Region Hovedstadens Psykiatri har nu sin første strategi for brugerdeltagelse

Strategi for brugerdeltagelse sætter ambitiøse mål for mere og bedre brugerdeltagelse i psykiatrien.

Formålet med strategien er at understøtte, at brugerne deltager mest muligt i deres egen behandling og i udviklingen af psykiatrien. Det er vigtigt, at brugerne deltager, fordi de har en unik viden om deres sygdom, symptomer og om at leve med psykisk sygdom. Derudover er det brugerne, der på egen krop mærker, hvordan det er at være patient og pårørende i psykiatrien. Derfor udgør de en unik kilde til og samarbejdspart i at gøre det enkelte behandlings- og rehabiliteringsforløb bedst muligt, samtidig med at de er en vigtig part i at forbedre måden, vi tilrettelægger og indretter psykiatrien på.

Strategien sætter retningen for arbejdet med brugerdeltagelse i Region Hovedstadens Psykiatri og understøtter, at der samarbejdes systematisk og innovativt med brugerne i alle dele af psykiatrien. Hvad der menes med det og hvordan det skal ske er beskrevet i strategien, som du kan finde her på siden.

Med brugere menes der både patienter, pårørende, familier og netværk – børn såvel som voksne.

Strategien er udviklet af brugere, beboere, medarbejdere og ledere i Region Hovedstadens Pskyiatri. Arbejdet med strategi for brugerdeltagelse begyndte i december 2012 med nedsættelse af styregruppen for brugerdeltagelse, som består af:

  • Anne Hertz (vicedirektør & styregruppeformand)
  • Klavs Serup Rasmussen, (patientrepræsentant, projektleder for Din Gode Udskrivning & formand for Outsideren)
  • Kirsten Elise Hove (formand for Psykiatriforeningernes Fællesråd i Region Hovedstaden)
  • Kristen Kistrup (centerchef, PC Frederiksberg)
  • Gitte Busch Pedersen (udviklingschef, PC Nordsjælland)
  • Birgitte Borgbjerg Moltke (klinikchef, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center)
  • Lone Petersen (leder af Kompetencecenter for rehabilitering & recovery)
  • Lene Falgaard Eplov (forskningsleder, PC København)
  • Line Top Abildtrup (forstander, Orion)
  • Line Duelund Nielsen (sekretariatschef)
Alle centre, botilbud, stabe og Psykiatriforeningernes Fællesråd har fået strategien tilsendt. Har du endnu ikke læst strategien og er du nysgerrig på at vide mere, så hent en pdf-version af strategien her.

Du kan læse mere om brugerdeltagelse, om arbejdet med det i praksis og se film om emnet her:

Brugerdeltagelse i psykiatrien.​​​​

Redaktør