Ny behandling til unge med selvskade klar til afprøvning

​PRESSEMEDDELELSE: Op mod tre fjerdedele af unge i psykiatrisk behandling skærer, kradser, slår eller brænder sig selv som reaktion på svære følelser. Derfor er der brug for at styrke behandlingen, og det skal Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forsøge at gøre med en internetbaseret behandling til unge mellem 13 og 17 år der selvskader.

Vent...

​Flere og flere unge skader sig selv, og op mod tre fjerdedele af unge i psykiatrisk behandling skærer, kradser, slår eller brænder sig selv som reaktion på svære følelser. Derfor er der brug for at styrke behandlingen af unge der selvskader, og det er netop hvad projektet 'Teens Trial' på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden vil gøre.

- Det er afgørende, at selvskade opdages og behandles målrettet og tidligt, da adfærden forværres over tid, ligesom den forværrer den unges generelle psykiske tilstand og øger risikoen for selvmordsforsøg og selvmord markant, siger psykolog og leder af projektet, Lotte Rubæk.  

Den nye behandling, som Lotte Rubæk og hendes tre kolleger, to psykologer og en sygeplejerske, skal afprøve, består af en internetbaseret terapi kaldet ERITA. ERITA er en individuel behandling af selvskadende unge mellem 13 og 17 år, der inddrager familien i et forløb over 12 uger. Familien møder deres ERITA-terapeut ved en forsamtale og under hele behandlingen har den unge og forældrene igennem to separate behandlingsprogrammer kontakt med deres terapeut over internettet. 

- Med ERITA lærer de unge om selvskadens funktion og lærer at forstå, acceptere og regulere deres følelser, så de ikke længere handler på dem i form af selvskade. Forældrene lærer også om selvskade og følelser, og de lærer at rumme og håndtere deres barns svære følelser på en hensigtsmæssig måde, forklarer Lotte Rubæk om behandlingen.

Team for selvskade_Gruppebillede_708x379.jpgTeam for selvskade består af tre psykologer og en sygeplejerske. Fra venstre mod højre er det psykolog Ida Lichtenstein, sygeplejerske Christina Holm Hansen, leder og psykolog Lotte Rubæk og psykolog Kathrine Grovn Nissen. 

Behandlingen består af læsestof, film, lydklip, øvelser og hjemmearbejde, og den unge kan dagligt kommunikere med sin terapeut og registrere trang til selvskade, og hvilke færdigheder de har trænet, via en app. Målet med projektet er at reducere antallet af børn og unge i Børne- og Ungdomspsykiatrien, der skader sig selv – et mål der deles af Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, LMS.

- Vi får rigtig mange henvendelser om selvskade og der mangler i høj grad målrettet behandling mod selvskade, og derfor er vi glade for, at projektet nu går i gang. Hvis det viser sig at have god effekt, så håber vi naturligvis, at det bliver et permanent tilbud, for så kan det hjælpe rigtig mange unge og deres familier, siger Sabine Elm Kliniker, der er vicedirektør i LMS og bakkes op af Lotte Rubæk:

- Det er en behandlingsform med stort potentiale, da den kan nå ud til mange, og er minimalt indgribende i den unge og familiens liv, samtidig med at de altid har deres terapeut lige ved hånden, siger Lotte Rubæk. 

Før behandlingen eventuelt kan gøres permanent, skal Lotte Rubæk sammen med forskningslederen og hendes team, teste behandlingen på 400 danske unge inden 2022. De forventer, at patienter kan henvises til projektet fra uge 9.  

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor