Flere patienter kan nu henvises til målrettet indsats der kan få dem i job eller uddannelse

​​Patienter med svære psykiske lidelser som skizofreni eller bipolar lidelse har gennem en årrække kunnet få hjælp til at komme i job eller uddannelse gennem den såkaldte IPS-indsats. Nu udvides indsatsen, så endnu flere patienter i Region Hovedstadens Psykiatri kan få gavn af den i fremtiden.

Vent...

IPS står for 'Individuelt Planlagt Job med Støtte' og handler om at få mennesker med svær psykisk sygdom i job eller uddannelse. Erfaringen med IPS - som er et samarbejde mellem Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Kommune - har været gode og derfor har Københavns Kommune netop afsat 35,2 mio. kr. til at videreføre og udvide indsatsen.


- IPS har hjulpet flere af vores patienter i job eller uddannelse, så det glæder os, at Københavns Kommune prioriterer indsatsen, siger vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Anne Hertz, der har siddet i styregruppen for IPS.

Udvidelsen af IPS betyder konkret, at flere patienter fremover kan visiteres til ordningen. De seneste to år er omkring 70 procent af borgerne i IPS kommet i job eller uddannelse, og nu bliver indsatsen mere end fordoblet og kommer til at omfatte ca. 300 borgere, oplyser Københavns Kommune.

- Vi arbejder recovery-orienteret og en del af den enkelte patients recovery-proces handler om at fastholde patientens ønsker for fremtiden. Det kan en indsats som IPS hjælpe til med, siger Anne Hertz.

Vicedirektør Anne Hertz har siddet med i styregruppen for IPS og er glad for, at ordningen nu bliver udvidet, så flere kan få gavn af den.

I IPS er det Region Hovedstadens Psykiatri der står for behandlingen af borgernes psykiske lidelser, mens Københavns Kommune hjælper dem ud på arbejdsmarkedet eller uddannelsesinstitutionerne. Borgeren får tilknyttet en konsulent fra kommunen, der bl.a. kan hjælpe med at skrive jobansøgning, aflevere den, gå med til jobsamtalen og give gode råd, når borgeren begynder på jobbet eller uddannelsen.

P.t. er der venteliste til IPS, men med udvidelsen er der altså udsigt til, at ventelisten kan barberes væk og endnu flere kan få gavn af ordningen.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor