Sikkerhed på botilbud

Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Kommune tager hul på to nye samarbejdsprojekter, der skal forbedre den fælles indsats for borgere med dobbeltdiagnoser og borgere, der har behov for en særlig motivation og støtte for at følge den medicinske behandling.
Projekterne skal medvirke til at mindske risikoen for vold og overfald på personalet og beboere. Det skal være trygt at gå på arbejde – og det skal være trygt at være beboer på et socialpsykiatrisk botilbud.

Region og kommune samarbejder om borgeren
Med de nye projekter afprøver vi nye samarbejdsformer med fælles teams, der har medarbejdere fra både kommune og psykiatri.​​

De to teams skal arbejde integreret og sammen med borgeren og det øvrige personale på botilbuddet. I stedet for at koordinere hver vores indsats, tager det fælles team ud til borgeren og arbejder samtidigt med udredning og behandling, så sektorernes forskellige faglige kompetencer spiller sammen i en integreret indsats.​

Vi tager hermed forskud på sundhedsaftalen for 2015 – 2018, hvor vi skal arbejde med nye integrerede samarbejdsformer på tværs af sektorer.​​


Nyt kompetencecenter
Der vil også blive etableret en kompetencecenterfunktion, som kan være med til at klæde personalet på til at arbejde med særlige problemstillinger i deres daglige arbejde, så de bedst kan støtte beboerne i at reducere deres misbrug eller motivere dem til at tage deres medicin.

Brugere og medarbejdere samarbejder
Begge projekter skal nu tilrettelægges mere præcist i et samarbejde mellem brugere af botilbud og medarbejdere fra både kommune og psykiatri. Brugerne har de bedste forudsætninger for at fortælle, hvad de ønsker, og hvordan de gerne vil mødes, mens medarbejderne fra både psykiatri og kommune ved og forstår, hvilke forhold, der er særligt vigtige omkring fx sikkerhed på botilbud. 

Vi skal have et fælles sprog
Den nye samarbejdsform mellem region og kommune kræver, at medarbejderne på begge sider er åbne overfor andre fagligheder. Sektorerne skal have et fælles sprog og kende og benytte hinandens kompetencer. 

- Det er vores håb og forventning, at medarbejderne i begge sektorer får større viden om og faglig respekt for hinandens kompetencer - og dermed bedre forudsætninger for at yde en indsats, som den enkelte borger oplever som sammenhængende og helhedsorienteret, siger vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Anne Hertz.

Redaktør