Internetbehandling ved depression og angst

​I fire år har det været muligt for borgere med bl.a. panikangst og let til moderat depression at få psykologbehandling over nettet. Men hvordan er resultaterne af den nye behandlingsform, og kan internetbehandling på sigt blive et permanent supplement til den klassiske psykologbehandling? 

Vent...

​Artiklen er skrevet af Camilla Kragh Fruensgaard

Gratis behandling og kortere ventetider - alt sammen hjemme fra sofaen, når det passer patienten. Det er hovedelementerne i Internetpsykiatrien – et projekt som blev udviklet i Region Syddanmark i 2015, og som siden 2018 er blevet bredt ud til hele landet. Internetpsykiatriens onlinebehandlingstilbud er det første af sin slags i Danmark og har indtil videre givet positive resultater.

Ligeså effektivt og lettere at gå til

- Vi kan konstatere, at patienterne tager godt imod behandlingen, og at resultaterne er ligeså gode som ved klassisk psykologbehandling med fysisk fremmøde, fortæller afdelingschef i Internetpsykiatrien, Marie Paldam Folker.

Dermed afspejler resultaterne i Danmark knap 30 års international forskning på området fra bl.a Sverige, Norge, England, Holland, Canada og Australien.

En af de helt store styrker ved internetbehandling er, at patienterne kan søge behandling direkte uden henvisning via egen læge. Det betyder, at mange, der ellers ikke ville søge psykologhjælp, nu får den behandling, de har brug for.

-Vi kalder det lavtærskelsbehandling. Det kan ofte være en barriere at skulle rundt om egen læge, og der kan være lang ventetid på psykologbehandling. Tilbuddet om direkte henvendelse betyder, at flere søger behandling, og at de kommer i behandling hurtigere, forklarer Marie Paldam Folker og fortæller videre, at det netop var gode resultater fra Region Syddanmark, som gjorde, at alle landets fem regioner valgte at gå sammen om en fælles aftale, der siden marts 2018 har givet borgere i hele Danmark mulighed for at gøre brug af den innovative behandlingsform.

Hvad siger patienterne

Flere patienter peger på, at en af fordelene ved internetbaseret behandling er, at de har lettere ved at tilegne sig viden, når de får det ind skriftligt i stedet for mundtligt. Patienterne fremhæver desuden fordelen ved, at onlinebehandlingen er så konkret og øvelsesbaseret, og at man kan gå tilbage og udføre den samme øvelse igen og igen, siger Marie Paldam Folker, som også pointerer, at det er en god måde at involvere de pårørende på, da de for eksempel kan sidde ved siden af og læse med og følge øvelserne.

Ifølge psykolog Jeanette Karstensen, der de sidste to år har arbejdet i Internetpsykiatrien, er det især de hjemlige rammer og styrken i selv at tage aktivt ansvar for egen behandling, der giver pote for patienterne.

-Jeg oplever, at der er en stolthed i at gøre noget aktivt – ikke bare sidde og snakke og lade andre gøre arbejdet - men virkelig at tage skeen i den anden hånd.  Her er det ens eget ansvar og vedholdenhed, der afgør, om man får noget ud af behandlingen eller ej, fortæller hun.


Forståelig skepsis

Jeanette Karstensen kan dog godt forstå, hvis nogle stadig er skeptiske over at erstatte den personlige kontakt med et online program bestående af tekst, øvelser, videoer og skriftlig korrespondance.

-Først havde jeg da også en sund skepsis, for jeg ser også en kæmpe værdi i den personlige kontakt, men jeg opdagede hurtigt, hvor innovativ og effektiv denne her behandling er, og hvor mange den faktisk hjælper, siger hun og fortsætter:

-Desuden er det mit indtryk, at patienterne er mere tilbøjelige til at lade paraderne falde og finder en tryghed i at være i deres vante omgivelser. Jeg har da haft patienter i røret, der har været ved at skifte tøj eller ordne vasketøj, mens vi snakkede sammen i telefon.  

Behandlingen er langt fra for alle

Internetpsykiatriens patienter udgør en bred, varieret skare fra hele landet både hvad angår alder og køn. Her kan fremhæves en del yngre patienter, der er trygge ved internetformatet, og en stor gruppe af erhvervsaktive, der bedre kan passe denne løsning ind med et fuldtidsarbejde. Dog tiltrækker projektet også en gruppe af patienter, der desværre ikke har ressourcerne til at gennemføre en onlinebaseret selvhjælpsbehandling.

-Det kræver et vist overskud og selvdisciplin fra patientens side. Og selvom det kan være en fordel for nogle patienter at blive mere aktive i deres egen behandling, udelukker det også en gruppe svagere stillede patienter, som vi er nødt til at afvise, fordi de har brug for mere støtte end behandlingsformen tilbyder, lyder vurderingen fra Marie Paldam Folker.

Af andre kriterier kan f.eks nævnes, at man skal være over 18 år, bo i Danmark, have adgang til computer med webkamera, kunne læse og skrive og have adgang til e-boks og NemID.

Et mere varieret behandlingssystem ved psykiske lidelser

Derfor er man også hele tiden i gang med at udvikle nye måder at forbedre og udvikle internetbehandling på. En af de ting, man arbejder med, er at prøve at nå flere patienter ved at gøre programmerne mere visuelle og mindre skrifttunge. Derudover er håbet, at Internetpsykiatrien kan få midler til at udvikle programmer til andre målgrupper, f.eks. PTSD, OCD, fødselsdepression og til unge under 18, og at behandlingen kan kombineres med fysisk fremmøde. 

-I fremtiden ser jeg ser gerne langt flere og individuelt tilpassede behandlingstilbud. Det er den brede pallette, der er brug for, hvor man kombinerer det bedste fra begge verdener – fysisk kontakt og internetbehandling. For eksempel har vi netop startet et projekt med støtte fra Trygfonden, hvor 18 kommuner går sammen om at udvikle internetbaseret behandling ved alkoholmisbrug. Her samarbejder vi med kommunale misbrugscentre, og ideen er, at man både tropper op fysisk og samtidig følger en internetbaseret behandling. Vi samarbejder også med Afdeling M på Sankt Hans om at udvikle et teknologibaseret behandlingsprogram ved dobbeltdiagnoser, hvilket vi selvfølgelig også er meget interesserede i, fortæller Marie Paldam Folker og opsummerer afslutningsvis:

-Det vi har brug for, er et varieret internetbaseret behandlingstilbud, der dækker alle relevante diagnoser og målgrupper, og at nogle af de behandlingstilbud er integreret i ambulant behandling, og giver lige præcis den støtte på lige præcis det tidspunkt, patienterne har brug for det.


FAKTA: Internetbehandling ved depression og angst kort fortalt

Internetpsykiatrien tilbyder internetbaseret kognitiv adfærdsterapi (iKAT) til behandling af angst og depression. Behandlingsformen er udviklet i Region Syddanmark, der har drevet klinikken Internetpsykiatrien siden 2015. Internetpsykiatrien blev startet som et demonstrationsprojekt på vegne af alle regionerne i regi af National handlingsplan for udbredelse af telemedicin (2012-2015).

Internetpsykiatriens målgruppe er borgere over 18 år med panikangst, socialangst, enkeltfobier og let til moderat depression. Borgeren søger behandling via Internetpsykiatriens hjemmeside og udfylder et onlinespørgeskema, som screenes af en psykolog. Behandlingsforløbet består af en forsamtale på video for at afklare, om behandlingstilbuddet er det rigtige for borgeren. Derefter følger borgeren et internetprogram med en række behandlingstrin med daglige øvelser. Psykologen giver ugentlig skriftlig støtte. Behandlingen varer op til 12 uger og afsluttes med endnu en video- eller telefonsamtale. Alle data er synlige for psykologen, og ugentlige patientevalueringer giver et indblik i, om behandlingen går den rigtige vej. Det er også her psykologen får mulighed for at aflæse, om patientens symptomer forværres, om der er en risiko forbundet ved at fortsætte, eller om patienten skal henvises til anden behandling. Patienten har også altid mulighed for at skrive til psykologen, hvis der f.eks. er spørgsmål til behandlingen, eller hvis det kniber med motivationen. Der gives besked til egen læge om behandlingsforløbet ved samtykke. Behandlingen er gratis for borgeren.

Internetpsykiatrien bemandes af psykologer og drives af Psykiatrien i Region Syddanmark som en del af Telepsykiatrisk Center.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor