Virtual Reality – når teknologien hjælper patienter i virkeligheden

​”VR-teknologien kan mange ting. Den kan aflede, deeskalere og give afslapning. Den kan indgå som en del af eksponering i kognitiv adfærdsterapi”, fortæller klinikchef Jakob Krarup på afd. M på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor de har taget VR-brillen i brug som et supplement til den behandling, de tilbyder patienter med en dobbeltdiagnose.

Vent...

​På afsnittet M21 på Psykiatrisk Center Sct. Hans er patienter med dobbeltdiagnose indlagt. Det er mennesker med både en psykiatrisk diagnose og en misbrugsdiagnose. Et misbrug som kan være alt fra alkohol til kokain til heroin og ecstasy - eller en blanding af det hele. Derfor er det ikke ualmindeligt, at patienternes trang til stoffer i ny og næ viser sit ansigt. Her kan den virtuelle virkelighed i form af en VR-brille være et godt alternativ til at glemme den trang, der trængte sig på. For med VR-brillen på kan man træde ind i en anden verden for en stund.

Se videoen og få et indblik i, hvordan VR-brillen virker.


VR-brillen i dag og i fremtiden

Tilbage i 2018 indkøbte afdeling M VR-udstyr:

- Det var både VR-udstyr, hvor vi selv lagde indhold ind, og hvor vi købte færdige løsninger og programmer. Det gjorde vi for selv at blive bekendte med teknikken og for sammen med medarbejderne og patienterne at få deres feedback på, hvad det er, den her teknologi kan, fortæller klinikchef Jakob Krarup på afdeling M.

Afdelingssygeplejerske Mette Bruun Ibsen er en af dem, der har sørget for, at VR-brillen blev bragt til live på afsnittet M21:

- Som led i et større projekt fik vi på afsnittet mulighed for at afprøve VR-brillen. Og jeg er altid klar på at afprøve noget nyt, for jeg tænker, at vi skal have så bred en vifte af behandlingstilbud som muligt til vores patienter, fortæller Mette og fortsætter:

- Jeg har som afdelingssygeplejerske talt med mange patienter om VR-brillen og spurgt, om de ville prøve den sammen med mig for at se, hvordan de virker i vores behandlingstilbud. Og i forhold til mine kolleger har jeg haft VR-brillerne med til personalemøder, til morgenmøder og til vores samlinger, hvor mine kolleger har kunnet prøve brillen. Det har jeg gjort, fordi der kan være en vis teknologiforskrækkelse, når det gælder VR, da det ikke er en naturlig del af de fleste menneskers dagligdag, så den barriere har vi lige skullet over, slutter Mette med et smil på læben.

På afdeling M har de arbejdet strategisk med at formulere nogle indsatsområder som et led i den kognitive adfærdsterapi, hvor VR kan bruges fx i forbindelse med tvangsforebyggelse og afledning i forhold til misbrug, når patienten oplever "craving".

- Jeg tror, at vi i løbet af få år er ret langt med at bruge den her teknologi til at give patienterne nogle redskaber, hvor de selv kan træne fx adfærdsmønstre, siger Jakob.

Det viser evalueringerne…

Hvordan finder man ud af, om VR-teknologien virker, og om den har en effekt i forhold til patienter med en dobbeltdiagnose?

- Vi har udarbejdet et spørgeskema, som bliver udfyldt sammen med patienterne hver gang, de har brugt VR-brillen, og tilbagemeldingerne er overvejende positive. Patienterne synes, det er et rigtigt godt supplement til den behandling, vi i øvrigt har. Og det de får ud af det fx i forhold til stoftrang, er et alternativ til at arbejde med stoftrangen. Hvor de tidligere selv har skullet komme i tanke om alternative strategier til at bekæmpe stoftrangen, har de her en ny teknologisk mulighed til arbejde med stoftrang, uro eller angst og simpelthen få tankerne hen på noget andet, fortæller Mette, mens Jakob supplerer:

- Det interessante er jo, at patienterne synes rigtig godt om teknologien. Det vidste vi jo godt fra forskningen med blandt andet brugen af smartphones - at patienter der ellers kan være isolerede eller paranoide, faktisk på mange måder har det godt med en teknologi, hvor de kan arbejde med sig selv, og hvor der ikke er en tæt, menneskelig kontakt. Langt flertallet af vores patienter har også taget godt i mod VR-brillen og har rapporteret tilbage, at det faktisk hjælper dem.

De teknologiske muligheders begrænsninger

Når talen falder på, hvilke begrænsninger nye teknologier som VR kan have, handler det ifølge Mette og Jakob ikke primært om teknologien selv, men om os som mennesker:

- Det, vi har fundet ud af, er, at det er hos os selv som sundhedsprofessionelle, at der er modstand. Forstår vi mulighederne? Er vi usikre på, hvordan vi skal lære de nye teknikker? Fordi det er et nyt område, er vi lidt tilbageholdende, da vi ikke er blevet uddannede i det - vi er ikke blevet certificerede i det. Og gør vi det nu godt nok? Vi er er jo vant til at have helt styr på det, vi gør, fortæller Jakob og kommer med flere eksempler på, hvor han oplever begrænsninger i forhold til VR-teknologien:

- Så er der også begrænsninger i den IT-infrastruktur, som vi har i vores enheder – for er de klar til at understøtte det, som de forskellige former for udstyr i virkeligheden kræver? Og så er der GDPR og alle de regulativer, som sørger for at beskytte patientdata – har man tænkt det ind i de løsninger, man gerne vil arbejde med? Ligesom med alle de andre behandlingstilbud, skal vi have kompetencerne på plads og få lov til at håndtere data, slutter Jakob. 

Mere om integration af VR i kognitiv adfærdsterapeutisk behandling

VR kan simulere triggersituationer hos patienter med en dobbeltdiagnose og bidrage til at udløse en ægte reaktion inklusive arousal og følelser. VR-programmerne skal gradvist bringe patienten ind i situationer, der udløser stoftrangen. Gennem sansemæssig stimulation hjælpes patienten til at håndtere de svære situationer, der kan udløse tilbagefald. Patienterne guides af kompetente behandlere, som bl.a. hjælper patienterne med at identificere reaktionerne bag misbrugsmønstret samt vejlede i selvkontrol og omstrukturering af dysfunktionelle overbevisninger. På den måde kan VR bruges i arbejdet med empirisk støtte i de behandlingsmodeller, vi kender ift. dobbeltdiagnose, misbrug, psykose, angst, depression mv.
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor