Ny bæltefri rekord på retspsykiatrisk døgnafsnit 108

​​Bredere palet af værktøjer har givet ny bæltefri rekord på PC Glostrups retspsykiatriske afsnit 181. 

Skrevet af: Maia Jørgensen, Psykiatrisk Center Glostrup

Afsnit 181 på Psykiatrisk Center Glostrup har ikke haft en eneste bæltefiksering siden 8. november 2016. Det er rekord på det retspsykiatriske afsnit på Ndr. Ringvej, som har en patientgruppe med mange udfordringer. 

Når man spørger afdelingssygeplejerske Mie Kaiser Reuven, om noget er blevet anderledes, svarer hun:

"Det er samme patientgruppe, og samme flow, og på måde synes vi, at vi gør det samme som vi hele tiden har gjort. Men vi er nok alligevel mere fokuserede og strukturerede, og har fået en bredere palet af værktøjer. Vi inddrager patienter i behandlingsplanerne i højere grad end tidligere, vi har et meget velorganiseret aktivitetsteam, som skaber stor værdi for de indlagte patienter, og vi har fokus på aktivitet generelt, og på personalets tilstedeværelse i miljøet. Vi er med i projekt Sikker Psykiatri, hvor der er et stort fokus på at nedbringe tvang, og hvor vi bruger data mere aktivt. Helt konkret har det også gjort en forskel på vores forbedringsmøder, at vi i stedet for at se på det totale antal bæltefikseringer, er begyndt at tælle dage siden sidste fiksering. Dét har givet mere liv og energi på møderne." 


Medarbejdere på 181

181 bæltera.jpg

Færre fikseringer på alle afsnit
Det er ikke bare på 181, at tallene er støt faldende. Det er en tendens på hele centret, ligesom på andre centre i RHP.

Tallene viser, at PCG (tal fra både PCG og PCH) er gået fra ca. 395 fikseringer i 2014, 246 i 2015, til 180 episoder i 2016. Det er resultatet af et kæmpe arbejde på alle døgnafsnit.

Klinikchef Mette Brandt-Christensen, der er tovholder på nedbringelsen af tvang på centret, fortæller:

"Baggrunden for udviklingen er benhårdt arbejde på alle afsnit. Metoderne er blandt andet second opinion, analyser af nærvedhændelser, kriseplaner, brug af sanserum, bedre aktivitetstilbud, og mere systematisk brug af eftersamtaler. Det næste vi gerne vil, er blandt andet at se på erfaringer fra Safewards, hvor patienten, på lige fod med medarbejderne, kan deltage i gennemgangen af en bæltefiksering."

100 dage på 181
Det kan godt være, at nogle af medarbejderne på 181 synes, at deres afdelingssygeplejerske er gået lige lovlig meget op i markeringen af de 100 dage. I hvert fald havde de, da Mie mødte på afsnittet på dag 100, sat en stol op foran den stue, der bruges til bæltefiksering, det normale tegn på at en patient er fikseret.

Men heldigvis var det bare snyd, og der var ingen patient i sengen. Dagen blev i stedet fejret med kage, og der har endnu ikke været en fiksering i 2017.

Fra tweet til kagebord
Mie Kaiser Reuven tweetede den gode historie, der blev delt af både vicedirektør i RHP Anne Hertz, og af regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

"Så sig ikke, vi ikke er med på noderne i retspsykiatrien" afslutter Mie.

Vicedirektør Anne Hertz kvitterede med endnu en omgang kage til patienter og medarbejdere på afsnittet.

Tillykke!

tweet 181 og kage.jpg




Redaktør