Nekrolog: Professor, overlæge Per Bech, 76 år

​Professor og overlæge på Psykiatrisk Center Nordsjælland, Per Bech, er gået bort. Han blev 76 år og opnåede stor national og international anerkendelse for sit banebrydende arbejde indenfor psykometrien – et felt som han mere eller mindre egenhændigt udviklede. 

Vent...

​Foto: Markus Redvall

​Den 14. maj flagede Psykiatrisk Center Nordsjælland på halvt. Det gjorde de for at ære professor og overlæge Per Bechs minde. Onsdag den 9. maj afgik Per Bech uventet, men udramatisk ved døden i sit hjem. 


- Med Pers død har vi mistet en original forsker, en vellidt kollega og ven og et storsindet menneske, der gjorde en forskel, siger vicedirektør Peter Treufeldt, der fra sin tid på Psykiatrisk Center Nordsjælland kender Per Bech særdeles godt. 

Per Bech blev leder af Psykiatrisk Forskningsenhed i Hillerød allerede i 1981 og var indtil det sidste aktiv som professor og leder af forskningsenheden.  Han var især kendt for sin forskning i psykometrien – kunsten at måle arten og graden af psykisk sygdom. 

Talentet for forskning stod tidligt klart

Per Bech blev færdiguddannet læge i 1969, og få år efter blev grundstenen til en lang karriere i forskningens tjeneste lagt. Det hele begyndte med et forskningsprojekt om risikomomenter ved brug af cannabis, der endte med at opnå guldmedalje ved Århus Universitet i 1972. 


Foto: Markus Redvall


Det var dog sværhedsgrader af depression der optog ham mest. Derfor tog han fat på at validere Max Hamiltons berømte depressionsskala, og det endte med, at Per Bechs nyfortolkning af skalaen blev anerkendt og valideret og nævnt som unik til at måle sværhedsgraden af depression.

- Per efterlader sig et kæmpe aftryk i forskningens verden. Han er en af pionererne indenfor forskning i psykometrien, og hans resultater vil stå som monumenter over den fantastiske forsker, han var, siger centerchef på Psykiatrisk Center Nordsjælland, Henrik Søltoft, der understreger, at Per Bech ikke blot var en dygtig teoretiker. Noget af det seneste han har været med til at udvikle er den såkaldte PEMF-behandling (behandling med pulserende elektromagnetiske felter), der for få år siden blev godkendt af Sundhedsstyrelsen til klinisk brug. 


Opnåede stor international anerkendelse

Per Bechs nyfortolkning af Max Hamiltons depressionsskala, også kaldet Bech-Rafaelsens Melankoliskala, førte til en invitation fra Verdens Sundhedsorganisation, WHO. Sammen med kollegaerne Ole Rafaelsen og Paul Kielholz udvalgte Per Bech en samling rating-skalaer indenfor depressionsområdet til WHO, og den dag i dag er Per Bechs eget kompendium fra 1993 med titlen ’Rating Scales for Psychopathology, Health Status and Quality of Life’, stadig en klassiker.

Samarbejdet med WHO førte også til, at forskningsenheden i Hillerød i 1995 opnåede status som WHO Collaborating Center for Mental Health med fokus på livskvalitet, stress og depression. I de efterfølgende 10 år udviklede Per Bech blandt andet WHO-5, som er den mest anvendte livskvalitetsskala i dag. Med andre ord har Per Bech mere eller mindre egenhændigt udviklet det felt, som han blev professor i: Klinisk psykometri.

På baggrund af Per Bechs store internationale anerkendelse og samarbejde med WHO vajede WHO’s flag også på halvt den 14. maj på Psykiatrisk Center Nordsjælland – til ære for en stor forsker og et stort menneske.   

Æret være Per Bechs minde.
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor