Til kamp mod stereotyperne!

Folkeoplysning er en væsentlig og central sundhedsfaglig opgave, siger klinikchef Ida Hageman, som gerne optræder på både slap og stram line, når befolkningen skal oplyses om psykisk sygdom og psykiatrisk behandling.
Gi’r man egentlig stadig elektrochok?

Spørgsmålet blev stillet med en vis skepsis og måske også lidt halvmorbid fascination til klinikchef Ida Hageman, da hun var på scenen som en af de ’optrædende’ på Videnskabsteater i København. Og spørgsmålet rammer hele formålet med Ida Hagemans mange forskellige aktiviteter i folkeoplysningens tegn ind:

- Det er jo supergodt med den slags møder, hvor alle bare kan møde op: Det giver mulighed for at give svar på alle spørgsmålene, for at nuancere synet på psykiatrien, psykisk sygdom og behandling. Det åbner op på en helt anden måde, og jeg synes faktisk, at det er en meget vigtig sundhedsfaglig opgave, siger Ida Hageman.​

En paradoksal uvidenhed

Hun optræder i flere forskellige oplysende sammenhænge: Både i radio og på scenen. Alene og med patientambassadører. Og det gør hun, fordi befolkningen mangler en modvægt til de dårlige sager og negative historier, der ellers fylder i pressen.

Fordi der generelt mangler indsigt i det at leve med psykisk sygdom og viden om, hvordan den reelt behandles. Der mangler forståelse for, at langt hovedparten af alle psykiatriske patienter bliver bedre, når de får behandling – og mange endda raske. Måske er denne mangel på viden lidt paradoksal – for hun møder også en stor fascination af psykisk sygdom, sågar nysgerrighed.

- Psykiatrien vil altid være interessant, fordi det vækker en lille angstfornemmelse hos folk, når de konfronteres med tanken om, at man kan være syg på en måde, så man kommer ud af kontrol. Men samtidig er manges forestillinger om både sygdom og behandling helt ude af trit med virkeligheden. Og det er med til at stigmatisere patienterne, siger Ida Hageman.

Patienterne er de bedste formidlere

- Vores patienter skal være virkeligt stærke, fordi de ikke bare skal være i stand til at bære og håndtere deres sygdom. De skal også bære samfundets fordomme om deres sygdom. Og måske er denne dobbelte byrde endda blandet op med selvbebrejdelse over handlinger, de har udført under eksempelvis en manisk episode. Det er virkelig en hård cocktail. Og der tror jeg, at oplysning er en af de vigtige veje til at øge forståelsen – både hos den enkelte patient og i samfundet generelt. Og dermed lette byrden: Efter behandling skal vores patienter jo helst ud i samfundet og mødes med accept, så de ikke skal forsvare sig selv, fortsætter hun.

Ifølge klinikchefen er det faktisk patienterne selv, som er de bedste ambassadører: De kan bedre end nogen andre fortælle om livet med psykisk sygdom og for alvor nuancere det stereotype billede af en person med psykisk sygdom. Derfor er hun ekstra glad, når hun har mulighed for at formidle sammen med patienter.

- Jeg tror også, vi har en opgave i psykiatrien med at blive bedre til at formidle. Måske er vi nogle gange lidt for beskyttende – både over for os selv, vores fag og vores patienter. Jeg var i Hjernekassen på Danmarks Radios P1 tidligere i år. Det endte med at være en af kanelsen mest lyttede programmer. Og jeg blev virkelig glad helt ind i mit uldne papirhjerte, da jeg efterfølgende kunne læse en kommentar fra en lytter, som skrev, at her havde videnskab og humanismen mødtes i øjenhøjde: Så lykkedes projektet jo – i hvert fald denne gang. Og det var ikke mindst, fordi jeg havde en virkelig dygtig patientambassadør med i studiet, slutter hun.

Redaktør