Tidlig intervention kan være nøglen til behandling af svær patientgruppe

​Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri har, sammen med Dansk Flygtningehjælp, modtaget fire millioner kroner fra Det Obelske Familiefond til forskning i tidlig intervention blandt flygtninge.  ​

​Foto: Dansk Flygtningehjælp

Ca. 30 procent af alle flygtninge rammes på et tidspunkt i livet af PTSD, eller andre invaliderende, traumerelaterede psykiske sygdomme. Ofte bærer flygtningene rundt på de alvorlige og ubehandlede psykiske lidelser i mange år, hvilket kan betyde endnu mere isolation, arbejdsløshed og store sociale problemer. 

I visse tilfælde bliver lidelserne simpelthen kroniske og særdeles vanskelige at behandle, fortæller Charlotte Sonne fra Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri (CTP).

- I gennemsnit har patienterne været i landet i 14 år, når de kommer til os, så mange går meget længe med symptomer og har måske cyklet rundt i systemet længe og bliver derfor også meget svære at behandle, siger hun. 
Meget tyder derfor på, at en tidlig indsats kan gøre en forskel. 

Oplagt at forske i MindSpring
Det bliver der nu mulighed for gennem en stor donation fra Det Obelske Familiefond.  Donationen på fire millioner kroner er givet til oprettelse af et MindSpring kompetencecenter, hvor CTP har ansvaret for den forskningsmæssige del. 


En del af pengene skal derfor gå til at finansiere Charlotte Sonnes post Doc projekt, som i de næste tre år skal undersøge effekten af MindSpring, samt hvad en tidlig indsats kan betyde ift. at undgå udvikling af psykiske sygdomme hos målgruppen. 

MindSpring er et psykosocialt forløb for nyankomne flygtninge, hvor man forsøger at give indsigt i og viden om eksillivet og de reaktioner, som kan følge efter krig og katastrofer. I MindSpring er det trænere med flygtningebaggrund, som efter et grundigt træningsforløb leder grupperne på frivillig basis. Det giver god mulighed for tryghed og tillid i gruppen, at træneren kender til deltagernes udfordringer og taler samme sprog. 

Dansk Flygtningehjælp har siden 2010 arbejdet med metoden, men det er først nu, der bliver afsat midler til forskning i MindSpring. Og det er et oplagt område at se nærmere på, siger Charlotte Sonne. 

- Jeg skal på forskellig vis undersøge, hvad en tidlig indsats betyder, og her er MindSpring oplagt, fordi målgruppen netop er flygtninge, som har fået asyl inden for de seneste 3 år. Så ud over at undersøge effekten af MindSpring, altså om deltagerne har gavn af at være med, så kan vi også kigge på, hvad det betyder, når man tidligt kommer i gang med en psykosocial indsats. 

Mulighed for at sætte tidligere ind
Samtidig får CTP bedre mulighed for at få kontakt til de allermest belastede flygtninge, som deltager i programmet. Der skal nemlig laves en helt ny elektronisk ratingskala, som deltagerne skal udfylde, og som kan give en idé om, hvor stor belastningen er hos den enkelte. 

Sammen med australske forskere skal Charlotte Sonne udvikle skalaen, som ud over at spørge til den psykiske tilstand, også skal se på det generelle funktionsniveau og sociale kompetencer hos deltagerne. Skemaet bliver lavet, så alle spørgsmål læses højt på deltagerens eget sprog. På den måde kan skemaet også danne udgangspunkt for forskning på tværs af lande.

Skalaen vil samtidig give underviserne på MindSpring mulighed for bedre at blive i stand til at vurdere, om der skal en ekstra indsats til blandt visse deltagere og starte dialogen om en henvisning til psykiatrien eller andre steder, hvis der er behov for det. 


Det bliver underviserne, som skal bære Charlotte Sonnes forskning videre til flygtningene, så samarbejdet på tværs af Dansk Flygtningehjælp og Region Hovedstadens Psykiatri er afgørende for, at forskningen kan blive en succes. I psykiatrien har man endnu ikke så meget erfaring med den slags tværgående projekter, men der er store gevinster at hente.

- Vi kan i det hele taget have meget gavn af at hjælpe hinanden. Vi kan ikke drive et stort forebyggende projekt som MindSpring i CTP-regi, men vi kan levere forskningsdelen, så på den måde kan vi supplere hinanden rigtig godt.

Når de tre år er gået håber Charlotte Sonne at kunne vise, at en tidlig indsats kan gøre en forskel. 

- Vi håber at kunne vise, at MindSpring kan forebygge udvikling af psykisk sygdom og social isolation. Samtidig vil vi også gennem et registerstudie i vores egen database på CTP undersøge forskelle mellem de patienter der kommer tidligt i behandling versus dem som først kommer til os meget sent. Hvis vi kan se nogle tendenser, så får vi bedre mulighed for at sætte tidligere ind, siger Charlotte Sonne. 

Charlotte Sonne skal stå i spidsen for forskningsprojektet. Foto: Privatfoto
​​​
Redaktør