Terrorangreb - Psykiatriens kriseberedskab rykkede ud

​Psykologer, læger og sygeplejersker fra Region Hovedstadens Psykiatri var på pletten på Bellahøj Politistation for at støtte vidner til skyderierne i København​.

​​Lørdag kl. 19 blev akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center København ringet op af Vagtcentralen. 

Politiet havde brug for krisehjælp til de mennesker, som var vidne til skyderierne mod Krudttønden på Østerbro i København lørdag eftermiddag. 

Og i sådan en situation er det Region Hovedstadens Psykiatris kriseberedskab, der rykker ud. Chefpsykolog, Torben Schjødt, var hurtigt på Bellahøj Politistation for at danne sig et overblik over situationen. 

- Der sad alle deltagerne fra arrangementet i Krudttønden. Det var cirka 40 mennesker. Lidt senere kom også nogle af de løbere, der havde været tæt på begivenhederne, og som havde mødt gerningsmanden i området ved Krudttønden, fortæller han. 

Krisehjælp i politiets kantine 
Torben Schjødt fik hurtigt dannet sig et overblik over behovet for krisehjælp, og seks psykologer og en sekretær blev tilkaldt. 

- Folk sad i kantinen på politistationen, og de var allerede grupperet omkring bordene. Så vi startede med at præsentere os og fortælle, at vi ville tilbyde at komme rundt og snakke med dem om, hvad de havde oplevet, fortæller Torben Schjødt. 

Herefter kunne de seks psykologer fordele sig i grupperne ved bordene og begynde at få talt om hændelserne. 

- Først og fremmest handler det om, at de skal have talt oplevelsen igennem, så de kan få det fulde overblik. Når man bliver meget bange, er det almindeligt at opleve det, man kalder tunnelsyn. Det betyder, at ens opmærksomhedsfelt indsnævres, så man kun oplever dele af situationen og derfor kun kan huske enkeltdele eller brudstykker af begivenhederne, forklarer Torben Schjødt. 

Det at tale oplevelsen igennem med andre vidner, hjælper en til at få et bedre overblik over hvad der egentlig skete, så ens egne oplevelser kan blive sat ind i en sammenhængende helhed. Det hjælper til at få orden på tankerne, og er en vigtig del af krisebearbejdningen. 

Ofrene får psykoedukation 
Ud over at få talt oplevelsen igennem er en vigtig del af krisehjælpen at forklare ofrene, hvad der er normale reaktioner. 

- Når man kommer i sådan en situation, så kan man reagere meget anderledes, end man er vant til. Man kan blive urolig og rastløs, få let til tårer eller blive mere irritabel end man plejer. Eller man kan omvendt være ude af stand til at mærke nogle følelser. Det er vigtigt at forklare, at disse reaktioner er helt normale og almindelige, så folk ikke bliver bange for, at de har fået en depression, eller at de er følelsesmæssigt afstumpede eller lignende, forklarer Torben Schjødt, chefpsykolog på PC København. 

Derudover fortæller krisepsykologerne mere om, hvad der er normale reaktioner i de kommende timer og dage. 

Det er normalt at være mere sårbar, man vil ofte opleve, at ens humør svinger voldsomt. Flashbacks, hvor man ser hændelsen for sig igen og igen, er ligeledes en normal reaktion, som dog helst skal gå væk i løbet af nogle dage eller uger. 

Børn fik også krisehjælp 
Da klokken var 22 lørdag aften, var alle vidner på Bellahøj Politistation blevet hjulpet, og Torben Schjødt og resten af beredskabet tog hjem i seng. 

De blev dog vækket igen allerede kl. kvart i to om natten. Nu stod politiet med en ny gruppe mennesker, som havde været vidne til et nyt skyderi. 

Denne gang var det mod synagogen i Krystalgade i Indre By, hvor der blev holdt jødisk konfirmationsfest. Derfor var der også børn involveret. 

Halvdelen af kriseberedskabet var derfor fra Børne- og Ungdomspsykiatrien. 

Børnene fik mulighed for at tale hændelsen igennem og at få styr på fakta omkring skyderiet. 

- Flere af forældrene var i tvivl om, om børnene kunne klare at få at vide, at vagten var død. De kendte ham alle sammen, og de holdt meget af ham. Men alligevel er det vores erfaring, at det er bedst, at de får fakta at vide når børn, har den alder (12-14 år), fortæller udviklingschef i Børne- og Ungdomspsykiatrien, Tina Jacobsen, som var med ude på Bellahøj Politistation natten til søndag. 

Derudover gælder mange af de samme ting som med voksne. Børn har brug for at kende de normale reaktioner efter sådan en oplevelse, de skal opfordres til at snakke om, hvad de har oplevet og deres tanker omkring oplevelsen, og de har behov for ekstra omsorg fra deres familie og fra kriseterapeuterne. 

Husk at konfirmationen også var god 
Dagen efter skudepisoden mod synagogen, mødtes børnene og nogle af forældrene igen med kriseberedskabet fra Børne- og Ungdomspsykiatrien 

- Her talte vi igen oplevelsen igennem med dem, for at få kortlagt hændelsen. Der var for eksempel en pige havde hørt et skud, da politiet evakuerede dem. Og der kunne alle de andre sige, at det skete simpelthen ikke, forklarer Tina Jacobsen. 

Samtidig gjorde kriseberedskabet også noget ud af at tale med børnene om de gode dele af konfirmationsfesten. 

- Kammeraterne skal på et tidspunkt hjælpe pigen, som blev konfirmeret, med at huske på, at det var en god fest før skudepisoden. For det er jo frygteligt for hende, at det skete til netop hendes store fest, fortæller Tina Jacobsen.​​

Redaktør