Thomas Werge undersøger hvordan vi kan bruge genetik til at forbedre og præcisere behandlingen

​Vi kan blive meget mere præcise på at forudsige, hvilke mennesker der er i størst risiko for at udvikle specifikke psykiske sygdomme. Det er Thomas Werges seneste studie et eksempel på, og han mener, at vi i fremtiden også kan blive endnu skarpere på at give de rette diagnoser.

Vent...

'Hvornår har du det godt?', Hvornår har du det skidt?', 'Hvor lang tid har det varet?

Når psykiatere udreder patienter, forsøger de at få et overblik over patientens symptomer og problematikker ved at stille spørgsmål og tale med patienten. Derudover har de mulighed for at få information om patienten fra de pårørende, eventuelle institutioner og plejepersonalet på afsnittet, hvis patienten er indlagt. Udredningen bygger dog hovedsageligt på samtaler med patienten, og ud fra dem, stiller psykiateren en diagnose.


- I psykiatrien kan vi ikke tage en blodprøve og håndfast sige, hvad patienten fejler, siger professor Thomas Werge, og fortsætter:

- Men vi tror på, at vi ved hjælp af data om menneskers genetik kan blive meget mere præcise på at give den rette diagnose og samtidig forudsige, hvilke mennesker der er i størst risiko for at udvikle specifikke psykiske sygdomme som skizofreni og bipolar lidelse, fortæller han. Han tilføjer, at han oplever rigtig mange patienter, der gerne vil forstå, hvad deres genetik har af indflydelse på deres sygdom, også selvom svaret nogle gange er, at genetikken ikke er forklaringen på deres sygdom.


Til dagligt er Thomas Werge leder af Forskningsinstitut for Biologisk Psykiatri på Psykiatrisk Center Sct. Hans, og så har han en fremtrædende rolle i det såkaldte iPSYCH-projekt, der er danmarkshistoriens største forskningsprojekt inden for psykiatri. Her står han i spidsen for 25 forskere, der bruger genetiske undersøgelser til at finde de biologiske årsager til psykisk sygdom.

Professorstafetten – del din viden

I løbet af 2020 sætter vi fokus på den nyeste forskning inden for forebyggelse og behandling af psykisk sygdom. Det gør vi ved at give stafetten til én eller to professorer om måneden og stille dem spørgsmålene: Hvad arbejder du med lige nu, og hvad er perspektivet i forhold til at omsætte det til praksis til gavn for patienterne?

Har bevist mindre sammenhæng mellem kromosomfejl og skizofreni

En af gruppens bidrag handler om det såkaldte 22q11 deletions-syndrom, der er en af de mest almindelige kromosomafvigelser hos børn. Symptomerne er typisk medfødt hjertefejl, lavt kalkindhold i blodet, forsinket udvikling, ganespalte, talevanskeligheder og infektionstendens.

International forskning har peget på, at børn født med 22q11 deletions-syndromet er i større risiko for at udvikle skizofreni, men det har været uvist præcis hvor meget større. Uvisheden har bl.a. betydet, at klinikere har overvurderet sammenhængen mellem 22q11 og skizofreni.

- Vores danske studie har vist, at rigtig mange mennesker lever med 22q11 uden nævneværdige symptomer. Årsagen er, at man har ignoreret eller simpelthen haft svært ved at opdage dem med syndromet, som ikke har kliniske symptomer, forklarer Thomas Werge.

LÆS MERE OM 22q11-syndromet her 

Thomas Werges studie har altså ikke fundet den samme stærke sammenhæng som internationale studier. Det lyder måske ikke som det største fund, men studiet er vigtig af to grunde, mener han. For det første er studiet et eksempel på, at genetiske målinger kan bruges til at udregne langt mere præcist, hvem der er i risikozonen for at udvikle psykiske lidelser. For det andet slår studiet fast, at nogle af de gen-varianter, vi kender som veletablerede, veldokumenterede og meget farlige i forhold til at udvikle psykisk sygdom, faktisk også bæres af langt flere raske mennesker end hidtil antaget.

- Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men det betyder, at vi bliver nødt til at se langt mere kvantitativt på spørgsmålet om genetisk risiko.

Man anslår, at 1 pr. 2-4.000 individer fødes med 22q11-syndromet, og Thomas Werges studie har haft en direkte konsekvens for selvforståelsen hos de familier, der har børn med syndromet.

22q11 er en af de såkaldt sjældne mutationer i generne – i fagtermer kaldet CNV'er. Det er forkortelsen for 'Copy number variation', der er en længere duplikation eller deletion af DNA-koden. Men Thomas Werge har via iPSYCH-studiet også bidraget til studier af de mere hyppige genvarianter – f.eks. de såkaldte Single nucleotide polymorphism eller blot SNP'er, der er defineret ved, at de findes i mere end 1 % af befolkningen.

Næste mål er at omsætte forskning til praksis

De unikke genetiske data på alle danskere med en psykiatrisk diagnose har Thomas Werge og hans forskningsenhed på både Sct. Hans og i iPSYCH arbejdet med siden 2012. Dataene har de bl.a. brugt til at finde sammenhæng mellem problemer i graviditeten og psykisk sygdom og til at finde en række gener, der kan forøge risikoen for udvikling af psykisk sygdom. Men det store gennembrud i forhold til at omsætte forskningsresultaterne til klinisk praksis er endnu ikke kommet, erkender han.

- Målet er, at vi kan oversætte indsigterne fra 2010'ernes store studier af de arvelige og miljømæssige årsager til psykiske sygdomme, så vi kan forudsige, hvem der er i risiko for at blive syg og dermed bedre forebygge og udvikle behandlingen.

På kortere sigt er målet at udvikle mere viden om, hvordan de forskellige genvarianter kan kombineres. Det mål hænger sammen med forskergruppens tidligere observationer; at ting som f.eks. 22q11, en sjælden mutation, ofte ikke kan stå alene som forklaringsmodel. De bedste forklaringsmodeller kommer ved hjælp af bredden af al genetik, herunder også de langt hyppigere, men mindre genvarianter, altså SNP'er, og summen af den risikobyrde som de kan udgøre.

At have gode forklaringsmodeller er helt essentielt, når den enkelte patients risikostatus skal vurderes, og udover de genetiske data vil der således selvfølgelig også blive set på patientens demografiske og socioøkonomiske status for at opnå en mere fuldstændig model, forklarer Thomas Werge, der arbejder på  

- Selvom vi nu forstår langt mere af det komplekse samspil, som findes mellem sjældne mutationer, f.eks. CNV'er, og hyppigt forekommende gen-varianter, SNP'er, så eksisterer der endnu ikke rigtigt en forståelse, som direkte hjælper patienterne. Det forsøger vi at ændre ved at bruge vores opnåede viden i modeller, der direkte kan assistere psykiateren, og som på sigt kan danne grundlag for kliniske vejledninger på området, slutter Thomas Werge.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor