Nyt partnerskabsprojekt uddanner tidligere psykiatriske patienter til at støtte psykisk sårbare i Region Hovedstaden

​I Region Hovedstaden og de tre kommuner København, Helsingør og Rudersdal får tidligere brugere af psykiatrien nu muligheden for at støtte andre med en psykisk lidelse i at komme sig.​

​​

Med udgangspunkt i egne erfaringer med at genskabe hverdagen efter en psykisk sygdom, skal minimum 12 peer-støtte medarbejdere i de næste tre år hjælpe andre borgere med psykiske vanskeligheder i at mestre deres symptomer og finde ny mening i tilværelsen.

Projektet drives som et partnerskabsprojekt mellem Psykiatriforeningernes Fællesråd, Rudersdal Kommune, Københavns Kommune, Helsingør Kommune, Det Sociale Netværk og Region Hovedstadens Psykiatri.

​Læs mere: Recovery-mentorer i Region H

- Idéen med ansættelserne af peer-støtte medarbejdere er at understøtte troen på, at man kan komme sig, fortæller Anne Hertz, vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, som har det overordnede ansvar for projektet.

En peermedarbejder kan med sine erfaringer og historier vise, at det er muligt at komme sig efter psykisk sygdom. Det at se andre, som har stået i samme situation og som har klaret det, indgyder håb om, at man selv kan blive rask igen. Samtidig kan en peer også hjælpe og støtte i overgangen mellem en indlæggelse og hverdagslivet, som kan være en svær periode, udtaler Anne Hertz.

Gensidig forståelse
Udenlandske studier viser, at mennesker, der selv har gennemlevet psykiske vanskeligheder og recoveryprocesser, kan spille en unik rolle over for andre mennesker med psykiske lidelser, og dermed supplere den behandling og støtte de traditionelle faggrupper giver. 

Klavs Serup Rasmussen, nyudnævnt leder for projektet, er en af pionererne indenfor brugen af peers i psykiatrien og har selv erfaringer som bruger af psykiatrien.

​Læs mere: Hvad er en peer? ​​

- Peers kan møde mennesker, der arbejder med at komme videre efter psykisk sygdom på en anden måde. En peer kan nemmere have en dialog i øjenhøjde og balancere mellem omsorg og krav på en anden måde end fagmedarbejderne. Det betyder meget at have været igennem det samme, for der opstår en samhørighed og gensidig forståelse af, hvad det er, man kæmper med, når man er psykisk sårbar, fortæller Klavs Serup Rasmussen.

Tværgående indsats
Grundtanken i projektet er, at de tre kommuner og behandlingspsykiatrien i Region Hovedstaden gennem uddannelsen af peer-støtte medarbejdere kan etablere et tværgående samarbejde, der bygger bro mellem de kommunale, sociale, beskæftigelses- og behandlingsmæssige indsatser. 

Målet er, at borgerne oplever mere sammenhængende forløb, hvor der er mere fokus på håb og handlemuligheder.

- Netop partnerskabskonstruktionen giver mulighed for at arbejde med fælles værdier og forståelser i bl.a. de uddannelsesforløb, som projektet udvikler og gennemfører for peer medarbejderne, som skal lære at bruge deres egne erfaringer i det daglige arbejde i både kommuner og region. Det fælles afsæt bidrager til at skabe større sammenhæng på tværs af indsatserne, siger Tonie Rasmussen, der er faglig specialist indenfor det psykosociale område i Rudersdal Kommune. ​​

Redaktør