Nyt projekt skal hjælpe med at forebygge selvmord i psykiatrien

​​Psykiatrisk Center Nordsjælland er tovholder på et nyt nationalt projekt, som skal sikre uddannelse af klinisk personale i selvmordsforebyggelse på tværs af regioner.

Vent...

​Flere regioner har været udfordret på området for selvmordsrisikovurderinger og tidlig opsporing af selvmordstruede personer. Derfor skal et nationalt projekt med fokus på kompetenceudvikling bidrage til at sikre, at klinisk personale i psykiatrien på tværs af regionale grænser fremover får den samme uddannelse i selvmordsforebyggelse.

Psykiatrisk Center Nordsjælland er ansvarlig for projektet og vil agere som forsøgscenter i foråret 2019, inden det bredes ud til alle regioner. 

Tværregionalt e-læringsprogram skal sikre systematik

Og hvordan griber man det arbejde an? E-læring er nøgleordet.

Det er blandt andet på baggrund af fejlkildeanalyser (analyse af patientsikkerhedsanalyser udført på selvmord i Region Hovedstaden og Nordjylland), som har vist et behov for yderligere kompetenceudvikling af klinisk personale, at man har taget initiativ til at udvikle et tværregionalt e-læringsprogram, som skal muliggøre en fælles arbejdsgang på tværs af personalegrupper og regioner.

PCN samarbejder med en bred række af aktører, herunder DRISP, Sikker Psykiatri og Risiko Managere, om at udvikle e-læringsprogrammet. Projektleder Kate Aamund er ikke i tvivl om, at aktørerne som er med i udviklingsfasen er afgørende for, at projektet ender som en succes.

- Helt fra start har det været vigtigt at sammensætte den helt rigtige organisation. Vi har blandt andet nedsat arbejdsgrupper, som består af personer med spidskompetencer inden for arbejdsgruppens felt. På den måde sikrer vi, at organisationen kan trække på aktørernes styrker der, hvor der er behov for dem, fortæller Kate Aamund. 

Derudover har det også været vigtigt at involvere patienter og pårørende:

- Det, at vi har patient- og pårørenderepræsentanter med, gør, at det endelige e-læringsprodukt bliver så tro mod virkeligheden som muligt. I sidste ende får klinikerne de bedste forudsætninger for tidligt at opspore selvmordstruede personer, siger Kate Aamund.   

Casebaseret læringsmetode

I foråret 2019 vil PCN som det første center på tværs af regionerne tage e-læringsprogrammet i brug og bruge det aktivt til at uddanne klinisk personale i centrets afsnit. Forsøgsperioden vil danne grundlag for yderligere tilpasninger og justeringer, inden uddannelsen bredes ud til alle regioner.

E-læringskurset vil tage udgangspunkt i "blended" læring. Det betyder, at medarbejderne undervejs balndt andet kommer til at se videoer, læse tekster og være en aktiv del af programmet. 

Som en del af undervisningen vil medarbejderne gennemgå fire forskellige cases med patientforløb. Et af patientforløbende, 'Lars', involverer en veluddannet midaldrende mand uden job: 

- Casen om 'Lars' tager udgangspunkt i en mand, som vi alle i psykiatrien har eller vil stifte bekendtskab med. Han er en 48-årig mand med depression og angst, som først har været sygemeldt og derefter mistet sit job og kommer i akutmodtagelsen med selvmordstanker. Hvordan risikovurderer man ham i de forskellige faser af indlæggelsen? Det er det, som kursisterne skal lære, slutter Kate Aamund.

E-læringsprogrammet udvikles i samarbejde med Center for HR, sektion for Læringsteknologi og Region Hovedstaden.

Skrevet af: Izzet Kevir
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor