Det store spring østover: Portræt af Poul Videbech

​Nysgerrighed på mennesker og et ønske om at give svært depressive patienter bare en lille smule håb er det, der driver Psykiatrisk Center Glostrups nye professor og overlæge, Poul Videbech. Hans mål er at bruge nye teknologier til at behandle svært depressionsramte mennesker.​

I en nyrenoveret, okkergul landejendom i tre længer, omgivet af marker på alle sider, tager en af landets formentlig mest kendte psykiatere, overlæge og professor Poul Videbech, imod ved hoveddøren. Han smiler venligt og inviterer indenfor med rolige bevægelser.

For Poul Videbech og hans kone, Mette, er landejendommen kun et midlertidigt hjem i overgangen mellem livet i Aarhus, hvor de har boet de sidste 25 år, og en ny tilværelse i den danske hovedstad.

Lejligheden på Amager Strand, som de har købt, er ikke færdigbygget endnu, så her, på Ishøjs yderkant, får de et lille afbræk fra byens liv sammen med deres fire hunde.

Mette er allerede flyttet ind på fuld tid, men Poul bor stadig til daglig i parrets villa i Aarhus.

Den 1. maj begynder dog et nyt kapitel i hans liv. Da river han sine 28 år gamle rødder op af Risskovs muld og møder ind på sin nye arbejdsplads som professor og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup

- Jeg synes, jeg har mødt en helt overvældende interesse og glæde, når jeg har fortalt kolleger i København, at jeg flytter herover. Derfor tænker jeg, det skal nok gå, selvom det er noget af et eksperiment. Det er jo et kæmpe spring for mig at forlade hele mit netværk og begynde forfra.

Fotografering og lange ture
Poul Videbech smiler med øjnene, mens han sidder i sofaen med rank ryg, hænderne på lårene og begge fodsåler solidt på gulvet. Han har ikke travlt med ordene. Han er en høj mand, skuldrene er brede, og han ser ud, som om han godt kan lide at bevæge sig.

Stuen er indrettet i lyse nuancer og præget af en enkel stil. Hele den ene væg er dækket af en reol fyldt med bøger. Ny skønlitteratur, de store klassikere, kunstbøger og faglitteratur om neurologi og psykiatri.

På en højttaler i et af hjørnerne ligger også en lille bunke bøger. The Brain Book, en populærvidenskabelig bog om hjernen, og bogen om det fotografiske projekt Humans Of New York, hvor forfatteren går rundt på gaden i den amerikanske millionby og i ord og billeder portrætterer de mennesker, han møder.

- Fotografering er en af mine store interesser. Og så vores hunde. Jeg og Mette går meget lange ture med dem, ofte 10-15 km. Det er en god måde at være sammen på, fortæller Poul Videbech.

Denne lørdag er Mette i England for at besøge parrets yngste datter, der i øjeblikket studerer på Oxford Universitets verdenskendte hjerneforskningscenter. Som medicinstuderende har hun vist interesse for hjernen og psykiatrien, men om hun vil gå i sin fars fodspor er endnu for tidligt at sige.

Strittede imod
Selv forsøgte Poul Videbech at stritte imod psykiatrien, da han gik på medicinstudiet.

- Min far var også psykiater, så fra barnsben har jeg været påvirket af den måde at tænke på. Det med at spekulere på, hvad der ligger bag folks handlinger. I mange år ville jeg ikke være psykiater, for jeg ville ikke være det samme som min far.

Men allerede tidligt i gymnasiet kom han ind i et miljø, hvor han hjalp psykiatriske forskere med programmering og statistik.

- Da jeg var færdig med medicinstudiet, indså jeg, at det var åndssvagt at kæmpe imod det, der virkelig interesserede mig, så jeg gav efter. I dag er jeg enormt glad for, at jeg alligevel valgte at være psykiater, fordi man så har mulighed for at beskæftige sig med mange forskellige aspekter af patientens liv. Emner, der er vigtige for vedkommende, i stedet for at fokusere på bestemt organ eller led.

Selvom psykiatrien er i fokus, har Poul Videbech aldrig holdt sig tilbage fra at tage initiativ til forskningsprojekter sammen med sine kolleger i det somatiske sundhedsvæsen.

Somatik og psykiatri hænger sammen
Hans overbevisning er, at de to ting - kroppen og psyken - ikke kan adskilles, og ofte er han blevet bekræftet i, at fysiske sygdomme kan forårsage psykiske sygdomme. Ligesom det omvendte kan være tilfældet.

Hans mangeårige forskning i fødselsdepressioner er ét eksempel. Sammenhængen mellem hjertelidelser og depression er et andet.

- Hvis man har haft en depression, er der dobbelt så stor risiko for at få en hjertesygdom, for eksempel en blodprop. Ligesom en depression opstået i forbindelse med hjertekarsygdom øger risikoen for at dø, uddyber Poul Videbech.

Sammen med sine kardiolog-kolleger har Poul Videbech forsket i dette.

- Mennesker med depression har for meget stresshormon i kroppen. Det påvirker hjertet og karrene i kroppen, der lettere bliver forkalkede. Samtidig ved vi, at når man er depressiv, lever man ikke så sundt, man ryger mere, og der er bivirkninger ved medicinen, der også kan spille ind. Mange forskellige mekanismer er med til, at man er i højere risiko for hjerte-karlidelser.

Poul Videbech understreger flere gange i sin forklaring, at det er "en lang og kompliceret historie" at forstå sammenhængene. Alligevel giver hans ord mening, og som tilhører oplever man at blive klogere på det, han taler om.

Dygtig formidler

Netop evnen til at tale forståeligt er en af forklaringerne på, at Poul Videbech er så forholdsvis kendt i Danmark, også uden for psykiatriens verden.

Det er som regel ham, journalisterne går til, når psykiatri, antidepressiv medicin og psykoterapeutisk behandling er til debat.

I hvert fald hvis man spørger hans mangeårige ven og seneste chef på Risskovs afdeling Q, ledende overlæge Poul Erik Buchholtz.

- Poul har evnen til i korte termer at forklare kompliceret stof, så også almindelige borgere kan følge med. Det er en utroligt stor styrke, og det har været med til at påvirke både almenbefolkningens og ikke mindst politikernes forståelse af psykiatrien.

Han peger på, at Poul Videbechs formidlingsevner har betydet meget for den afstigmatisering af psykiske lidelser, som vi ifølge Poul Erik Buchholtz har set de seneste år.

Poul Videbech bruger sine formidlingsevner ofte, og gerne i medierne. Og han blander sig i samfundsdebatterne.Selvom hans debat-iver indimellem møder modstand, eller han bliver misforstået, så vil han ikke holde sig tilbage med at sige, hvad han mener.

- Jeg føler mig forpligtet. Som forsker og kliniker har man en forpligtigelse til at blande sig. Der bliver sagt så meget sludder i pressen, og jeg bliver forarget på patienternes vegne, når man prøver at bilde dem noget forkert ind. Så blander jeg mig. Det kan jeg ikke lade være med.

Nysgerrighed er et nøgleord
Udover bekymringerne på patienternes vegne fylder den faglige stolthed også.

- Alle tror, de ved noget om psykiatri. De anerkender ikke, at det kræver erfaring og viden at være psykiater, og det irriterer mig. Der er en grund til, at det tager så lang tid at blive speciallæge. Jeg udtaler mig heller aldrig om, at en tarmkirurg skal operere en coloncancer på en bestemt måde.

Den mængde af "uafgrænselige meritter", som Poul Erik Buchholtz benævner Poul Videbechs mange forskningsmæssige og debatrelaterede aktiviteter, bunder i et overskyggende karaktertræk: Poul Videbech er nysgerrig.

- Jeg er enormt nysgerrig omkring, hvad psykisk sygdom er. Hvordan hjernen fungerer. Når man som psykiater taler med mennesker, der har været igennem svær sygdom, så er det fascinerende – og et privilegie - at stifte bekendtskab med den persons historie, forklarer Poul Videbech.​

Kreativ proces at forske
 På hans Facebookvæg afslører sig en anden side af ham. Han har humor, og han er ikke bange for at gøre grin med sit eget virke.

For eksempel har han linket til en populærvidenskabelig test af tvivlsom karakter. Poul Videbech har taget testen, som har konkluderet, at han bruger sin højre hjernehalvdel 70% og sin venstre 30%.

Ifølge testen er han er et kreativt, intuitivt og kunstnerisk menneske.

- Jeg kunne ikke lade være. Det er en helt åndssvag test, men nogle gange, når man er træt om aftenen og ikke ved, hvad man skal tage sig til, så kan sådan noget være meget sjovt. Men det er da rigtigt, at jeg godt kan lide at udfolde mig kunstnerisk, for eksempel gennem fotografering.

Den tilsyneladende videnskabelige præmis for testen afviser han dog.

- Man kan ikke dele hjernen sådan op. Næsten alle funktioner er delt mellem hjernehalvdelene, som arbejder sammen på kryds og tværs.

Alligevel kan han godt se noget af sig selv i testens konklusion. Selvom det ikke relaterer sig til, hvilken hjernehalvdel der dominerer hans personlighed.

- Jeg mener, forskning er et ekstremt kreativt felt. Hvis man ikke er i stand til at få uventede ideer eller være åben over for overraskelser, vil man have det svært som forsker. Man skal opstille teser og finde ud af, hvordan man kan prøve dem af. Også klinisk arbejde og psykoterapi er en meget kreativ proces, fordi man skal leve sig ind i, hvad det er for et menneske, man har med at gøre. Man skal være i stand til at sætte patientens fortællinger ind i en sammenhæng. Man skal også overveje, hvad patienten ikke fortæller. Og der bruger man i høj grad sin intuition.

Langsigtet plan
Når Poul Videbech og kone efter så mange år i Aarhus flytter til København nu, er det ikke sket på baggrund af en impulsiv beslutning.

- Det har været en langsigtet plan, at jeg gerne ville til København. Men der har været en masse ting, der skulle falde på plads, og de er så tilfældigvis faldet på plads nu. For min skyld kunne det gerne være sket for et år siden, men ting tager tid.

Præcis hvornår ideen til at flytte østpå opstod, kan han ikke huske, men forskningsmiljøet i Glostrup har længe været af interesse for Poul Videbech, som glæder sig til at blive en del af psykiatrien der.

- Det er gået op for mig, at der er meget bedre vilkår for at lave de ting, jeg er interesseret i, på Glostrup. De har allerede en forskningsenhed af høj international standard, der fokuserer sig på skizofreni, og for eksempel arbejder de med scanninger af hjernen på en måde, som jeg også har arbejdet med i min forskning.

Hans mission er at skabe et tilsvarende forskningsmiljø inden for feltet affektive lidelser, dvs. først og fremmest depressioner, og i første omgang skal han ud at opdrive penge til det. Så udover at finde sin rolle på Glostrup, vil en stor del af den første tid gå med at søge fonde.

- Mit store mål er at finde behandlingstilbud til de sværeste kroniske depressioner. Til dem alle andre har opgivet, siger han.

Ledere skal give frie hænder
Det er ikke første gang, Poul Videbech skal lede en afdeling. Siden 2007 har han været ledende overlæge på Risskovs Center for Psykiatrisk forskning.

Derfor har han allerede gjort sig erfaringer med, hvad sådan et arbejde indebærer af ansvar, strategisk tænkning, planlægning og tovholderi.

Men som leder af en gruppe mennesker er det, der i hans opfattelse har formet ham mest, hans egne oplevelser som helt ung læge i 80'erne og 90'erne.

- De ledere, jeg selv har haft det bedst med, er dem, der har givet mig frie hænder og ansvar, og som samtidig har bakket mig op, uanset om det gik godt eller ej. Det er sådan, jeg gerne vil være.

Så hvis en studerende spørger, om det kunne være en ide at afprøve en bestemt teori eller fremgangsmåde, vil svaret fra Poul Videbech sandsynligvis være: Det ved jeg ikke, prøv det.

- Nogle gange går det godt, og nogle gange går det galt, men lige meget hvad, tager lederen ansvaret på sig og støtter medarbejderen. Det er sådan noget, der altid har fået mig til at blomstre.

Det kan hans tidligere ph.d-studerende, Simon Hjerrild, skrive under på.

- Han vil gerne, at folk udvikler sig. Når man er under Pouls vinger, skal man aldrig være i tvivl om, at man har hans fulde opbakning, hvis der kommer nogle udefra og begynder at kritisere en. Han står på mål for dem, han samarbejder med. Det giver en stor tryghedsfølelse som yngre forsker, hvor man godt kan være usikker på mange ting.

Pas på blodsukkeret
Et godt tip til Poul Videbechs fremtidige kolleger og studerende vil Simon Hjerrild også gerne give:

- Poul er kendt for, at når han er sulten, så kan han godt blive lidt kort for hovedet. Så hvis du har noget, du gerne vil tale med ham om, er det en god ide at gøre det først på formiddagen eller om eftermiddagen, når han har spist.

Men når blodsukkeret er under kontrol, er Poul Videbech en, ifølge Simon Hjerrild, "rar og sindssygt dygtig kollega", der går op i at gøre sit arbejde på en ordentlig og redelig måde.

Den kliniske side af psykiatrien er for Poul Videbech et sted, hvor man får meget igen for sin indsats.

- Det er fantastisk livsbekræftende, at mennesker på trods af svær sygdom kan få et godt liv. Der er ikke noget dejligere end at kunne hjælpe. Og så er det fascinerende at opleve, hvor mange forskellige måder, man kan leve sit liv på. Det giver en ydmyghed over, hvor meget man kan få ud af sit liv på trods af sygdom og handicap. Det driver mig.

Det er dog vigtigt at lære, at man ikke kan tage enhver psykiatrisk patient og gøre vedkommende til et rask, gennemsnitligt menneske med job, bolig og fritidsinteresser.

- Man skal lære at sætte realistiske mål og succeskriterier. Ellers vil man opleve nederlag og uendelige frustrationer. For den enkelte patient, som måske har skizofreni og har et alkoholmisbrug, så kan et realistisk mål være, at de skal komme igennem dagen uden at lave for mange ulykker og måske kriminalitet. Eller hvis man kan give den depressionsramte bare et lille håb om, at det kan blive bedre. Hvis det kan være ens mål, kan det være meget tilfredsstillende.

Grundlag for mere samarbejde
Kollegerne i Aarhus har ifølge Simon Hjerrild haft tid til at vænne sig til tanken om at sige farvel til Poul Videbech. Gennem et års tid har der verseret rygter.

- Psykiatrien er en lille verden, og man ved jo godt, hvornår der bliver slået professorater op, og hvem der er oplagt til posten, forklarer han.

Alligevel har en følelse af ærgrelse siddet i både ham og Poul Erik Buchholtz, da rygterne blev bekræftet.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at jeg mister en god relation og ikke mindst en rigtig god professor. Men jeg håber og satser på, at vi kan bevare en vis kontakt. Det, at han nu tager til København kan give grundlag for at etablere forskning på tværs af landet inden for forskning af affektive lidelser, siger Poul Erik Buchholtz.

Han forudser, at Poul Videbech vil sætte sit præg på psykiatrien i Glostrup fra første dag.​

- Han er jo ikke en mand, der står med hatten i hånden. Han har personlig karisma, og de kan forvente, at han vil være med til stille og roligt at løfte det faglige felt.

Redaktør