Julebazar og barokmusik for patienter og pårørende i psykiatrien

​Julen er for mange hjerternes fest, men i Region Hovedstadens Psykiatri tjener julens musik og arrangementer også andre formål end at sprede julestemning på afsnittene. En julekoncert kan for et øjeblik betyde, at hverdagen ikke kun handler om psykisk sygdom. Og et socialt arrangement som en julebazar kan blive en del af patienternes rehabilitering.   

Vent...

Julekoncert for patienter og pårørende på Psykiatrisk Center Nordsjælland

En trio fra Concerto Copenhagen spillede torsdag formiddag julekoncert for patienter og pårørende fra tre åbne døgnafsnit og fra distriktspsykiatrien i Helsingør. 


På billedet ses Fredrik Bock på lut, Irene Spranger på traversfløjte og barokviolinist Stefanie Barner Madsen. De er alle en del af orkestret Concerto Copenhagen.

Arrangementet startede med en fælle julegåtur i skoven i Helsingør efterfuldt af barokkoncert med kage og alkoholfri gløgg. Mere end 40 patienter, pårørende og medarbejdere deltog i arrangementet.


Gåturen var på 3 km og blev ført an af centrets fysioterapeuter. Da alle var godt hjemme igen, blev der serveret alkoholfri gløgg og julekage, og så spillede Concerto Copenhagen julekoncert.


En af de fremmødte patienter, 39-årige Morten Michael Lindahl, var glad for initiativet. Han lider af paranoid skizofreni og har i de seneste to uger været indlagt på et af Psykiatrisk Center Nordsjællands døgnafsnit. Selv er han ikke i tvivl om, at musik kan have en positiv indflydelse på mennesker med psykisk sygdom.

– Musikken betyder, at det hele ikke handler om sygdom. Når man oplever en koncert som denne, så mærker man, at der er andre ting i livet, og at man ikke udelukkende er sin sygdom, siger Morten Michael Lindahl til Helsingør Dagblad.

Læs hele artiklen i Helsingør Dagblad her

Julebazar for patienter og pårørende på Psykiatrisk Center Ballerup

Tale, julesang, tombola, æbleskiver, boder og bolcher. Traditionen tro blev der den første torsdag i december holdt julebazar på døgnafsnit 8 på Psykiatrisk Center Ballerup, hvor julebag og juleting lavet af patienterne i afsnittet blev solgt.

Som forberedelse til julebazaren er hele november blevet brugt på planlægning, kreative aktiviteter, julebagning og bolchekogning, som patienterne har været en del af.  


Arrangementet var i år velbesøgt, og ca. 150 patienter, pårørende og medarbejdere deltog i løbet af dagen. Også tidligere patienter, pårørende og medarbejdere lagde vejen forbi julebazaren. Et arrangement med så mange mennesker er i sig selv en del af træningen og eksponeringen i sociale sammenhænge, da det oftest er her, patienterne på døgnafsnit 8 er udfordret. Derfor er en del af planlægningen fx også at drøfte, hvem der skal stå i hvilken bod – enten selvstændigt eller sammen med medarbejdere - og hvor længe ift., hvad den enkelte patient kan rumme af eksponering.


Tombola med donerede præmier. 

Mødet mellem tidligere og nuværende patienter til julebazaren er også med til at skabe håb hos de nuværende, indlagte patienter og bidrager på den måde til deres egen recoveryproces. Arrangementet giver også mulighed for, at pårørende til patienter i afsnittet kan møde hinanden.


Den har stået på bolchekogning i november - og de fine poser med bolcher ligger nu klar.

Overskuddet fra julebazaren går til planlagte, sociale aktiviteter i og uden for afsnittet, som har til formål at træne og eksponere patienterne i netop sociale sammenhænge og er på den måde et led i rehabiliteringsindsatsen. Det kunne fx være et restaurant- eller cafébesøg. 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor