Inspirationskatalog - Tvang, ledelse og polyfarmaci

Mindre tvang, bedre ledelse og bedre rådgivning i forhold til brug af flere slags medicin samtidig. Det er blot nogle af punkterne i det nye inspirationskatalog for psykiatriske afdelinger, som er resultatet af det nationale projekt ’Den Gode Psykiatriske Afdeling’.
 

Inspirationskataloget bygger på erfaringer fra fem psykiatriske afdelinger i Danmark, der i perioden 2010-2013 har fået særlig støtte til at styrke og udvikle kvaliteten af den psykiatriske undersøgelse, behandling og opfølgning. Blandt de fem deltagere er bl.a. Psykiatrisk Center Amager i Region Hovedstadens Psykiatri.

Indsatsen på de fem afdelinger er blevet evalueret, og det har resulteret i en evalueringsrapport samt et inspirationskatalog med udvalgte gode erfaringer og råd, som gives videre til landets øvrige psykiatriske afdelinger.

Fokus på tvang, ledelse og polyfarmaci

Inspirationskataloget beskriver bl.a., hvordan brugen af tvang kan reduceres ved systematisk at opprioritere indsatsen over for særligt udsatte patientgrupper.

Derudover indeholder kataloget bud på, hvordan man indsamler og videreformidler relevant ledelsesinformation, så det kan bruges som afsæt for ledelsesbeslutninger og give medarbejderne en fælles forståelse af, hvad der er vigtigt.

Inspirationskataloget kommer også med ideer til, hvordan psykiatriske afdelinger kan nedbringe omfanget af polyfarmaci – det vil sige brugen af flere slags medicin samtidig. Det konkrete råd er i dette tilfælde er at ansætte apoteksuddannet personale til at rådgive og derudover arbejde på at skabe åbenhed omkring den enkelte læges udskrivninger af medicin.

PC Amager har skabt gode resultater

Konsulenthuset Implement, der har gennemført evalueringen, vurderer at PC Amager har skabt flotte resultater særligt vedr. reduktion af tvang, som bør kunne inspirere resten af landet. Bl.a. gennemgår en læge alle tvangsforanstaltninger samtidig med at personalet efter hver eneste tvangsforanstaltning gennemgår episoden for at vurdere, om noget kunne være foregået anderledes eller bedre.

Der er ligeledes ros til PC Amager for det systematiske forbedringsarbejde med arbejdsgange og processer, og centret opfordres til at arbejde på samme måde med forbedring af patientforløb og kerneydelserne.

Blandt de flotte resultater kan nævnes, at antallet af bæltefikseringer faldt med 44%, brugen af akut beroligende tvangsmedicin faldt med 34% og antallet af volds- og konfliktepisoder faldt med 70%. Patienttilfredsheden steg med 3% til i alt 94%, mens medarbejdertilfredsheden steg med 29%.

Du kan læse mere om resultaterne på PC Amager og de andre projektafdelinger og lære af deres erfaringer i inspirationskataloget og evalueringsrapporten i faktaboksen til højre.

Læs mere og hent yderligere information i spalten til højre.

Redaktør