Ny rapport viser igen stort fald i brugen af tvang

​Sundhedsstyrelsens rapport om monitorering af tvang i psykiatrien viser, at kurverne stadig dykker. Region Hovedstadens Psykiatri har igen formået at reducere brugen af tvang markant.​

Indsatsen for at nedbringe brugen af tvang i RHP begynder for alvor at slå igennem. Det viser Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse på området. 

Blandt andet er brugen af bæltefikseringer nedbragt med 35 procent i første halvår af 2015 sammenlignet med samme periode i 2014. 685 bæltefikseringer er undgået siden januar 2014. Dermed placerer Region Hovedstadens Psykiatri sig blandt duksene, når det kommer til at mindske brugen af tvang. Det er resultatet af hårdt og fokuseret arbejde, siger vicedirektør Anne Hertz.

 - Jeg er meget glad for, at Sundhedsstyrelsens rapport bekræfter det, som vi allerede ved; nemlig at vi har reduceret brugen af tvang markant. Det er en flot indsats af vores medarbejdere, som har stor ære af resultaterne.

LÆS OGSÅ: Sundhedsstyrelsen: Brugen af bæltefiksering falder​

Tydeligt resultat

Sundhedsstyrelsens monitorering af tvang udkommer halvårligt, og selvom der også i den forrige rapport var et fald i antal bæltefikseringer, så er resultatet endnu tydeligere i den seneste udgave, fortæller Anne Hertz.

- Det skyldes nok, at de indsatser, som er blevet gjort af medarbejdere og ledere, nu virkelig begynder at virke. Samtidig, og det er meget glædeligt, kan vi nu klart se, at bæltefikseringerne ikke i alvorlig grad bliver erstattet af andre former for tvang.

 - Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen roser resultaterne fra psykiatrien, som hun tilskriver fokuseret ledelse, godt arbejde samt en begyndende kulturændring på de psykiatriske afdelinger.

Det er en fantastisk positiv udvikling, som har stor betydning for de mennesker, der lever med svære psykiske lidelser. Det er et område, som er hjerteblod for mig, og derfor er det dejligt, at vores tiltag på området med nye behandlingsmetoder betyder, at det går den rigtige vej, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

 Selvom der er tilfredshed med resultaterne, så er der stadig lang vej igen, ligesom der er enkelte punkter i rapporten, som kræver et vågent øje den kommende tid.

FAKTA

  • Regeringen og regionerne lavede i 2014 en aftale om at forbedre kvaliteten i psykiatrien og halvere anvendelsen af tvang inden udgangen af 2020.

  • Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort en status for brugen af tvang, og 1. halvårsopgørelse viser, at Region Hovedstaden har opnået solide fremskridt. 

     
  • Psykiatrien har både haft et fald i det samlede antal bæltefikseringer og i antallet af personer, der fikseres. Region Hovedstaden er en af de regioner, der har opnået størst fald i brugen af bælte.

  • I første halvdel af 2015 var der 309 færre bæltefikseringer i forhold til første halvdel af 2014. Det svarer til en reduktion på 35 %.

Brugen af bælte især mindsket, når det gælder fikseringer på over 8 timer. Samtidig er brugen af beroligende medicin og tvangsmedicinering mindsket.

Redaktør