Hvorfor overholder B&U-psykiatrien kun udredningsretten for halvdelen af patienterne? Centerchef Kresten Dørup forklarer

​Nye tal for udredningsretten viser, at Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center fortsat har udfordringer med at overholde den. Kun for 47% af patienterne blev den overholdt i 4. kvartal 2017. Vi har talt med centerchef Kresten Dørup om forklaringerne på det lave tal.

Vent...

​Modelfoto.

​Sundheds- og Ældreministeriet udsendte søndag aften en pressemeddelelse med overskriften ”Udredningsretten halter stadig i hovedstaden”. Kort inde i teksten kunne man læse, at ”sundhedsminister Ellen Trane Nørby er særligt utilfreds med tallene fra børne- og ungepsykiatrien.” 

Sundhedsdatastyrelsens tal viser, at kun for ca. 47 pct. af patienterne på Børne- og Ungdomspykiatrisk Center (BUC) blev udredningsretten overholdt i 4. kvartal 2017. Til sammenligning bliver udredningsretten overholdt for 90% af patienterne i børne- og ungepsykiatrien i gennemsnit på landsplan.

På baggrund af det lave tal har vi talt med Centerchef i BUC, Kresten Dørup, der håber at kunne vende udviklingen.

- Det er vores mål fuldt ud at kunne overholde udrednings- og behandlingsretten på 30 dage. Vi er nået langt, men er naturligvis ikke i mål endnu. Ventetiden på en grundig udredning ligger i øjeblikket på mellem tre uger og tre måneder i Region Hovedstaden og tidligere tiders lange ventelister er et overstået kapitel. Det er samlet set en glædelig historie, at vi i dag kan se mange flere patienter på kortere tid, siger Kresten Dørup.

Kresten Dørup.jpg

Kresten Dørup, centerchef på Børne- og Ungdomspykiatrisk Center


Men hvorfor er BUC ikke i mål med udrednings- og behandlingsretten?
- Den primære forklaring er, at BUC har modtaget 16 % flere patienter til udredning og behandling i 2017 sammenlignet med 2016. Vi havde regnet med en betragtelig stigning, men ikke i den størrelsesorden, så selvom vi faktisk har set 13 % flere patienter, har det ikke været tilstrækkeligt til at overholde udredningsretten for flere patienter, forklarer Kresten Dørup og fortsætter:

- Når børn og unge skal udredes er der behov for flere samtaler og tests end i voksenpsykiatrien. Udredningsforløbene er komplekse og kræver involvering af bl.a. forældre og skole, så derfor kan en diagnose være svær at stille indenfor 30 dage.

Udfordringer med at udtrække data og fejlregistreringer

Det er svært at sige, om det aktuelle tal på 47% overhovedet giver et retvisende billede af den nuværende situation i BUC. Før implementeringen af Sundhedsplatformen blev patienterne i BUC udredt til tiden i ca. 70 % af tilfældene, men siden implementeringen af Sundhedsplatformen har der været vanskeligheder med at udtrække tal for, om udredningsretten overholdes. Det gælder ikke blot for BUC, men for hele psykiatrien og også somatikken her i Region Hovedstaden. 

Derudover er der mange fejlregistreringer, der gør, at ikke alle data for perioden efter implementeringen af Sundhedsplatformen er kommet over i Landspatientregisteret, som Sundhedsdatastyrelsen baserer deres tal på.

- Manglen på data ses bl.a. ved, at antallet af udredninger i de aktuelle tal ligger lavere end niveauet fra 1. kvartal i 2017, mens det i virkeligheden forholder sig omvendt – aktiviteten har været støt stigende. Det skyldes formentlig fejlregistreringer i Sundhedsplatformen, fortæller Kresten Dørup og fortsætter:

- De manglende data vanskeliggør desuden den detaljerede og løbende styring, vi tidligere har haft med udrednings- og behandlingsretten, og gør det også vanskeligere at sætte ind med hjælp præcist der, hvor der er problemer med overholdelsen, siger Kresten Dørup.

Kapaciteten skal udvides og registreringspraksis forbedres

I efteråret afsatte Regionsrådet 6,6 mio. kroner ekstra til BUC bl.a. med henblik på at udvide kapaciteten, så børn og unge får hurtigere hjælp:

- Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. De ekstra midler er blevet omsat til flere behandlere i ambulatorierne og dermed en øget kapacitet. Samtidig arbejder vi intenst og systematisk med at udnytte den eksisterende kapacitet endnu bedre end i dag, siger Kresten Dørup og fortsætter:

- Og noget tyder på, at indsatserne er ved at bære frugt. Antallet af aktivt ventende patienter har toppet og er siden januar faldet fra 450 til 350, så det går lige så stille i den rigtige retning.
 
Der har gennem det sidste halve år været en del negativ medieopmærksomhed på den manglende overholdelse af udredningsretten i BUC. Det er bl.a. noget, som flere regionsrådspolitikere har måttet forholde sig til, når medierne har henvendt sig.

Den 10. april får flere af politikerne muligheden for at få mere indsigt i forklaringerne bag det lave tal, når regionsrådets forretningsudvalg holder møde på Kristineberg. Her vil Kresten Dørup og andre ledende medarbejdere i BUC fortælle om arbejdet med udrednings- og behandlingsretten og gå i dialog med politikerne.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor