Merete Nordentoft valgt som nyt medlem af Etisk Råd: - Jeg føler en forpligtelse til at sætte psykiatrien på dagsordenen

​​Den 1. januar får Etisk Råd syv nye medlemmer og én af dem kommer fra Region Hovedstadens Psykiatri. Professor på Psykiatrisk Center København Merete Nordentoft er blevet udpeget af Sundheds- og Ældreministeriet, og hun glæder sig til at diskutere etiske dilemmaer om psykiatrien. 

Vent...

​​I begyndelsen af december fik Merete Nordentoft en opringning fra Sundheds- og Ældreministeriet, der ville høre, om hun kunne tænke sig at blive medlem af Etisk Råd.

- Jeg blev beæret og synes det var spændende, siger Merete Nordentoft, der ikke skulle bruge så meget betænkningstid på at takke ja til tilbuddet.

- Der sidder ingen psykiatere i Etisk Råd, så at jeg nu bliver valgt, er et tegn på, at rådet gerne vil styrke psykiatrien og forskningen, mener Merete Nordentoft, og hæfter sig desuden ved, at formanden for SIND, Knud Kristensen, også er blevet valgt ind som nyt medlem.

Det er sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) der har valgt Merete Nordentoft ind som nyt medlem af Etisk Råd. Hun skal bl.a. være med til at kvalificere den offentlige debat om psykisk sygdom og psykiatrien, så den baserer sig på viden, fortæller ministeren til Politiken:

- Merete Nordentoft har stor indsigt i de mentale sundhedsproblemer, der vokser med alarmerende hast.

Siden hun fik at vide, at hun blev valgt ind, har Merete Nordentoft tænkt over hvilke emner, hun gerne vil sætte på dagsordenen.

- Jeg føler en særlig forpligtelse til at sætte psykiatrien på dagsordenen. Skal jeg blive lidt mere specifik, vil jeg gerne sætte fokus på finansieringen af psykiatrien, sammenhængende patientforløb, hvilke kvalitetskrav vi stiller til behandlingen og udkomme af den samt hvor dygtige vi er til at bruge evidensbaseret forskning.

Merete Nordentoft peger desuden på skizofreni, som hun selv har forsket en del i, og så social ulighed og de svagest stillede i samfundet som områder, der skal i fokus. Og så er forskning også et område, hun vil gøre sig bemærket på.

- Vi skal gå ti kanten af konventionerne og spørge, hvad vi kan gøre, selvom vi har GDPR. Vi skal udnytte de muligheder der er indenfor rammen. Jeg vil ikke grundlæggende udfordre GDPR, men vi har noget helt unikt forskning i Danmark og det skal vi beskytte og blive ved at lave, slutter hun.

Udover at deltage i den offentlige debat på vegne af Etisk Råd, skal medlemmer deltage i ét møde om måneden og være med i to arbejdsgrupper, der fokuserer på udvalgte emner.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor