Hollandsk model muliggør mere fleksibel ambulant behandling til psykisk syge i Region Hovedstadens Psykiatri

F-ACT hedder modellen, der siden maj 2016 har været udgangspunktet for fem nye udgående og opsøgende teams hos Region Hovedstadens Psykiatri. F-ACT er rettet mod borgere med svær psykisk sygdom, og tilbyder intensiv ambulant behandling i perioder med krise, forværring af sygdom eller som en forebyggende indsats i kendte risikosituationer.     

F-ACT står for Fleksibel Assertiv Community Treatment og direkte oversat til dansk betyder det: "Fleksibel udgående og opsøgende behandling i nærmiljø"

Et F-ACT team yder intensiv ambulant psykiatrisk behandling til mennesker med svær psykisk sygdom som fx skizofreni.

For patienter med svær psykisk sygdom som for eksempel skizofreni og psykose, kan tanken om en indlæggelse være forbundet med stor smerte og følelsen af at være slået tilbage til start. Netop disse patienter er målgruppen for de fem nye teams i Region Hovedstadens Psykiatri, som i øjeblikket afprøver F-ACT-modellen, der er udviklet i Holland og er en organisatorisk model indenfor udgående og opsøgende psykiatri.

Det særlige ved modellen er, at indsatsen intensiveres, når patienten har det værst, og har fokus på patientens egen proces med at komme sig, også kaldet "recovery", når patienten har det bedre.

– De foreløbige tilbagemeldinger fra patienter er meget positive, fortæller overlæge Casper Buchardt Westergaard. Sammen med et hold af sygeplejersker, ergoterapeuter, psykolog og socialrådgiver, udgør han et af de fem teams, der siden maj 2016 afprøver F-ACT-modellen Region Hovedstadens Psykiatri. Som eksempel nævner han en kvindelig patient med en skizofrenidiagnose:

–  Hun havde taget en beslutning om, at hun ville klare sig uden medicin. Vi lagde en plan for nedtrapningen, men efter en måned begyndte hun at få hallucinationer og efter at være udeblevet fra et møde, blev hun præsenteret for F-ACT teamet. Vi kom på hjemmebesøg hos hende intensivt i tre uger, og i løbet af den periode valgte hun at genoptage medicinen. Hun var meget lettet over, at det kunne lade sig gøre uden indlæggelse, og for mig som læge var det også meget tilfredsstillende at se en så markant forbedring på så kort tid.   ​

Ingen sparepl​an

For de fem F-ACT-teams begynder hver morgen med et såkaldt "F-ACT tavlemøde", hvor man ud fra væsentlige aktuelle oplysninger fra en patientoverbliksliste, diskuterer de patienter, der i løbet af dagen kræver et eller flere besøg.


Karin Arnbjerg

– Alle medarbejdere byder ind på den enkelte patient, så det ikke kun er patientens faste kontaktperson, som tilbyder patienten støtte og hjælp. Det højner fagligheden mellem os, men er også en fordel for patienten, som måske oplever at svinge bedre sammen med nogle medarbejdere end andre, forklarer sygeplejerske Karin Arnberg:

– Med F-ACT har vi med andre ord mere at tilbyde patienten. Det betyder også, at vi har bedre mulighed for at inddrage patientens pårørende, som jo er dem, der kender patienten bedst. Der er på ingen måde tale om en økonomisk spareplan, men om et tiltag, der sætter patientens ønsker mere i fokus.

Den mere udgående og opsøgende teammodel har for nogle medarbejdere været lidt af en overvindelse, mens andre har set frem til den med store forventninger.

–  Inden opstarten kunne man mærke en uro omkring, hvad det kom til at betyde, og om det ville være besværligt at integrere, men det er gået forbløffende let, konstaterer overlæge Casper Buchardt Westergaard.

– Som den ansvarlige behandler kan man have en utryghed ved ikke konstant at kunne stå til rådighed over for en meget dårlig patient. Den utryghed forsvinder, når man føler sig som en del af et team, hvor alle tager ansvar. For mig har teamarbejdet givet en øget arbejdsglæde og en følelse af, at vi bedre kan være der på patientens præmisser. Hvor vi før oftere talte om indlæggelse, prøver vi nu at klare skærene, når det er hvad patienten ønsker, konkluderer Casper Buchardt Westergaard.

Recoverymentorer

Forud for forløbet har de fem F-ACT teams haft besøg af hollandske kollegaer, som de har fået undervisning af og har kunnet spørge til råds. Holland har lavet en F-ACT manual, som norske kollegaer, der også anvender modellen, har oversat. Region Hovedstadens Psykiatris version af F-ACT er ikke, og skal ikke være, en tro kopi af den hollandske. Der er forskel på den måde lande organiserer behandling og social støtte til borgere med svær psykisk sygdom, og modellen er derfor tilpasset både til den danske organisering, til Region Hovedstadens Psykiatris organiseringen og til organiseringen på det enkelte center og det enkelte team. Næste skridt bliver, når Region Hovedstadens Psykiatri til efteråret ansætter 5 "recovery-mentorer".

– En recovery-mentor er en medarbejder med brugerbaggrund, altså et menneske, der udover sine øvrige kompetencer har egne levede erfaringer med psykisk sygdom i form af at være eller have været patient i psykiatrien, forklarer ergoterapeut Else Mogensen:

– For patienterne giver det noget helt særligt at sidde over for et menneske, der på sin egen krop har prøvet at være det igennem, de gennemgår og kan sige: "Det her virkede for mig."​


Redaktør