Region Hovedstaden fordobler korpset af recovery-mentorer

​PRESSEMEDDELELSE: Erfaringerne med recovery-mentorer i psykiatrien – ansatte der selv har erfaring med psykisk sygdom og er kommet sig – har været så gode, at Region Hovedstadens Psykiatri er på vej mod at fordoble antallet. 

Vent...

​Modelfoto

​I begyndelsen af 2017 var der ansat 25 recovery-mentorer, nu er tallet oppe på 43, og i løbet af næste år skal der ansættes 7-8 recovery-mentorer mere, så antallet bliver fordoblet til 50 mentorer i alt.


- Vi tror på, at fokus på recovery er vejen frem, fordi det tænder et håb for, at det er muligt at få det bedre, selv når diagnosen er blandt de mest svære psykiske lidelser. Det håb er recovery-mentorerne i høj grad med til at skabe, fordi de selv har haft en psykisk sygdom, men også er kommet sig, siger Anne Hertz, vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri og ansvarlig for recovery-arbejdet.

Både patienter og medarbejdere efterspørger recovery-mentorernes kompetencer, og på den baggrund besluttede Regionsrådet sidste år, at antallet af recovery-mentorer skulle øges med 50% i 2018. De nye mentorer er primært blevet ansat i de ambulante, udgående F-ACT-teams, der behandler mennesker med svære psykiske lidelser. Udover mentorer på sengeafsnit og i de ambulante teams, er der ansat forældrementorer i Børne- og ungdomspsykiatrien og en enkelt pårørendementor.

- Mennesker der selv har været patienter har særlige forudsætninger for at forstå, hvad nuværende patienter går igennem. De bidrager med deres viden og indsats til at fremme håbet i hverdagen for patienterne. Derfor ønsker vi at udvide ordningen, fortæller Susanne Due, formand for regionens Social- og Psykiatriudvalg. 

Ny handleplan for recovery og ny peer-uddannelse til mentorer

Skolen for Recovery i Ballerup, der er en del af Region Hovedstadens Psykiatri, mærker også det stigende behov for recovery-mentorernes kompetencer.  Bl.a. derfor har man i Region Hovedstadens Psykiatri netop startet en peeruddannelse for recovery-mentorer i organisationen. 

- Peeruddannelsen skal styrke mentorerne fagligt og give dem konkrete værktøjer, de kan bruge i deres arbejde og samarbejde med kollegaer, siger leder af Kompetencecentret for Rehabilitering og Recovery, Lone Petersen.

Region Hovedstadens Psykiatri har desuden netop lavet en handleplan for recovery med 45 nye indsatser, der skal styrke recovery-tilgangen yderligere og sætte mere fart på implementeringen. Det sker bl.a. med ansættelserne af flere mentorer og øget samarbejde med pårørende. 

- Vi arbejder også på at gøre vores recovery-orienterede tilgang mere konkret for vores medarbejdere – bl.a. gennem dokumentation og standarder, så vores medarbejdere får gode, ensartede og konkrete redskaber der understøtter den retning vi ønsker, slutter vicedirektør Anne Hertz. 
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor