Sanserum og kriseplaner skal afskaffe bæltefikseringer

Beroligende lys som kan skifte farve, afslappende musik og en sækkestol som man kan synke helt ned i. Sådan er det nye sanserum i afsnit 809 på Psykiatrisk Center Hvidovre indrettet. Her vil opkørte, angste og psykotiske patienter i fremtiden kunne finde ro og tryghed på den måde undgå tvang og bæltefikseringer. ​

​​Grethe Nielsen lader sig synke ned i sækkestolen under kyndig vejledning af Helle Nørgaard Rasmussen. Foto: Jette Nielsen

Grethe Nielsen lader sig dumpe ned i sækkestolen, som står midt i sanserummet. Ledende terapeut på PC Hvidovre, Helle Nørgaard Rasmussen, lægger siderne på stolen hen over Grethes mave og brystkasse.

Både selve stolen og siderne er fyldt med små kugler. Kuglerne skaber et blidt tryg over hele kroppen, som virker beroligende og trygt for de fleste.

Grethe var indlagt på lukket afsnit på PC Hvidovre med en alvorlig fødselspsykose i 2011, var der ikke noget sanserum.

Læs mere: Slut med bælter på Hvidovre i 2017

Grethe havde travlt med skrive, farvelægge mandala-mønstre, med symbolske lege og med at lægge alle sine ejendele og ting, hun kunne få fat i på afsnittet i symbolrækker på gulvet.

Hun fik vrangforestillinger om, at hendes mormor og morfar var søskende og fortalte det til personalet. Midt om natten blev hun overbevist om, at hun skulle tage hjem fra afsnittet.

Til sidst eskalerede situationen og endte i en bæltefiksering.

”Jeg begyndte at slå på personalet, og så blev jeg lagt i bælte,” fortæller hun.

Vi skal kende patienterne bedre
Grethe har i dag svært ved at vurdere, om et sanserum ville have hjulpet den gang.

”Jeg tror, det, der virkelig havde hjulpet, var, hvis nogen havde snakket med mig og spurgt, hvorfor jeg lavede de der rækker af ting på gulvet. I stedet for at beordre mig til at rydde op,” siger hun.

Mere dialog og samarbejde med patienterne er netop en vigtig del af indsatsen på de lukkede afsnit på PC Hvidovre. En indsats som skal føre til minimering i brugen af tvang og en udfasning af bælter med udgangen af 2017.

”Vi skal være gode til at opdage, hvis en patient får det tiltagende dårligt. I den situation vil vi kunne bruge sanserummet. Når patienten kommer herind sammen med en medarbejder, skulle det gerne skabe noget ro, så man kan få talt sammen stille og roligt om, hvad der er svært lige nu,” forklarer projektsygeplejerske, Katarina Nenadovic.


Katarina Nenadovic og Helle Nørgaard Rasmussen i et roligt øjeblik. Foto: Jette Nielsen

Hun har i samarbejde med ledende terapeut, Helle Nørgaard Rasmussen, stået for udviklingen og indretningen af sanserummene.

Grundig samtale med alle patienter
Sanserummet skal bruges både forebyggende, hvis personalet fornemmer, at en patient er ved at få det dårligt. Og også deeskalerende hvis en situation er kørt op, og patienten er blevet aggressiv.

”Men for at vi kan gøre det, er vi også nødt til at kende vores patienter meget bedre. Ellers er det måske svært at opdage, hvis en patient er ved at få det meget dårligt,” fortæller ledende terapeut, Helle Nørgaard Rasmussen.

Læse mere: Handleplan for nedbringelse af bæltefikseringer

Udadreagerende adfærd hos for eksempel en psykotisk patient kan resultere i, at personalet må anvende tvang og i yderste konsekvens bæltefiksering.

Målet med sanserummet og redskaberne i rummet er at bruge en sensorisk tilgang til mindske patientens ophidselse og udvikle patientens egen evne til berolige nervesystemet, forklarer Helle Nørgaard Rasmussen.

På de lukkede afsnit har man desuden indført en obligatorisk grundig samtale med patienten, når vedkommende bliver indlagt.

Læs mere: Se indslag om sanserum fra TV2 Lorry​​​

”Der er afsat en time til, at vi taler med patienten, og til at de bliver vist rundt. Her vil vi spørge, hvilke problemer denne patient har, hvordan vi kan hjælpe vedkommende, hvad der kan gøre ham/hende angst eller vred, og hvad vi kan gøre i sådan en situation for at hjælpe,” fortæller Katarina Nenadovic.

I forbindelse med samtalen laver personalet og patienten sammen en kriseplan. I kriseplanen står der, hvad der kan gøre denne patient angst, frustreret eller aggressiv. Og lige så vigtigt hvad der kan hjælpe patienten til at få det bedre i den situation.

Stimuli skal passe til den enkelte
Nye patienter vil også blive introduceret til sanserummet, og personalet vil spørge, hvordan rummet eventuelt kan hjælpe dem.

Bearbejdning af sansestimuli er helt individuelt, og derfor kan der være behov for at ergoterapeuter og fysioterapeuter supplerer kriseplanerne med at afdække den enkeltes sanseprofil for at kvalificere valg af aktiviteter og stimuli i sanserummet.

Det, synes Grethe, er en rigtig god idé.

”Det er vigtigt, at de stimuli, som er i rummet, ikke er med til at gøre nogle traumer eller vrangforestillinger endnu mere fremtrædende. For eksempel ville det ikke have været godt for mig med de her billeder,” siger hun og peger på det store fjernsyn i rummet, som kører en rolig film med strand og palmer.


Det er forskelligt, hvad der virker beroligende for patienter. Dette tilpasses individuelt. Foto: Jette Nielsen

”Jeg havde noget med vand og skov, som var et symbol på, at jeg skulle giftes med min daværende mand igen. Så jeg ville have været overbevist om, at de der billeder var lavet helt specielt til mig og på den måde gjort dem til en del af mine vrangforestillinger,” fortæller hun.

Grethes historie er ifølge Helle Nørgaard Rasmussen et godt eksempel på, at en sensorisk baseret tilgang kræver individuelt kendskab og høj faglig viden.

Derfor modtager alle ansatte på de lukkede afsnit for tiden undervisning ved ergoterapeuterne i den sensorisk baserede tilgang.

Grethe Nielsen er i dag kommet sig efter sin psykiske sygdom. Hun tager ikke længere medicin og arbejder i dag som konsulent hos Det Sociale Netværk.

​​​

Redaktør