Reportage fra intensiv: Søren er en patient-magnet

​Patienter, der lufter hunde, dans på den lukkede og kedelige grå betonterrasser, der forvandler sig til højbede og blomsterhav. Det er blot nogle af de initiativer, projektleder i ”Frirum i Psykiatrien” Søren Magnussen har iværksat sammen med frivillige og patienter tilknyttet sengeafsnittene på afdeling O, Psykiatrisk Center København. Patienterne ser Søren som et håb, ikke mindst fordi han selv har været indlagt på afdeling O.

​Søren Magnussen står bag projekt "Frirum i Psykiatrien". At male sten er blot ét af de mange aktiviteter, han laver med patienterne.  

​En formiddag på afsnit 6203. Bortset fra to sygeplejersker, der smilende står og drøfter noget, synes gangene stille. De fleste af patienterne på denne åbne afdeling for depression og mani er til behandling, men snart samles de, der har lyst, i køkkenet for at bage kage. Senere er der højtlæsning i fællesstuen. Det er nemlig fredag. Søren kommer. Og Søren er ugens lyspunkt. 

En god ide

Det er over to år siden, projektleder Søren Magnussen fik ideen til projekt "Frirum i Psykiatrien." "En dag slog det mig bare, at der burde foregå mange flere aktiviteter på de psykiatriske afdelinger," forklarer han, mens han viser afsnittets stolthed - den lille terrasse, der engang var kedelig og grå, men nu selv på en vinterdag virker grøn og frodig, takket være de mange planter, som Søren blandt andet får fra Tivoli, hospitalsansatte samt helt almindelige borgere udefra, der kommer og stiller dem. Vi kigger også over det høje hegn til det lukkede afsnit på modsatte side. Her skal der til foråret plantes højbede, doneret af Land-Højbede.
billede af haven.jpg

Selv om vinteren forsøger patienterne at holde haven grøn og farverig.

Fra patient til projektleder

Da Søren havde fået ideen til projektet, forelagde han den for klinikchef Ida Hageman, som han kendte i forvejen. Søren har nemlig selv været indlagt på afdeling O, da han for år tilbage havde en alvorlig depression. Ida Hageman var hans læge, da han havde det værst. 

"Da Søren fortalte om projekt "Frirum i Psykiatrien" syntes jeg fra start det lød som en rigtig god ide. Han havde den erhvervsmæssige ballast, fordi han tidligere har arbejdet som projektleder i kommunalt regi. Jeg vidste desuden, at man fra andre lande havde gode erfaringer med at ansætte tidligere patienter, så efter Søren og jeg havde diskuteret det grundigt igennem, tog jeg fat i overlægen og afdelingssygeplejersken, og vi blev enige om at prøve det af," fortæller Ida Hageman og fortsætter:

"Pilotprojektet henvendte sig til OPUS, unge patienter med psykoselidelser, og vi fik rigtig god feedback. Hen ad vejen har vi så finjusteret aktiviteterne ud fra den erfaring, Søren har som tidligere patient, kombineret med min viden som behandler."  

Ikke behandling

I dag er projekt "Frirum i Psykiatrien" tilknyttet fire sengeafsnit, to lukkede og to åbne. Hvert sengeafsnit har én dag om ugen en fast aktivitet. Andre dage kommer Søren på besøg for være sammen med enkelte patienter. En patient vil gerne spise sammen med ham i cafeteriet, en anden læser han for, med en tredje går han tur og så videre. 

"Det er vigtigt at understrege, at "Frirum i Psykiatrien" hverken er ment som terapi eller en del af behandlingen," pointerer Søren:
"Det handler ikke om sygdommen eller diagnosen, men om at få patienterne til at mærke en form for fællesskab og vise, at mennesker med alvorlige psykiske sygdomme sagtens kan være kreative, fulde af ideer og slet og ret godt selskab." 

foto 4.pngAt skabe hygge og små fælleskaber er meget afgørende for projektet.

Håbet 

Mens vi sidder i et lille lokale indrammet af glasvægge, kommer en patient forbi. Hun vil gerne fortælle, hvad "Frirum i Psykiatrien" betyder for hende. 

"Søren er ugens lyspunkt," konstaterer hun smilende. "Han er meget empatisk og har stor forståelse for, at man er udfordret. Når jeg er sammen med familie og venner, mærker jeg, at psykisk sygdom er tabu. De lægger afstand. Sådan er det ikke med Søren. Han prøver bare at skabe god stemning og indgå på lige fod med os andre."  

En anden patient, der skulle have medvirket i artiklen, kommer forbi med et A4-ark, hvor hun har skrevet nogle ting ned. Fordi hun simpelthen har det for dårligt og er for træt til at deltage. Hun skriver, at Søren spreder hygge og har god fornemmelse for, hvad der er det rigtige at sige, hvornår han skal komme med råd, og hvornår han bare skal starte en samtale. 

"Man kan mærke, at han har prøvet det på sin egen krop. Det gør, at jeg nærmest vægter hans ord højere end personalets," skriver hun. Selv er Søren meget bevidst om, at patienterne ser ham som et håb, men også om, at det at være tidligere patient ikke i sig selv er nok:

"Jeg er hverken recovery-mentor eller peer-medarbejder, men projektleder. Det har selvfølgelig en vis betydning, at jeg selv har været indlagt. Når jeg fortæller det, er patienten klar over, at jeg ved, hvad jeg taler om, og det letter mit arbejde med det, der er det mest væsentlige - at skabe en relation og et fællesskab mellem patienterne, der rækker ud over den ensomhed, der er i at være psykisk syg. Det er seks år siden, jeg sidst var indlagt, og jeg føler mig rask. Det fortæller jeg dem, men det primære for mig er omsorgen, at være ydmyg, dele min egen skrøbelighed med dem og skabe glimt af glæde og skønhed." 

Koncerter, strikning og sten

Ud over Søren tæller projekt "Frirum i Psykiatrien" et skiftende antal frivillige. Størstedelen er tidligere patienter, som har været indlagt på de sengeafsnit, de nu er frivillige på.

"Alle aktiviteter foregår i fællesrummene," forklarer Søren, mens han viser rundt:
"Vi har for eksempel haft over 30 små koncerter, hvor den, der spiller, sidder mellem patienterne. Dørene er åbne, så de patienter, der ikke har lyst til at deltage, også kan lytte med, hvis de vil."

En anden aktivitet, der har været en stor succes, er strikning. Det kan læres på halvanden time, "Og man behøver ikke at kigge op imens," som Søren siger.
foto 5.png

Heidi Frederikke Lindahl er en af de mange musikere, der ulønnet laver små koncerter på både de åbne og lukkede afsnit.

I fællesrummet ligger også en masse sten, som patienterne har malet på, at spille spil er ligeledes noget, mange gerne vil deltage i, og på et tidspunkt kom Søren gennem Facebook i kontakt med en række hundeejere, hvorefter der blev arrangeret hundelufteture for de patienter, der havde lyst til det. Det havde mange.

"På de lukkede afsnit foregår det lidt anderledes. Her passer patienterne typisk meget på sig selv og har svært ved at indgå i afslappet kontakt med de andre. Ofte må de ikke komme ud at gå uden følge, men vi har haft hunde på besøg. Vi har også haft lange forløb med professionelle dansere, der kommer og danser med patienterne. Man bevæger sig uendeligt lidt, når man er indlagt, men selvom mange har svært ved at tage imod de tilbud, der er om fysisk aktivitet, har de et kæmpe behov for at bruge kroppen. Bagefter fortæller de, at de fik grinet vildt meget."
foto 3.jpg

Projektet forsøger hele tiden at engagere patienterne i nye kreative aktiviteter. Her er det malede sten.

foto 7.pngDenne søde hund er en af de mange, der har gået ture med patienter fra de lukkede afsnit, i det aflukkede udeområde. Projektet har  løbende 6-  8 hunde tilknyttet.

Letter arbejdet for de ansatte

Ifølge afdelingssygeplejerske Charlotte Giolbas letter Sørens besøg også de ansattes arbejde:

"Som afdeling har vi fokus på meget mere end den medicinske behandling. Vi tilbyder miljøterapi, terapeutiske samtaler, psykoedukation, pårørendesamtaler og -inddragelse. Alligevel er virkeligheden, at der ikke er timer nok i hverdagen til at give patienterne den opmærksomhed og omsorg, de har brug for. Søren skaber ro og god stemning. Helt konkret står der ingen patienter og banker på døren de dage, han er her. Han tiltrækker dem som en magnet. Samtidig har vi et godt samarbejde med ham. Han spørger os altid til råds, inden han påbegynder et nyt projekt. Han kan også godt finde på at spørge ind til, hvilke patienter der er særlige udfordringer med."

"Jeg har aldrig oplevet en patient, der syntes, at Sørens aktiviteter var "for meget", og vi får mange positive tilbagemeldinger, ligesom nogle af de tidligere patienter stadig kommer og deltager, efter de er blevet udskrevet," konstaterer Charlotte Giolbas. Søren medgiver:

"Var de ansatte skeptiske, havde jeg ikke en jordisk chance, men alle lige fra klinikchefen til overlæger, læger, sygeplejersker og sosu-assistenter har bakket fuldt op om mine initiativer. Derfor er jeg også sikker på, at det her kunne blive en succes andre steder i psykiatrien også. Der er en stor parathed til i højere grad at lukke verden ind på de psykiatriske afdelinger."

En lille historie

Den største udfordring ved Sørens arbejde er, at der stadig er et udækket behov for flere aktiviteter, især om eftermiddagen og aftenen, og at der er enkelte patienter, det ikke lykkes ham at nå.

"Da jeg selv var indlagt, gad jeg ikke at tale med nogen, så det forstår jeg godt. Når det ikke lykkes mig at nå ind til en patient, tænker jeg, at det er fordi, jeg ikke har gjort mit arbejde godt nok, men også at ting tager tid."

Til sidst fortæller han en lille historie:
"En patient på det lukkede afsnit blev ved med at smadre vores fine potteplanter. Jeg blev ved med at sætte nye op, uden at konfrontere hende. De andre patienter var godt sure over hendes opførsel. En dag spurgte jeg hende, om hun ville være med til at anlægge et nyt bed. Efter først at have smidt jord ud over det hele og ødelagt jordsækkene, blev hun en af de mest ivrige "gartnere" på det lukkede gårdanlæg. Efter et stykke tid spurgte jeg hende, hvorfor hun havde smadret det hele. Hun svarede, at det var fordi, hun var ked af det. "God forklaring," sagde jeg.
foto 2.jpg

Etablering og vedligeholdelse af små haver har vist sig som en af de bedste aktiviteter i projektet. Det er let for patienterne at påtage sig små haveopgaver, det giver glæde og ro.


Skrevet af Pia Melander Guilbert

Redaktør