Nyt forsøg i Glostrup: Afsnit skal reducere medicinforbruget

​Region Hovedstadens Psykiatri har fået satspuljemidler til at etablere et medicinfrit afsnit på Psykiatrisk Center Glostrup. Formålet er at mindske brugen af antipsykotika blandt patienter med skizofreni, og forsøget kommer til at løbe over de næste tre år.

​Det bliver på PC Glostrup, at forsøget med et medicinfrit afsnit bliver afprøvet.

​I alt 10,2 mio. kr. har Region Hovedstadens Psykiatri (RHP) fået fra de såkaldte satspuljemidler til at oprette et medicinfrit afsnit på PC Glostrup. Og bevillingen glæder vicedirektør i RHP, Peter Treufeldt. 

- Vi vil gerne vide mere om, hvordan vi kan behandle vores patienter med brug af mindre medicin. Det er ingen hemmelighed, at antipsykotisk medicin er forbundet med en række bivirkninger, og derfor er det vigtigt at undersøge, om vi kan hjælpe patienter på andre måder end det sker i dag, og i denne forbindelse altså med mindre antipsykotisk medicin, siger Peter Treufeldt. 

Fokus på det kommende afsnit i Glostrup bliver at ned- og måske udtrappe patienter af antipsykotisk medicin. Der vil være særlig fokus på antipsykotisk polyfarmaci - dvs. brug af flere antipsykotiske midler på samme tid. 150 patienter med skizofreni deltager i forsøget med nedtrapning af antipsykotisk medicin, og målet er at mindske patienternes brug af medicinen med minimum 50%, forklarer Peter Treufeldt. 

- Ned- og udtrapningen kommer til at foregå langsomt og under kontrol. Vi følger naturligvis patienterne nøje for at se, hvem der tåler at blive trappet ned, og hvem der ikke gør, lyder det fra vicedirektør Peter Treufeldt.

I første omgang kommer nedtrapningen i patienternes medicinforbrug til at løbe over seks måneder, og under den periode skal de også gennemgå et uddannelsesprogram, som skal hjælpe dem under ned- og udtrapningen. Programmet indeholder bl.a. psykoedukation, fysisk træning, kostvejledning og mindfulness/yoga-terapi. 


Det er vigtigt at nævne, at der allerede foregår en del medicinfri behandling i ambulant regi og i pakkeforløb i RHP. Eksempelvis på Psykoterapeutisk Center Stolpegård hvor hovedvægten ligger på medicinfri behandling. Der er i RHP-regi også andre forskningsaktiviteter, som vil hjælpe til at belyse spørgsmålet om nogle patienter kan klare sig godt med mindre antipsykotisk medicin. 
Redaktør