Indsatsen for børn som pårørende skal styrkes i psykiatrien

Stor konference den 20-21. november skal forsøge at give svar på, hvordan man støtter og arbejder forebyggende med børn af forældre med psykisk sygdom.

Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis der ikke er hjælp at hente, når mor eller far er syg. Undersøgelser viser blandt andet, at børn som vokser op med psykisk syge forældre har større risiko for selv at blive psykisk syge.

Omkring hver 3. patient i Region Hovedstadens Psykiatri har børn under 18. Derfor har Region Hovedstadens Psykiatri i samarbejde med Psykiatri Skåne siden 2012 arbejdet målrettet med, hvordan man involverer og hjælper børn, der har psykisk sygdom tæt på. Projektet ”børn som pårørende i psykiatrien” har undersøgt børnenes rolle og behov for støtte, når mor eller far er syg.

Svært at tale med andre

Den 20-21. november skal projektet rundes af ved en stor konference i Malmö med omkring 500 deltagere. Forskere, fagpersoner, og pårørendeorganisationer vil over de to dage give deres indsigt videre i paneldebatter, vidensdeling og workshops, som alle skal sætte fokus på, hvordan man bedst inddrager og støtter børn i familier, hvor psykisk sygdom er tæt på.

Og inddragelse af børn som pårørende i psykiatrien er vigtigt. Undersøgelser har blandt andet vist, at forældrene ofte har svært ved at tale med andre om sygdommen på grund af frygten for stigmatisering.

- Forældrene er bange for, at andre skal se skævt til dem og tro, at de er dårligere forældre. Derfor kan det være svært at bede om hjælp til, hvordan man taler med sine børn om sin psykiske sygdom og man derfor holder børnene udenfor. Men psykisk sygdom rammer ikke kun den enkelte, psykisk sygdom rammer hele familien., siger Katrine Frydendal, som er projektleder på den danske side af ”Børn som pårørende i psykiatrien.

Familiesamtaler skal udbredes

Selvom det kan være svært, så viser undersøgelsen også, at forældrene gerne vil tales med. Derfor har ”Børn som pårørende i psykiatrien” også haft fokus på at udbrede de såkaldte familiesamtaler, hvor det er barnets perspektiv, som er i centrum.

- Det er ofte med rigtig gode resultater for både forældre og børn. Børnene får svar på nogle af de mange spørgsmål de som regel har, og de bliver bekræftet i, at sygdommen ikke er deres skyld. Og forældrene bliver overraskede over, hvilke og hvor mange tanker børnene faktisk gør sig om deres sygdom, siger Katrine Frydendal.

Og der er basis for at udbrede den slags initiativer bredere i psykiatrien. Mange medarbejdere efterspørger redskaber til den svære samtale med forældrene, når snakken falder på børnenes vilkår og følelser. Derfor uddanner RHP nøglepersoner, som har kompetencerne til at tage snakken.

Konkrete værktøjer til hverdagen

På konferencen deltager oplægsholdere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Canada og USA. Lisbeth Zornig deltager også i konferencen, hvor hun skal være med i en paneldebat om barnets perspektiv i psykiatrien.

- Vi håber, at deltagerne vil tage hjem med konkret inspiration i bagagen, som kan bruges i deres daglige arbejde. Uanset om det er på klinikken, i pårørendeorganisationen eller på ledelsesgangen, siger Katrine Frydendal.

Deltagelse i konferencen er gratis.
Det er muligt at deltage både en eller begge dage.
Tilmelding kan ske på www.eventus.trippus.se/barnanhoriga2014

For yderlige information kontakt Katrine Skræppenborg Frydendal:

Katrine.frydendal@regionh.dk
Tlf. +45 61661542

Redaktør