lignende, ser noget ramponeret ud. Det var en patient, der for nyligt forsøgte at tvinge sig udgang ad den vej, fordi vedkommende var angst og frustreret.

-Efter, vi er begyndt at arbejde med nedbringelse af tvang og deeskalering, så giver vi lidt længere snor til patienterne, hvis vi vurderer, at de ikke er til fare for sig selv eller andre. Det skal ikke forstås sådan, at vi ikke intervenerer, men patienterne bliver ikke fastholdt med det samme, som vi gjorde før, Så vi tolererer mere hærværk, end vi ville gøre førhen, fortæller Bamidele.

"Det kræver et vist mod at skabe en anstændig psykiatri"

Nogen ville måske mene, at det er et problem, at man tager chancer på den måde, for det lyder alt andet lige mere risikofyldt.

Men det er det ikke nødvendigvis, forklarer overlægen Kasper Thybo Reff, som vi møder inde på den anden side af døren, hvor han giver en gennemgang af tavlen med dagens patienter.

Kasper ved tavle lille.jpgOverlæge Kasper Thybo Reff, F2W

-Jeg plejer at sige, at det kræver et vist mod at skabe en anstændig psykiatri.

Ikke at han mener, at sikkerheden ikke skal have den højeste prioritet. Der skal altid være en afvejning af sikkerheden, understreger han.  Men hvis man vil bibeholde et rart miljø, så kræver det et vist mod ikke at lade de enkelte situationer ødelægge det, der er rart for de mange.

-Du kan jo blive ved med at fjerne ting, hver gang, der sker noget. Så er der en, der kaster med en blomst. Jamen så må vi hellere fjerne alle blomster. Eller så er der en, der kaster en stol. Så kan vi sætte alle stole fast. Og sådan kan man blive ved. Og hvad er der så tilbage? Et bart rum med vægge? En firkant, du kan gå rundt i? Så bliver man da først frustreret. De fleste er her mod deres vilje, og oven i købet bag en låst dør. Det er vores opgave at skabe et så anstændigt miljø for dem som muligt og sørge for, at de har det så rart som muligt.

Den ødelagte dør er ikke det eneste symbol på, at personalet på F2W har valgt at skabe et afsnit, hvor regler skal gå hånd i hånd med rummelighed.

På afsnittet er der bl.a. stillet blomster op. Der er også opsat et par ikke helt billige storskærme, så der hurtigt kan laves hjemmebiograf eller tændes for en god koncert med fuld smæk på, når stemmerne indeni skal overdøves. Væggene er dekoreret med grafisk tryk. Der er indrettet et sanserum med et vægtapet, der forestiller en efterårsskov og en vippestol, hvor man kan blive vugget frem og tilbage til stille musik.

Sanserum og grafisk tryk på væggene bidrager til stemningen på F2W.

Og, jo, der er en risiko for, at tingene bliver ødelagt. Men tingene har været her i over to år, og der er ikke sket noget endnu. Tværtimod, så passer patienterne godt på dem, og Kasper tror på, at det bidrager til en god grundstemning i hverdagen.

Kan man så sige, at det at have pæne eller dyre ting ligefrem er deeskalerende?

- Det er selvfølgeligt klart, at i forhold til dem, der kommer ind med otte betjente og er meget udad reagerende, der er tingene uden betydning. Når man først når her til, så er det svært, så er skaden sket. Og med de meget aggressive, der gør det heller ikke en forskel. Men det, at der er flere forskellige ting, man kan tage sig til – det er jeg overbevist om skaber et lavere konfliktniveau generelt set på afsnittet.

Det hele starter med kulturen på afsnittet

Det er ikke kun de synlige artefakter som gør, at der er rart at være på F2W. Det er også noget mere uhåndgribeligt.

Mette Vejby Gaardsted er afdelingssygeplejerske på afsnittet og adspurgt om, hvorfor hun tror, at personalet skaber gode resultater, er stemningen noget af det første, hun peger på.

Afdelingssygeplejerske på F2W, Mette Vejby Gaardsted

-Vi har arbejdet med at skabe en kultur ud fra et fælles princip om, at her SKAL være rart at være.  At her skulle vi selv kunne sende vores nærmeste hen. Her skal jeg i princippet kunne indlægge min egen datter.

For Mette og hendes medarbejdere er det at drive et rart afsnit også ensbetydende med, at man skal se mennesket bagved sygdommen og have lyst til at danne relationer.  Og den kultur har ikke altid eksisteret, fortæller hun.

-Da jeg startede i psykiatrien, var det sådan, at hvis man fortalte noget om sig selv eller gav en patient et venligt kram, så kunne man godt risikere, at få at vide, at "nu skulle man passe på ikke at blive slået eller ligefrem ende i et forhold til patienterne", fortæller Mette og ryster på hovedet ved tanken.

Sådan er det ikke længere, og på F2W bringer de gerne sig selv i spil og er personlige. Dog uden at være private, som Mette skelner mellem. Det skaber en mere ligeværdig relation mellem personale og patienter.

-Vi har en patient lige i øjeblikket, som har et job i en stor dansk virksomhed, hvor der er mange procedurer, man skal overholde, og som har to teenagedrenge.  Jeg har også et job med mange procedurer og to teenagedøtre. Så vi har noget til fælles og taler om de ting, vi går og bøvler med i dagligdagen.

Jeg skal ikke sætte mig selv over ham, bare fordi jeg er personale og han er patient. Og så synes jeg i øvrigt heller ikke, at der er den store forskel på ham og mig. Det er jo et tilfælde, der skiller os ad, nemlig det, at han har en sygdom, og det har jeg ikke. Så hvordan ville jeg selv gerne behandles, hvis det var mig?

"Du er altid velkommen her"

Mette fremhæver, at man ikke kan starte det gode relationsarbejde, når patienten er topspændt. Det handler om at få den lavet, når de ankommer. Eller i nogle tilfælde før indlæggelse overhovedet kommer på tale.

-Nogle gange har vi lavet en aftale med det bosted, der er i vores optageområde, om at de tager nye beboere med herind og hilser på. Når de tager hjem igen efter en kop kaffe og en rundvisning, siger vi til dem, at hvis de nogensinde skulle blive indlagt her, så er dealtid velkomne.

Når en ny patient indlægges på F2W, går der derudover et bevidst relationsarbejde i gang hos alle medarbejdere. Og alle går hen og giver hånd og hilser og siger velkommen til, så snart de kan komme til det.

-Det kan godt være at det er common sense, at man går hen og byder velkommen, men vi kiggede på det for tre år siden og kunne konstatere, at vi faktisk ikke gjorde det. Det var så naturligt for os, at der hele tiden var et flow af patienter, men det er jo ikke naturligt for patienterne at komme her. En lille ting som det har også haft en effekt.

Indtil det modsatte er bevist, kan det meste kan lade sig gøre.

I det hele taget er man på F2W blevet meget mere opmærksom på samarbejdet med patienterne. – Det synes Mette i øvrigt er en generel udvikling i hele RHP. På F2W er de også blevet mere fleksible.

-Førhen satte vi pr. definition regler og restriktioner op. Nu er vi mere fleksible og prøver at udfordre os selv. Vi havde for nyligt en diskussion omkring, hvorvidt man må have besøg, når man ligger i bælte. I stedet for at sige nej som automatisk reaktion, så prøvede vi at vende den om og sige, hvorfor skulle man ikke kunne det? Hvad er egentligt det faglige argument? Eller f.eks. i forhold til at give en patient udgang, så kan ens umiddelbare reaktion nogle gange være nej for at beskytte patienten. Men hvorfor egentlig det? Hvis nu den her patient har overholdt alle andre aftaler, hvorfor skulle han så ikke også kunne holde denne om at komme tilbage til afdelingen?

Men er det ikke svært at være rummelig og hele tiden udfordre sig selv?

-Jo, siger Mette.

-Det er konstant en udfordring, og vi diskuterer dagligt for og i mod, og det giver anledning til frustrationer. Så sent som i går var der en ansat, der blev spyttet i øjet. Var det sket for 2 år siden, så var vedkommende blevet bæltefikseret øjeblikkeligt. Men her blev vedkommende fastholdt i stedet for, til der faldt ro på. Og her til morgen tog vi snakken: Skal vi finde os i det? Skal det virkeligt være uden konsekvenser?  Jeg var selv meget i tvivl. Jeg kan godt forstå frustrationerne, og vi gør meget ud af at tale om det bagefter. Men jeg er ret sikker på, at ingen vil bytte det ud for restriktionerne. For det er heldigvis sjældent, vi oplever sådanne episoder efterhånden.

- Derfor går vi også målrettet efter medarbejdere, der er med på den præmis og har lyst til at være i det, og trods sygeplejerskemangel er vi stadig ikke gået på kompromis. Så et af de vigtigste skridt er selvfølgelig at 'caste' de rigtige folk til jobbet, siger Mette.

Her skal man ikke bare gå og vente på, at det bliver i morgen

-Vil du med herind og hilse på en af vores patienter, jeg er i gang med at give hende en gang wellness fod spa?

Det er sygehjælperen Helle, der kommer forbi og inviterer med indenfor hos en manisk patient, som er ordineret skærmning. Her til formiddag er det Helle, der har vagten. Nu er hun gået i gang med at ordne patientens slidte fødder, efter et halvt år som hjemløs. For den slags gør patienten rolig, fortæller hun.

helle beskåret close up.jpgH
elle Margaret Ørsnes Rønhack, sygehjælper på F2W

Her mærker man tydeligt, hvad det er, Mette taler om, når hun forklarer, hvordan personalet omgås de indlagte.

Mens Eric Clapton spiller i baggrunden fra en CD-afspiller, småsludrer Helle med patienten om Kolonihavehuse, og hvor det er bedst at have sådan et.

-Hvis du skal have kolonihavehus, så skal du købe i Hedehusene, for så kan du komme ud i nærheden af mig, og det er jo ikke værst", siger Helle med et grin til patienten, som tydeligvis føler sig godt tilpas i Helles selskab.

Helle har været på Frederiksberg i 30 år med en fortid i Gerontopsykiatrien. En af de forandringer, som hun har været med til at skabe på F2W er initiativet med aktiviteter og aktivitetsmedarbejdere.

Hver dag er en medarbejder dedikeret til at være aktivitetsmedarbejder i tidsrummet 10.30 til 18.30. Vedkommendes opgave er så at facilitere aktiviteter alt efter, hvad patienterne har af individuelle behov.

Det kan være alt fra den faste gåtur kl. 16 til mandala-tegning eller hjemmebiograf. Eller det kan være en tur i vippestolen. Patienterne må også gerne foreslå noget selv.

Hvad skal vi lave i dag? Aktiviteter udgør en vigtig del af hverdagen på F2W.

-Jeg er glad for det, for meget af vores arbejde handler generelt om at sætte begrænsninger for patienterne. Men de dage, jeg er aktivitetsmedarbejder, har jeg lov til at have Ja-hatten på. Jeg kan spørge: Hvad har du lyst til, og som regel kan jeg sige: "Ja det kan vi da godt, ja det kan vi da også godt". Det er da helt fantastisk, ikke?

Det er det bestemt, men er alt virkelig fryd og gammen? Nej mener Helle, der er en pris at betale, når man som nu giver mere snor til patienter og fastholder eller bæltefikserer mindre.

-Hvis jeg skal være helt ærligt, så tror jeg, at man som ansat kan føle sig mere udsat i dag end for nogle år siden. Man føler, at der er en anden form for risiko.

Men det er det værd, mener Helle, for omvendt er der også blevet mere rart at være. Og I sidste ende tror hun, det er den rigtige vej. Men hvad så med trusler og vold? Den patient, hun lige har siddet og ordnet fødder på, har flere gange langet ud efter personalet og været meget aggressiv.

- Jamen forstår du det ikke endnu, spørger hun undrende tilbage, da hun bliver spurgt om, hvordan hun kan sidde og hygge sig med en patient, der tidligere har været voldelig

- Det er jo sygdommen der taler - ikke mennesket!

Tilbage i kontoret når afdelingssygeplejerske Mette Vejby Gaardsted, at forklare, hvad det er, der virker ved aktiviteterne, inden hun suser videre.

-Det er ikke aktiviteten i sig selv, der er afgørende for, at vi har mindre konflikt. Om det lige er en vippestol, en massage bold eller mandalategning, er ikke det, der gør udslaget. Det er det, at du som patient har et valg. At du har muligheden for at gøre noget andet. Vi vil ikke have, at vores patienter bare skal gå og vente på, at i dag bliver til i morgen. Der skal være en udsigt til at opleve noget andet.

Det er blevet tid til endnu et opbrud i dagen. Denne gang for personalets eget vedkommende. For nu er der stuegang. Artiklens forfatter når lige at få et knus af en af de ansatte, som har været på vagt under de to formiddage, hvor reportagen er blevet til. Og så er alle videre. Der er tydeligvist travlt – og dejligt roligt på samme tid.

Artiklen er blevet til hen over to formiddagsbesøg på F2W. Redaktionen er blevet bekendt med afdelingens arbejde efter et arrangement i Psykinfo om nedbringelse af tvang i psykiatrien. Her var afdelingsygeplejerske Mette Vejby Gaarsted og Kvalitets- og udviklingssygeplejerske Bamidele Camilla Babalola Perlt blandt oplægsholderne.

Redaktør