Fortsat nedbringelse af tvang i Region Hovedstadens Psykiatri

​Sundhedsstyrelsens rapport om arbejdet med at halvere brug af tvang i psykiatrien frem mod 2020 er offentliggjort. I Region Hovedstadens Psykiatri holder man sig på sporet. 

​Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse indgik i 2014 en aftale med Danske Regioner om at halvere anvendelsen af tvang i psykiatrien i 2020. I dag offentliggøres Sundhedsstyrelsens rapport "Monitorering af tvang i psykiatrien" for 2016.

Rapporten viser, at der efter et par år med en positiv udvikling stadig er mange udfordringer for den samlede psykiatri. Mange steder i psykiatrien har man nedbragt brugen af tvang markant, men det samlede fald på landsplan er stagneret fra 2015 til 2016.

Hos Region Hovedstadens Psykiatri holder man sig på sporet.  "Vi er nået rigtig langt med nedbringelse af tvang i RHP og det kan vi være stolte over. Der er fortsat et stykke vej igen, før vi når målet om en halvering, men jeg er nu stadig overbevist om, at vi når det i år – tre år før deadline", siger vicedirektør Anne Hertz.

Fra 2014 til 2016 er antallet af bæltefikseringer I RHP nedbragt fra 1663 episoder til 988 episoder – altså næste en halvering. I samme periode er antallet af episoder med fysisk og psykisk vold mod personalet faldet tilsvarende fra 285 episoder i 2014 til 115 episoder i 2016.  

 

Redaktør