Patienterne ansætter personalet

​På R6 på Psykiatrisk Center Sct. Hans arbejder de på en gang målrettet og meget bredt med at skabe ligeværdige og gode relationer med patienterne. Fordi det giver en bedre stemning på afsnittet. Fordi patienterne føler sig lyttet til og set på som personer. I bund og grund fordi de oplever, at det virker. 

Julie Lizett Rømer Møllers jobsamtale var ikke mere end få minutter gammel, da afdelingssygeplejerske Rasmus Pedersen fra Afdeling R6 på Psykiatrisk Center Sct. Hans smed et noget overraskende kort på bordet: Lige om lidt træder en af patienterne ind af døren og skal være med til samtalen og efterfølgende til at bestemme, hvilken kandidat som får tilbudt jobbet.

"Den havde man jo ikke lige set komme", siger Julie med et smil og fortsætter: "Det gav da et lille sus i maven, da jeg fik den melding. Et er at skulle til samtale, hvor man i forvejen er lidt nervøs – og så lige pludselig får man at vide, at der også kommer en af de der "farlige" drenge og skal være med. Man blev ærligt talt taget lidt med bukserne nede".

Det at skulle levere varen til en jobsamtale, bliver heller ikke ligefrem enklere af, at der deltager flere aktører med forskellige dagsordner, forklarer Julie: For hvordan giver man det rigtige svar, som både stiller patienten og lederen tilfreds, når man ikke kender husorden og skik og brug på afdelingen? Når patienten fx spørger, hvordan Julie vil tackle det, hvis han får brug for at komme op og ryge om natten?

"Ja, imens han stiller det spørgsmål, så arbejder min hjerne jo på højtryk med, hvordan jeg får svaret fornuftigt på det i forhold til, at der også sidder en læge og en chef med ved bordet. Og jeg i øvrigt også forsøger at være til stede overfor det her menneske, som jeg forhåbentlig skal til at arbejde med lige om lidt. Du kan ikke svare rigtigt på den slags spørgsmål, men omvendt: Du får i dén grad en oplevelse af, hvad det er, du skal stå med, hvis du får jobbet", siger Julie.

Mere ro og færre aggressioner
"Ud over at give nogle interessante jobsamtaler, så har vi naturligvis også et klart terapeutisk sigte med det her", forklarer Rasmus Pedersen og uddyber: "Mange af vores patienter har desværre en historik med, at de reagerer aggressivt og truende, når de ikke får tingene, som de vil have det. Vi forsøger i stedet gennem eksemplets magt at lære dem, at dialogen er en bedre vej. Helt overordnet forsøger vi at vise dem andre løsninger end de mønstre, der har bragt dem herind på den retspsykiatriske afdeling. Derfor arbejder vi på så mange måder som muligt med at involvere patienterne i deres egen hverdag og behandling".

Patienterne på R6 har faktisk i de sidste fire år siddet med til jobsamtaler, og der er løbende kommet mange andre initiativer til: Patienterne har en talsmand, som hver måned holder møde med afsnitsledelsen, om hvad der rører sig blandt patienterne og fremkommer med deres forbedringsønsker. Hver enkelt patient har siden nytår valgt deres egen kontaktperson for weekenderne. De har også mulighed for at deltage i personaleundervisningen, hvis emnet ellers er relevant for dem, de skal selv bestille deres lægetid på de ugentlige husmøder, og de vælger også selv en samtalemakker blandt personalet til deres terapeutiske samtaler.

"I det hele taget har vi mange tiltag om at samarbejde med patienterne. Og det giver helt sikkert noget mere ro. Vi har langt mindre aggressiv adfærd end tidligere, og tilsammen giver de her tiltage bare en anden stemning på afdelingen: Det er os og dem – ikke længere os mod dem", siger assisterende afdelingssygeplejerske Amir Bacic.

"Pludselig var der nogen, der lyttede"
28-årige Fatih har været indlagt på R6 i et halvt års tid, og har i de sidste tre måneder været patienternes talsmand. I den funktion har han også været med til jobsamtaler med nye medarbejdere, og han er tilfreds med at blive involveret i afsnittets hverdag:

"Det er godt at være med til møderne med ledelsen og fint at deltage i jobsamtalerne. Jeg synes også, at vi har fået nogle ting igennem: Nogle patienter ville fx gerne have husdyr – det fik vi nej til pga. allergi. Men vi fik i stedet lov til at have akvarier. Generelt synes jeg, at der sker meget, og at ledelsen faktisk lytter til os. Mere end forventet. Vi får også afslag på nogle forslag, men det er med gode begrundelser. Det er det bedste sted mht. teamwork mellem personale og patienter, jeg har oplevet", understreger han.

Og Fatih har et vist sammenligningsgrundlag: Han har været indlagt mindst syv forskellige steder i hovedstaden og på Sjælland. Med sine egne ord havde han helt mistet håbet, da han blev indlagt på R6. Han havde haft en periode med stærke psykoser og været voldelig overfor personalet på en anden afdeling, hvorfor han havde ligget i bælte.

"Jeg havde mistet al tillid til personalet, da jeg blev flyttet hertil", fortæller Fatih og uddyber: "Men så fik jeg lidt håb, da jeg kom herind, fordi der blev lagt nogle trin ud for mig. Hvis jeg passede min behandling osv., så kunne jeg få udgang i løbet af noget tid. Pludselig var der nogen, der viste mig noget tillid. Nogen der faktisk lyttede. Det har betydet rigtigt meget for mig."

300 dage uden bælte
Når man arbejder på mange fronter, kan det være vanskeligt at sige noget præcist om, hvor stor effekt det enkelte tiltag faktisk har. Så for at blive lidt klogere på netop dette område, iværksatte psykiatrisk sygeplejerske Lene Bonnesen en struktureret undersøgelse af afdelingens arbejde med relationsdannelse. Det resulterede bl.a. i en poster, som blev præsenteret på en internationalt konference om forebyggelse af vold i sundhedsvæsnet i Dublin i 2016 – og faktisk endte med at vinde posterprisen i konkurrence med mere end 50 andre projekter fra hele verden.

"Vi oplevede meget stor interesse for vores projekt på kongressen i Dublin. Det hænger sammen med, at vi rykker ved normerne: De fleste af de patienter, vi arbejder med, er hele deres liv blevet hospitaliseret og stigmatiseret, men ved at møde dem på den her måde, så ser vi på personen fremfor diagnosen eller kriminaliteten. Og selvom det er svært at sige, præcis hvilket tiltag, der virker hvor meget, så kan vi konkludere, at alting tyder på, at de tilsammen har en positiv effekt", siger Lene Bonnesen.

"Vi kan se et fald i antallet af trusler og vold i vores afdeling. Og vi oplever, at der er en sammenhæng til vores arbejde med den tidlige relationsdannelse. Generelt arbejder vi målrettet på at nedbringe tvang på hele Afdeling R, og der er overordnet meget få bæltefikseringer på afdelingen som helhed. Her i afsnittet er det snart er 300 dage siden, at vi oplevede en fiksering, og det tror vi også på hænger sammen med relationsdannelsen. Så vi fortsætter og kommer kun til at skrue op for den her type arbejde", slutter Rasmus Pedersen.




Redaktør