Udveksling mellem psykiatri og kommune giver større forståelse og mere sammenhængende forløb for dobbeltdiagnosepatienter

​På afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans bemærkede to sygeplejersker en stigende tilgang af unge patienter i dobbeltdiagnosebehandlingen. Og de blev interesserede i at finde ud af, hvad der findes af ambulante misbrugsbehandlingstilbud i kommunalt regi. Det førte sammen med en bevilling fra Enhed for Det Nære Sundhedsvæsen til, at de kom på udveksling hos rusmiddelbehandlingen i Københavns Kommune.

Vent...

Vi har talt med Mia Boholdt-Petersen, udviklingssygeplejerske, og Anette Bjerre Bagge, ass. afdelingssygeplejerske, om deres udveksling, tværsektorielt samarbejde, og hvordan det kommer patienterne til gode med et større kendskab til de kommunale tilbud. 

Hvorfor ville I på udveksling?

ANETTE 
- For det første var jeg interesseret i, hvad der er af tilbud til de unge. Og for det andet var jeg var intersseret i, i hvilket omfang de ambulante behandlingstilbud har kendskab til dobbeltdiagnosebehandlingen på afdeling M. Det viste sig, at mange af dem, jeg talte med, kun havde lidt eller intet kendskab til, hvad vi kan tilbyde på afd. M. Jeg oplevede, at drøftelserne om behandlingen bevirkede, at de fik øjnene op for, at vi kan noget særligt i forhold til dobbeltdiagnosebehandling på afdeling M. For de patienter, hvor det ikke lykkes med ambulant behandling, kan vores tilbud være et alternativ.

MIA
- Det tværsektorielle samarbejde er stadig udfordret. Og jeg ved fra nogle af mine tidligere funktioner, at det er vigtigt at have kendskab til tilbud inden for socialområdet. Dét, at vi kan fortælle patienterne om behandlingen på de kommunale, ambulante behandlingstilbud og henvise dertil, kan medvirke til de gode sammenhængende behandlingsforløb. 

Med henblik på at sikre en god opfølgning efter udskrivelse fra afdeling M har Anette og Mia begge et ønske om at følge med i, hvilke ambulante behandlingstilbud der findes til unge under 25 år med en misbrugsproblematik. 


ANETTE BJERRE BAGGE
Ass. afdelingssygeplejerske, 
afd. M20, PC Sct. Hans. 

Anette var på udveksling hos U-turn, 
et tilbud for unge mellem 14 og 24 år 
med rusmiddelproblematik. 
MIA BOHOLDT-PETERSEN
Udviklingssygeplejerske, 
afd. M20, PC Sct. Hans.

Mia var på udveksling hos Rusmiddelbehandlingen i 
Hørsholmsgade.

Hvordan gavner det patienterne, at I får viden om de forskellige fagligheder på tværs af psykiatri og kommune?

ANETTE 
- Vi bliver bedre rustet til at planlægge opfølgning efter udskrivelse. Jeg har fx fået kendskab til, at de lidt stramme retningslinjer ift. henvisning og behandlingstilbuddets omfang, som man kan læse om på internettet, ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Min oplevelse er, at de kommunale tilbud er supergode til at få tilpasset behandlingen til den unges behov.

MIA
- Jeg tror alt andet lige, at tilgangen til at forstå de sammenhængende forløb bliver større, når du har viden om arbejdsgange og procedurer - det gør noget andet for forståelsen. Det er en generel udfordring i forhold til det tværsektorielle samarbejde, at der er risiko for, at patienterne falder ned mellem to stole efter en udskrivelse. Det gør en forskel, at vi kan relatere os til og har en ide om, hvad der sker, når de bliver udskrevet herfra.

ANETTE 
- Sådanne projekter med udveksling mellem sektorer kan fremme, at færre patienter kommer til at falde ned mellem to stole.

MIA
- Det er også mere troværdigt, når man kan snakke ud fra noget, hvor man selv har været ude og mærke stemningen. Man kan tænke bredere, når man sidder over for patienterne og drøfter opfølgning efter udskrivelse. Der er faktisk flere tilbud, end vi lige tænker. 

Hvad fik I ud af at være på udveksling?

MIA
- Personligt fik jeg en forståelse af ungetilbud, og hvordan det fungerer. Vi kan også søge information om behandlingen på en helt anden måde i forhold til kolleger i kommunen – jeg kan spørge ind og har en direkte adgang nu.

ANETTE 
- Man kommer ud og oplever, at det ikke kun er misbrugsbehandling. Der er også alt det sociale, og der er rigtig mange muligheder for forskellige aktiviteter, som vi ikke altid kan læse os til. Det var rart at få lov til at mærke stemningen, og jeg kunne se, hvordan de unge trives i det sociale samvær.   

Hvordan foregik jeres dage i rusmiddelbehandlingen i Københavns Kommune?

MIA
- Jeg fik lov at tale med de ansvarlige for ungebehandlingen. De fortalte meget indgående om deres behandlingstilbud - hvad de unge fik tilbudt, og hvilke grupper de havde. Jeg fik også lov at være med i ungegruppen, som er en åben gruppe. Det, der var interessant for mig, var at høre, hvordan visitationsprocedurerne er. Hvordan greb de det an? Hvad er deres tilgang?

ANETTE 
- Jeg blev bedt om at møde op i SATS, hvor jeg skulle med i sportsgruppen. Jeg var sammen med en af de unge, som viste mig rundt. Vi fik også en god snak om behandlingstilbuddet. Gruppen sluttede af med, at alle spiste brunch på behandlingsstedet. Bagefter var jeg med til misbrugsbehandlernes individuelle samtaler med de unge. En del af samtalerne blev dog aflyst grundet afbud, men det er også en del af virkeligheden. Det, der var interessant, var deres behandlingstilgang til de unge. De har en meget bred tilgang med både kognitiv, narrativ og systemisk tilgang, hvor afd. M udelukkende anvender den kognitive tilgang.
- På anden dagen fulgte jeg en gruppe unge mellem 15-16 år, der er udfordret i at følge et almindeligt skoleprogram. De unge kan bl.a. afslutte 9. eller 10. klasses eksamen og blive klar til anden uddannelse.

Hvilke gode råd vil I give til andre, som arbejder tværsektorielt?

MIA
- Kom ud og kig og vær nysgerrig og se det som noget, der skal understøtte et sammenhængende forløb. Det er ikke "dem og os". Vi skal understøtte hinanden. Alle burde få denne her mulighed både på tværs i det regionale, men også på tværs med det kommunale. Den forståelse er helt fantastisk.

ANETTE 
- Vi lavede begge et oplæg for vores kolleger, da vi kom hjem, så vi fik delt vores viden med resten af personalegruppen.

Afdeling M fik tilsvarende to medarbejdere fra Center for Rusmiddelbehandling i Københavns Kommune på besøg i to dage.

 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor