Hvor blev milliarderne af?

​I medierne kører debatten om de 2,2 mia. kr., som blev tilført psykiatriområdet i 2014. Men hvor blev Region Hovedstadens Psykiatri's andel af pengene af? Økonomi og planlægningschef i Region Hovedstadens Psykiatri (RHP), Sven Knudsen, forklarer her, hvad pengene bliver brugt til.

"jeg savner at kunne se konkret handling og at kunne se, hvad vi har fået for de 2,2 milliarder, som vi nu er halvvejs i udmøntningen af."

Citatet stammer fra sundhedsminister Sophie Løhde fra en artikel bragt på DR´s hjemmeside d. 30. september. Det er et af de seneste skud på stammen i en debat, der har kørt siden i sommer, om hvad der er blevet af de 2,2 mia. kr. som satspuljepartierne gav til psykiatriområdet i 2014.

LÆS OGSÅ: Artikel på DR.DK d. 30. september:"MINISTER SAVNER EFFEKT AF PSYKIATRIMILLIARDER" 

Men selvom debatten kører henover flere medier, er det indtil videre ikke blevet mere klart, hvordan pengene er blevet brugt. 

Økonomi og planlægningschef i Region Hovedstadens Psykiatri, Sven Knudsen forklarer her, hvor stor RHP´s andel af pengene er, og hvordan pengene bliver brugt:

 Økonomi og planlægningchef i RHP, Sven Knudsen

2,2 milliarder er mange penge til psykiatriområdet – hvordan er de blevet brugt?

-Det er ganske rigtigt mange penge, men man skal være opmærksom på, at der jo ikke er tale om en årlig bevilling. Det er penge, der skal række i 4 år. Heraf er 1/3 af dem (0,7 mia.) øremærket til byggeri, som ikke står færdigt endnu, og 0,2 mia. er givet til tidsbegrænsede indsatser, som f.eks. uddannelse, forsøg med recoverymentorer, mv.. 

Men det udgør jo ikke hele beløbet, hvad er resten af pengene blevet brugt til?

-De resterende penge bliver fordelt via bloktilskuddet til regionerne. Det drejer sig om 300 mio. kr. om året, som skal deles mellem alle 5 regioner. Region Hovedstadens Psykiatris andel heraf udgør knap 95 mio. kr. om året. Men de er til gengæld ikke tidsbegrænsede.

Hvad bruges de 95 millioner om året til i RHP? 

-Regionsrådet har besluttet, at de penge skal bruges til at forbedre forholdene for mange psykiatriske patienter og ikke mindst til at udvide den ambulante udrednings- og behandlingskapacitet. Det er initiativer, der blandt andet nedbringer ventelisterne. Helt konkret er det forsøg med Akut Psykiatrisk Hjælp (udgående akutmodtagelse og intensiv hjemmebehandling) på to centre, forsøg med F-ACT-teams på to centre (opsøgende ambulante teams), akutteams på to centre, to OPUS-teams med kapacitet til knap 200 patienter, betydelig udvidelse af den psykoterapeutiske behandlingskapacitet, udvidelse af sexologisk klinik, udvidelse af klinikken for traumatiserede flygtninge, udvidelse af børne- og ungdomspsykiatriens udredningskapacitet, opnormering af sengeafsnit, der skal rumme surrogatanbragte, og samarbejdsprojekter med kommunerne.

Det er mange initiativer, men hvorfor tror du, at det kan være svært at se forbedringer?

- Alle udfordringer i psykiatrien bliver jo ikke løst med de her penge. For mig er det bare et vigtigt budskab, at hvis vi ikke havde fået de 95 millioner kr. om året, så havde mange patienter oplevet væsentligt længere ventetider. Og hvis vi ikke havde fået en andel af de tidsbegrænsede bevillinger, så havde vi ikke haft råd til at styrke aktivitetstilbuddene på sengeafsnittene. En af mine kollegaer brugte forleden den sammenligning, at det er ligesom med et hul i vejen. Der er ingen, der opdager det, når først, der er brugt penge på at udbedre det. Så er det andre ting, man fokuserer på.

LÆS OGSÅ: Artikel i Information d. 5. oktober:"REGIONRÅDSFORMAND: MAN KAN IKKE BLIVE VED MED AT PRESSE CITRONEN I PSYKIATRIEN"

 -Noget andet, som også er medvirkende til, at mange ikke mærker tydelige forbedringer, er, at der samtidig med tilførslerne er indgået meget stramme økonomiaftaler mellem regeringen og Danske Regioner. Det betyder, at Region Hovedstadens Psykiatri har skullet bidrage til den samlede omstilling i regionen med betydelige beløb. Alene fra 2017 skal vi spare 50,9 millioner. Så selvom vores budget er øget med 95 millioner årligt, og de bruges fornuftigt, så skal vi spænde bæltet ind på nogle andre områder.  

Se hvordan pengene er blevet fordelt og brugt i faktaboksene i højre side.


Redaktør