Region Hovedstaden og headspace styrker rådgivningen til psykisk sårbare børn og unge i nyt samarbejde

​Pressemeddelelse: Der skal større fokus på den tidlige forebyggende indsats til børn og unge. Derfor har Region Hovedstadens Psykiatri og headspace indgået et nyt samarbejde, der skal sikre børn og unge hurtigere hjælp og rådgivning om psykisk sårbarhed.

Vent...

​Foto: Modelfoto

​Det nye samarbejde betyder konkret, at en psykiatrifaglig rådgiver fra PsykInfo under Region Hovedstadens Psykiatri en dag om ugen skal sparre og samarbejde med medarbejdere og de frivillige rådgivere i headspaces centre i København og Rødovre. Tanken er, at de frivillige hos headspace skal klædes endnu bedre på til at rådgive og hjælpe børn og unge videre til relevant psykiatrisk hjælp eller støtte i region og kommuner.


- Børn og unge er vores håb for fremtiden, og jeg ønsker, at alle unge kan få den hjælp de har brug for til at skabe et godt voksenliv. Ungdomsårene er et tidspunkt, hvor man ofte tumler med mange ting, og ikke alle har det lige let. Her skal det være muligt at få hjælp nemt og hurtigt, inden fx psykiske problemer udvikler
sig. Det er også helt i tråd med vores ambition om at styrke samarbejdet med civilsamfundet og kommunerne, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp (S).

I forbindelse med Region Hovedstadens budgetvedtagelse for 2019 besluttede regionsrådet at styrke samarbejdet med kommuner og civilsamfund. Til det blev der bl.a. afsat 0,5 mio. kr. årligt til at etablere et samarbejde mellem headspace og Region Hovedstadens Psykiatri, og det er den beslutning, der nu udmøntes i praksis.

- Jeg glæder mig til samarbejdet med headspace. Det giver god mening, at vi stiller vores viden og erfaringer med rådgivning om psykisk sygdom til rådighed for de frivillige i headspace, for det giver mulighed for at nå ud til endnu flere børn og unge, som kan få gavn af vores viden, siger direktør i Region Hovedstadens
Psykiatri, Martin Lund og bakkes op af direktør for Det Sociale Netværk og headspace Danmark Trine Hammershøy.

- Ved at samarbejde på tværs, hvor fagprofessionelle og frivillige bruger deres kompetencer, så får vi det bedste fra begge verdener. Vi møder mange sårbare unge, som er for raske til psykiatrien, men som behøver hjælp og støtte til hverdagens udfordringer. Med en god indledende dialog, og fagpersonale fra
psykiatrien, kan vi blive endnu bedre til at hjælpe de unge på den bedst mulige måde, siger Trine Hammershøy.

headspace Danmark har siden 2014 haft et lignende samarbejde i Region Syddanmark, hvor erfaringerne er, at det bl.a. fremmer de unges recovery. Det nye samarbejde træder i kraft den 1. april og vil i første omgang køre som et 1-årigt pilotprojekt. Efter pilotperioden vil samarbejdsmodellen blive evalueret og eventuelt justeret, inden den bliver gjort permanent.
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor