Nu afslører vi forslagene til Ny Psykiatri Bispebjerg

​Onsdag den 20. maj løftes sløret for, hvilke forslag der fortsætter i projektkonkurrencen om Ny Psykiatri Bispebjerg. Fem hold er med i kampen om at skabe de bedste rammer til psykiatriens godt 850 medarbejdere og ca. 90.000 årlige besøg.​

​Nu bliver det for første gang muligt at se, hvordan Ny Psykiatri Bispebjerg kan komme til at se ud. Onsdag den 20. maj kl. 16-18 bliver de fem projektforslag præsenteret, og det bliver afsløret, hvilke op til tre projekter, der går videre til fase 2 i konkurrencen.

Grønne gårdrum skal give let adgang til haveanlæg og udendørs aktiviteter. Illustration: BDP.​

Fem forskellige forslag

Seniorprojektleder Gert Bonde Harup fra Ny Psykiatri Bispebjerg glæder sig til endelig at kunne vise forslagene frem:

”Det er fem meget forskellige forslag, som på trods af de store bindinger, som programmet stiller, har formået hver især at fremstå som vigtige bidrag til konkurrencen. I næste fase af konkurrencen skal de hold, der går videre, bearbejde deres forslag ud fra dommerkomitéens bemærkninger,” siger han.

Ny Psykiatri Bispebjerg skal huse 850 medarbejdere og 90.000 patienter årligt, når det står færdigt i 2022. Det er et storstilet projekt og skal skabe rammerne om fremtidens psykiatri i hovedstaden.

Vigtige udearealer

Visionerne for det nye byggeri er at skabe optimale rammer og et miljø, der sikrer let adgang mellem de forskellige enheder, både inde og ude. Samtidig skal arkitektur og indretning understøtte mere effektive arbejdsgange, så psykiatrien på Bispebjerg kan tilbyde et sammenhængende patientforløb i høj kvalitet og være en attraktiv arbejdsplads.

"Patienterne skal let kunne bevæge sig rundt mellem sengestuer, fælles aktivitetsrum, udvendige opholds- og aktivitetshaver samt øvrige patientfaciliteter, mv. Udearealer er for den psykiatriske patient, hvad operationsstuen er for somatikken – et vigtigt led i helingsprocessen," fortæller Gert Bonde Harup.

​Den endelige vinder af konkurrencen bliver valgt i starten af 2016. Første spadestik bliver taget i 2018, og projektet forventes afsluttet ultimo 2022.

Læs også:​​

​​

Redaktør