Kunst skal bryde med tomme, hvide vægge

Det er noget med at få bragt hverdagslivet ind.  Sådan siger udviklingschef Pia Døssing, som sammen med tidligere patienter og andre medarbejdere diskuterer kunst til de kommende bygninger til psykiatrien ved Bispebjerg Hospital.  

Vent...

​Til næste år tager man det første spadestik til det nye byggeri til psykiatrien på Bispebjerg. De kommende bygninger vil blive indrettet med kunst af Elisabeth Toubro, Anne-Sofie Overgaard, Jens Axel Beck og Heidi Hove, og op til at byggeriet står færdigt, vil kunstnerne løbende præsentere deres idéer til personale og patienter for at diskutere, hvordan det vil spille sammen med hverdagen på et sengeafsnit.


Elisabeth Toubro præsenterer sine idéer

LÆS OGSÅ: Tre kunstværker valgt til Ny Psykiatri Bispebjerg

FAKTA: Ny Psykiatri Bispebjerg

Ny Psykiatri Bispebjerg er et byggeprojekt på 22.500 kvm, som skal opføres på Bispebjerg Bakke til Psykiatrisk Center København, som er et center i Region Hovedstadens Psykiatri. Med det nye byggeri vil Psykiatrisk Center København samle sin akutmodtagelse, sengeafsnit, ECT-klinik og uddannelsesfaciliteter i attraktive og moderne rammer for psykiatriens patienter. Visionen for Ny Psykiatri Bispebjerg er at lade arkitekturen skabe de optimale fysiske betingelser for en god behandling med egen sengestue, forskellige aktivitetsmuligheder, indre gårdhaver og masser af dagslys til alle patienter.

Byggeriet påbegyndes i 2019 og forventes at stå færdigt i 2022. 

Læs mere her

Skal være hjemligt

Med til at diskutere den kommende kunst til byggeriet på Bispebjerg er Lennart Nilsåker. Han har tidligere været indlagt forskellige steder i psykiatrien, og selv om kunst ikke har været noget, han direkte har været opmærksom på, når han har været dårligst, så er kunsten for ham noget, der kan være med til at skabe en nødvendig hjemlige atmosfære på et sengeafsnit:

-  Når jeg har været indlagt, har jeg ikke været bevidst om kunsti første omgang. Jeg har haft brug for at opsøge stilhed midt i mit eget kaos. Men det er alligevel vigtigt med kunst. Jeg har jo siddet på nogle afdelinger, hvor det bare har været kolde vægge uden andet noget pynt end en lille plakat. Det er jo dødssygt, siger Lennard og fortsætter:


Lennart Nilsåker

- Kunst kan være med til at give en lukket afdeling noget harmoni og noget ro til patienten. Det kan måske fungere som en pude, der er med til at hjælpe med at dæmpe angst eller stemmer, man hører. 

En anden, som er med til at diskutere den kommende kunst på Bispebjerg, er udviklingschef fra PC København Pia Døssing. Hun ser netop det med at få det hjemlige ind i psykiatrien, som noget kunsten kan være med til at løfte:

- Jeg tænker, at det er noget med at få bragt hverdagslivet ind, så lokalerne ikke er så institutionaliserede. At der faktisk er noget, man kan kigge på og værne om. Og så tænker jeg, at der er noget beroligende i at have noget pænt at se på. I forhold til værdien af kunst for personalet, så tror jeg, at det betyder noget, at alle vægge ikke bare er hvide, men at man arbejder et sted, som er unikt. Som er ens eget afsnit.

Et nyt fokus

Pia Døssing påpeger også, at kunsten kan være med til at hjælpe ved eksempelvis en opkørt situation på et afsnit.

- Jeg tror, at det har noget at gøre med at få noget anderledes ind i rummet, som måske kan bryde noget af det, der foregår inde i hovedet på patienten. Vi oplever nogle gange ved opkørte situationer, at hvis vi i stedet for bare at skærme patienten eksempelvis går ud i køkkenet for at hente noget at spise eller laver en anden aktivitet, så kan man bryde det, som man er kørt totalt fast i. På den måde tror jeg også, at kunst kan være med til at aflede noget fokus væk fra det, der er kørt fast, fordi det giver en anden præferenceramme at tale om. 


Pia Døssing

Pia Døssing har arbejdet som sygeplejerske i psykiatrien i 20 år, indtil hun for seks år siden blev udviklingschef på PC København, og hun ser forståelsen for, at æstetik har en betydning for patienternes bedring som en del af en overordnet udvikling, som psykiatrien retter sig imod i disse år. Det er en udvikling, der orienterer sig mod at medtænke håb, mening og andre begreber fra Recovery-tankegangen samt aktiviteter og medbestemmelse. 

- Vi har jo nogle helt andre krav og forventninger til det at blive indlagt i dag. Vi har lige haft en fernisering med en kunstner, som havde været indlagt, og som ikke syntes, det var pænt, det vi havde ude på vores trapper. Så anskaffede vi noget af den kunst, hun har lavet, og det tror jeg ikke, vi havde gjort for 20 år siden. Jeg tror meget mere, at patientens stemme er i fokus. Vi inviterer jo også patienterne ind i alle mulige fora, ligesom vi også gør med pårørende, siger Pia Døssing.


At patienternes stemme er vigtig, bliver også understreget, når der bliver diskuteret kunst. For kan kunst eksempelvis stresse patienterne? Det er et emne, der har været oppe og vende i gruppen, og til dette svarer Lennart Nilsåker:

- Det kan det måske godt, men det kan tomme, hvide vægge også. Det bliver for meget hospital med helt hvide vægge. Så får man aldrig en fornemmelse af et hjem.

Det nye byggeri skal stå færdigt i 2022.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor