HORATIO 2019: Spot på den praksisnære psykiatriske sygepleje

​​Erfaring og viden blev udvekslet på tværs af 22 landegrænser under den årlige sygeplejefaglige konference, Horatio. I år løb den af stablen fra den 9.-11. maj – og Danmark var for første gang vært. Blandt de 400 gæster havde de 120 af dem glædet sig ekstraordinært til konferencen.

Vent...

​Under temaet ’Mental health: nye muligheder – nye veje’ blev der på tre intense dage rettet særligt fokus på udvikling af den praksisnære psykiatriske sygepleje. Emnet – og selve konferencen – har 120 studerende fra specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje fra de fire uddannelsesregioner glædet sig til længe: de har nemlig målrettet et af deres fagprojekter på uddannelse mod at fremlægge det under en poster præsentation med jurybedømmelse. 

RHP var flot repræsenteret med 40 studerende, der var opdelt i tre grupper. Hver gruppe havde udvalgt et emne inden for de praksisnære områder i den psykiatriske patientpleje:

- Sygeplejerskers ansvar for at undgå stigmatisering af patienter

- Samarbejde med patienter, der ufrivilligt er indlagt

- Forældresamarbejde under børns recovery og udvikling


Hvert emne blev præsenteret for en jury, og både spørgelysten og interessen var stor.

Fagligt boost at deltage på international konference

De studerende fik en enestående mulighed for at præsentere deres fagopgaver og teste deres faglige færdigheder af – på engelsk – over for ca. 400 fagligt nysgerrige deltagere fra hele Europa. Men konferencen kastede også så meget mere af sig, oplevede de studerende. Læs herunder, hvad tre af de studerende tog med sig fra konferencen.


Mød Matilde Mouridsen fra BUC Hillerød (t.v.), Sandra Kofoed fra Buhl fra PC Sct. Hans (midten) og Sanne Larsen fra PCN Hillerød (t.h.), der her sætter ord på nogle af deres oplevelser under HORATIO 2019: 

Matilde Mouridsen, BUC Hillerød:

- Jeg har aldrig deltaget på en konference tidligere, så det i sig selv er en stor oplevelse, der virkelig giver én et fagligt boost. Det er utroligt inspirerende at lytte til oplæggene, men det er også vildt interessant at få talt med fagkolleger fra andre lande. Jeg talte fx med en fransk kvinde, der var meget overrasket over at høre, hvordan vi i Danmark inddrager forældrene i børnenes recovery og udvikling. Det gør mig stolt, at noget, som vi har arbejdet med på studiet, kan udvide horisonten hos kolleger i andre lande. Så føler man, at bidrager til noget større, og at vi kan noget i psykiatrien herhjemme og faktisk er langt fremme i forhold til andre europæiske lande.

Sandra Kofoed Buhl, PC Sct. Hans:

- Forløbet frem til fremlæggelsen har været lærerigt på mange måder: Alene det at skulle blive enige i en gruppe med mange medlemmer om valg af emne… Men da vi først var blevet enige, så var det utroligt spændende at dykke mere ned i, hvilken forskning der er på området og at skulle bearbejde den med henblik på fremlæggelsen. Nu har man en meget større forståelse for indhold og virkemidler, og hvad der ellers skal til, når man skal fremlægge forskning for en målgruppe.  Jeg vil meget afsted igen, for det giver mig rigtig meget fagligt stof til eftertanke – og også nogle helt konkrete ideer og tiltag, som jeg skal hjem og skrive på et forbedringskort på tavlen.

Sanne Larsen, PCN Hillerød:

- Jeg er meget begejstret allerede her på første konferencedag. Jeg har ikke deltaget før, og det har været rigtigt spændende og lærerigt at arbejde hen mod konferencen og fremlæggelsen for en jury på engelsk. Og så fik vi jo lov til at komme ind og få de famøse rådhuspandekager på Københavns Rådhus. Det var stort! Jeg har også talt med en sygeplejerske fra Sverige, som arbejdede på et psykiatrisk lukket affektivt afsnit, hvilket var interessant, da vi - så vidt jeg ved – ikke har den type i Danmark. Jeg talte også med en tjekkisk sygeplejerske, som beskrev en psykiatrisk pleje, der er ligger under det danske niveau.  


Børne- og Ungepsykiatrisk Center fremlagde deres projekt om forældresamarbejde under børns udvikling og recovery.  


De 40 studerende fra RHP var opdelt i tre grupper, og hver gruppe har selv designet posters, der repræsenterer de emner, som de har opøvet kompetencer og færdigheder i at formidle for konferencedeltagerne. Herover fremlægges projektet om sygeplejerskers ansvar for at undgå stigmatisering. Posteren til højre 'How can I help you?'  illustrerer projektet om samarbejde med patienter under ufrivllig indlæggelse.

Faglig formidling for fagfæller og ikke-specialister

De studerende er blevet undervist i et udviklings- og undervisningsmodul, der er fagligt tilrettelagt og målrettet netop fremlæggelsen på Horatio. Gennem modulet har de studerende opnået indsigt i og viden om aktuel international forskning inden for områder under den klinisk psykiatriske sygepleje, og de har opøvet kompetencer i at vurdere og udvælge teorier, metoder, redskaber og færdigheder til brug for analyse- og løsningsmodeller på en given problematik. Derudover har de studerende opøvet færdigheder i at formidle forskningsbaseret viden - og ikke mindst at diskutere dette med både fagfæller og ikke-specialister.


Der var nerver på, og lettelsen var tydelig, når projektoplægget var afsluttet. 

Derefter blev der lyttet intenst, når juryen stillede opklarende spørgsmål til fremlæggelserne. 


Fokus og engagement prægede studieforløbet

Ina Mie Rasmussen er uddannelseskoordinator for specialuddannelsen for sygeplejersker i psykiatrisk sygepleje, og hun er mere end godt tilfreds med de studerendes indsats op til og under konferenen. Hun er en af drivkræfterne bag de studerendes bidrag og deltagelse ved Horatio. Inden konferecen løb af stablen, fik de studerende en forsmag på, hvor særligt et arrangement, de tog del i - der var nemlig rådhuspandekager til deltagerne, så de 120 studerende selv kunne bedømme, om der er noget om al virakken om pandekagerne. Om de studerendes tilgang til opgaven frem mod fremlæggelsen på konferencen siger Ina:

Ina Mie Rasmussen, uddannelseskoordinator for specialuddannelsen for sygeplejersker:

- De studerende har virkelig knoklet på gennem hele forløbet for at kunne præsentere deres posters og viden bedst muligt. Og jo tættere vi kom på konferencen, des tydeligere var det at mærke, at de fik nerver på – simpelt hen fordi, at de gerne ville præsentere deres projekter bedst muligt. Hele mandagen øvede de sig på at fremlægge på engelsk, og jeg er meget imponeret over, hvor seriøst og fokuseret de er gået til opgaven. Det har uden tvivl været en stor oplevelse for de studerende, men for mig som uddannelseskoordinator har det været utroligt berigende og inspirerende at se deres udvikling gennem semesteret.


 Og ja... - de smagte rigtig godt, forlød det.

Skrevet af Mette Østerdal

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor