Psykiatri på kanten: Kom med på tur med Psykiatrisk Gadeplansteam

​​For sygeplejerskerne i Psykiatrisk Gadeplansteam er rutine et decideret fremmedord. De arbejder på kanten af det rene kaos blandt kvinder og mænd på gaden. Læs reportage fra en dag med Gadeplansteamet, som netop er blevet en permanent ordning i Region Hovedstaden.

Christel Mortensen og Thomas Lund på vej ud i Københavns gader

Af: Ulf Joel Jensen

Dagen starter overraskende lunt for årstiden i fuld sol uden for Café Klares lokaler på Vesterbro klokken halv otte om morgenen. Christel Mortensen og Thomas Lund Hansen udgør et fast makkerpar i RHP's gadeplansteam, og det er umuligt at forudsige, forklarer de, mens de parkerer cyklerne, hvad dagens besøg i natherberget for kvinder kommer til at byde på: Ikke to arbejdsdage er bare i nærheden af at være ens.

Det skal vise sig, at der kommer til at gå næsten fire højdramatiske timer, inden Christel og Thomas kan fortsætte til næste punkt på deres program denne tirsdag i september. Fire timer med både latter og gråd, med blod og blå blink. 

Et værdigt behandlingstilbud
Vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri Anne Hertz har selv oplevet teamets arbejdsmetode, da hun tidligere på året var med en dag på Sundholm og Hørhuset, og hun er stadig berørt af oplevelsen:

"Gadeplansteamet er en indgangsport til sammenhæng for den patientgruppe, som udgør samfundets allersvageste", siger hun og fortsætter: "Jeg synes, det var en meget stærk oplevelse at se og opleve, hvordan de arbejder. Man kan absolut stille spørgsmålstegn ved, om nogle af de opgaver, der udføres, egentlig hører hjemme under et hospitalstilbud. Men i gadeplansteamet er der ingen diskussion: Vi gør det bare".

"Som jeg har oplevet personalet i gadeplansteamet, så er de gjort af noget helt særligt. De har en enorm næstekærlighed, der gør, at de er i stand til at se om bag ved de skader, livet på gaden tilfører mennesker – og den skam, det ofte afføder. Jeg synes, det er et meget værdigt behandlingstilbud", siger Anne Hertz. 

Trusler og orkestreret vold
Tilbage på Café Klare tager pædagog Rasmus Christensen imod Christel og Thomas med et lidt svømmende blik: En af de overnattende kvinder er blevet voldsomt syg i løbet af natten, og efter nattevagten har brugt timer på at tørre opkast og afføring væk, har Rasmus efterfølgende sprittet lokalet af. I en sådan grad at han er blevet en smule påvirket af dampene fra spritten.

Café Klare har ikke et egentlig mødelokale. I stedet bruger Christel og Thomas en aflukket del af køkkenet til at tage dagens første samtale. CP er kvinde i 40'erne. Hun kommer fra en anden region, men har levet i København i flere år, og har derfor kun sporadisk kontakt til sine tre børn. Hun har en fængselsdom på fem måneder, som snart skal afsonet. Hun har karantæne på Reden efter at have raget uklar med en anden kvinde og i et raserianfald ødelagt samtlige aflåste skabe på stedet. I det hele taget er tilværelsen lige nu ekstra rodet og kaotisk.

CP taler hurtigt, højt og meget. Primært med Christel, som lytter forstående, men også giver CP et modspil i samtalen. Det er åbenlyst et råt gadeliv, CP lever. Hun er en stærk personlighed, som i hvert fald lige nu har kontrol over sit stofforbrug. Hendes overlevelsesstrategi er at være den stride og barske kvinde, som løser selv små og tilsyneladende ligegyldige konflikter med trusler og orkestreret vold.  Ikke desto mindre lurer tårerne igen og igen i øjenkrogen og afslører en mere følsom side.

Efter en længere snak om alt fra hunde og børn til prostitution og overgreb, når CP frem til hendes egentlig ærinde: Hun er diagnosticeret med ADHD og personlighedsforstyrrelser, og selvom hun ikke giver meget for diagnoserne, vil hun gerne have udskrevet noget medicin, hun prøvede på gaden aftenen før. I fællesskab finder Christel og CP ud af, at det må være et ritalinpræparat, og Christel opfordrer CP til at opsøge lægerne i Sundhedsrummet på Vesterbro.

Mennesker frem for et ondt system
Rasmus Christensen har været ansat på Café Klare i seks år, og har set sin del af livet blandt de mest udsatte. Lige nu har han et akut behov for en solid cocktail bestående af lige dele frisk luft og røg: Tågerne fra afspritningen letter gradvist i takt med, at han ryger sin hjemmerullede smøg i efterårssolen nede på gaden.

"Mange af kvinderne, som kommer på Café Klare, har en psykiatrisk lidelse af en eller anden art. Gadeplansteamet giver et stort boost til vores arbejde med at bygge bro til systemet. De kommer med en perfekt specialviden og er enormt gode til at møde kvinderne i deres eget miljø. Det er vigtigt, fordi det er tæt på umuligt at få kvinderne ind på hospitalet, selvom de har brug for det. Der virker gadeplansteamet afmystificerende: Det er ikke et stort, ondt system, men bare to mennesker, som vil snakke og hjælpe", siger han.

Oppe på cafeen har Christel og Thomas indledt en samtale med en ung, udenlandsk kvinde, som personalet på caféen vurderer har brug for deres hjælp. Hun er relativt ny i miljøet, og opfatter tydeligvis ikke sig selv som psykisk syg. Derfor er hun heller ikke synderligt motiveret for at tale med dem, men med kaffe, venlighed og tålmodighed, lykkes det alligevel Christel og Thomas at få en samtale i gang.

Et flydende samarbejde 
Vicedirektør Anne Hertz har med egne ord stor respekt for det arbejde, gadeplansteamet udfører i frontlinjen. Derfor er hun også glad for, at Regionsrådet har for kort tid siden har gjort teamet, der egentlig var en forsøgsordning, permanent og øget bevillingen, så de fra nytår ud over Københavns Kommune også dækker Frederiksberg, Tårnby og Dragør.

"Samfundsmæssigt set er gadeplansteamet et meget demokratisk instrument: De møder patienterne på deres hjemmebane, og det er den mindst mulige interventionsmetode, vi kan sætte ind. Og med gadeplansteamets arbejde er vi i stand til at forebygge meget".

Og der er al mulig grund til at se på, hvordan teamets medarbejdere udfører deres job, siger hun:

"De har et nærmest flydende samarbejde med kommunernes medarbejdere og de frivillige organisationer, som er med til at binde sektorerne sammen. Det er noget af det, som fungerer virkelig fint. De udfører en enormt vigtig rolle med at spinde et fintmasket net under de mest udsatte i vores samfund – samtidig med, at de udviser en kolossal stor respekt for det enkelte menneske integritet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi i resten af psykiatrien kan lære meget af gadeplansteamet".

Kramper og livreddende arbejde
Gadeplansteamets overlæge, Sally Timm, dukker op på Café Klare, nogenlunde samtidig med, at morgenrutinen begynder at slå revner: Kvinden, der blev syg om natten, har pludselig fået det værre igen. Christel og Thomas går med Rasmus ind for at tilse hende. Det ser ikke godt ud: Hun ukontaktbar og begynder i det samme at krampe, mens fråden skummer hende om munden. Pludselig bliver det et spørgsmål om at holde hende i live, indtil ambulancen når frem.

Lige på den anden side af døren fortsætter forberedelserne til endnu en dag på gaden. En af kvinderne ligger ganske vist stadig på sin madras ved væggen i køkkenet og snorker dæmpet. Men de øvrige er i gang: CP kommenterer og rådgiver en anden i valget af dagens påklædning. I hjørnet står en computer og spiller hits med Justin Timberlake, mens en kvinde gør klar til at farve sit hår, en anden plukker sine øjenbrug og en tredje taler vrøvlende og højlydt med sig selv, mens hun laver endnu en kande begsort kaffe. Havde det ikke lige været for den detalje, at ambulanceredderne pludselig kommer løbende gennem lokalet og personalet stadig kæmper en hård kamp for at holde liv i kvinden inde ved siden af, ville det på mange måder minde om en genkendelig og forholdsvis harmonisk hverdagsmorgen.

Rasmus går ud i aflukket bag køkkenet, spritter sig endnu engang grundigt af og ryster på hovedet. Han har set mange heroin-overdosisser i sin tid, og det her ligner bare ikke. Omvendt har han ingen idé om, hvad der egentlig er galt med kvinden. Personalet overvejer, om kvinden måske er blevet forgiftet af nogle af de andre på herberget: Aftenen før var der en konflikt, hvor flere af de øvrige netop truede med at gøre hende syg som aldrig før.

Det kunne også være med til at forklare stemningen blandt de andre på herberget, hvor der ikke er meget medlidenhed at spore: De øvrige kvinder lader mest af alt til at betragte redningsarbejdet som et mildt underholdende indslag; de flytter sig end ikke for redderne, da de efter ti minutters intenst arbejde kører den stadig bevidstløse kvinde ud til ambulancen.

Kan ikke komme meget længere ud
Egentlig skulle Christel og Thomas have talt med endnu en kvinde, som har overnattet på herberget. Men heller ikke hun har stor tiltro til diagnoser og psykiatrisk behandling, så hun har valgt at benytte tumulten, der opstod omkring redningsarbejdet, til at liste ud af døren. Rasmus mener at vide, at hun ofte holder til på det lokale bibliotek eller nede i parken på den anden siden af gade, men efter at have ledt efter hende begge steder, må gadeplansteamet give op for denne gang og udskyder samtalen. I stedet tager de videre til Østerbro, hvor en aggressiv mand har semi-akut behov tilsyn og samtale.

Efter samtalen på Østerbro når Christel og Thomas lige at runde kontoret på Gl. Kongevej, før de begiver sig videre til næste aftale, som er en konference med personalet på Mændenes Hjem på Istedgade. Igen er vi tilbage på gaden i et forrået miljø: Fire meter til venstre for indgangsdøren til Mændenes Hjem sidder en mand på fortovet og fixer i solskinnet. Da han efter et halvt minuts tid begynder at svaje og mere eller mindre dejser om, rykker kammeraterne lidt tættere sammen om ham. Det er klart anderledes end morgenen på Café Klare, hvor tonen godt nok var barsk, men alting på overfladen meste handlede om kaffe og morgenmad.

"Miljøet er ikke mere råt hér end på Café Klare", siger Christel Mortensen imidlertid og fortsætter: "Der er bare meget mere synlig misbrug her omkring Mændenes Hjem. Det skal man ikke lade sig narre af: Kvinderne på Café Klare lever præcis den samme slags liv. Hvis man frivilligt sover et sted som Klare nat efter nat, så er det, fordi man ikke kan komme ret meget længere ud".

Giver fantastisk god mening
Selvom vi befinder os i helt inde i hjertet af København, er vi helt ude på den yderste kant af det etablerede samfund. Her er reglerne nogle andre, og der er langt, meget langt, til den slags problemer, de fleste af os andre går og tumler med. Derfor er det også svært at forestille sig andet, end der må være tilsvarende langt mellem solskinshistorierne for gadeplansteamet, men Thomas Lund Hansen er ikke ubetinget enig:

"Det handler om at definere de rigtige kriterier for succes, og de er helt klart anderledes i gadeplansteamet end i resten af psykiatrien. Vi har meget fokus på overgange: At få flyttet patienten fra gaden ind på et herberg. Og så måske videre til et botilbud eller endda i egen lejlighed. Men det handler også i højt grad om at anerkende, at det bare ikke er alle mennesker, som kan eller vil leve som os andre", siger han. Og netop denne evne til at se bort fra egne værdier fremhæver vicedirektør Anne Hertz som en central del af arbejdet i gadeplansteamet:

"Selvom vi allesammen har vores egne billeder af det gode liv, så minder de i store træk om hinanden. Men meget ofte stemmer det billede slet ikke overnes med tankerne om det gode liv hos de mest udsatte i samfundet. Og medarbejderne i gadeplansteamet er fantastiske til ikke at overføre vores billede af det gode liv til patienterne, men i stedet anerkende og respekter deres. Det er en særlig egenskab, som er strengt nødvendig i deres arbejde, eftersom hele deres kontrakt med patienterne bygger på netop den loyalitet", siger hun.

Det er også her, vi skal finde selve motivationen til at arbejde på gaden blandt hjemløse, stofmisbrugere og prostituerede. I den grimme del af samfundet med vold og trusler. Midt i kaos:

"For mig er arbejdet interessant, fordi vi er der på patienternes præmisser. Vi bliver nødt til at have en enorm respekt for patienternes integritet, også selvom deres liv helt åbenlyst ikke fungerer. Jeg synes, det giver en mere ligeværdig patientkontakt. Og det synes jeg giver fantastisk god mening", slutter Christel Mortensen.

Redaktionel efterskrift: 
Kvinden som bliver beskrevet i gadeplansteamets besøg på Café Klare overlevede. 

Fakta:

Kort om Psykiatrisk Gadeplansteam
Ordningen startede som et forsøg i 2012, og er netop, i forlængelse af Region Hovedstadens seneste budgetforlig, blevet gjort permanent og udvidet. I dag omfatter teamet otte sygeplejersker, en afdelingssygeplejerske og en overlæge, som i teams af to medarbejdere dækker hele Københavns Kommune, hvor de samarbejder tæt med herberger, natcaféer og væresteder.

Fra nytår udvides ordningen til også at dække Dragør, Tårnby og Frederiksberg.

Kort om Café Klare
Café Klare er en natcafé eller et natherberg for kvinder i Lyrskovsgade på Vesterbro. Organisatorisk er den en del af Mændenes Hjem og Missionen Blandt Hjemløse og støttet af bl.a. Københavns Kommune. På tre sovesale og ét opholdsrum er der i alt 16 senge, fire løse madrasser og to sofaer, hvor 15-25 kvinder hver nat overnatter.

Det er ikke muligt at bo fast på caféen, som har lukket i dagtimerne: Café Klare åbner kl. 19 om aftenen og lukker igen kl. 10 om formiddagen. Tirsdag, hvor de fast får besøg af gadeplansteamet, dog først kl. 14. Café Klare har navn efter udsagnsordet "at klare", som ifølge ordbogen betyder "at være i stand til at gennemføre en vanskelig opgave, gennemleve svære tider eller lignende

Redaktør