Akkreditering: Hvem, hvad, hvorfor

​Så skal vi til det igen. Men hvorfor egentlig? 

​​Hvor stammer akkreditering fra?

Når RHP i uge 16 får besøg af IKAS' surveyors, er det tredje gang, at centrene akkrediteres under Den Danske Kvalitetsmodel. Men historien om akkreditering er meget længere end som så: I Danmark startede det med Hovedstadens Sygeshusfællesskab, som lige før årtusindeskiftet begyndte at undersøge akkrediteringsbegrebet. Det førte til, at den amerikanske organisation Joint Commission International akkrediterede samtlige hospitaler med dertilhørende psykiatriske afdelinger i 2002 – denne akkreditering blev siden gentaget i 2005 og 08. Valget af Joint Commission var langt fra tilfældigt. De er nemlig både de største i verden og dem med den ældste historie, når det kommer til akkreditering i sundhedsvæsnet.

Selve tanken om at lave standarder for hospitalsbehandlinger og akkreditere hospitalerne efter dem opstod i 1910 i USA. Der lavede kirurgen Ernest Codman et system til at vurdere effekten af en række behandlinger. Det førte til, at man i 1917 udarbejdede det første sæt af standarder (6 i alt) under American College of Surgeons (ACS). Standarderne spredte sig til andre specialer og blev til flere, og frem til 1951 var det faktisk ACS, som varetog akkreditering af hospitaler i USA. I '51 gik ACS sammen med de andre store lægelige organisationer i USA og dannede Joint Commission on Accreditation of Hospitals, som fortsatte arbejdet. I 1996 etablerede de så den internationale organisation, Joint Commission International.

Hvorfor akkrediterer man?
Formålet med akkreditering er ifølge Den Danske Kvalitetsmodel, at vurdere, om de sundhedsfaglige og den organisation, de er tilknyttet, er kompetente til at udføre sine opgaver. Altså at sikre et højt og tilfredsstillende kvalitetsniveau i pleje og behandling – og alle de tekniske procedurer, som ligger rundt om. Man kan sige, at tanken med Den Danske Kvalitetsmodel er at sikre, at en patient er sikker på at få samme standard i behandlingen – uanset hvor i landet, man bliver indlagt.

Det handler om patientsikkerhed, om at sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø, sørge for at alle er klædt på til at varetage deres opgaver, og om at kunne styre udviklingen i den ønskede retning. Det handler nemlig også om at udvikle og forbedre kvaliteten, fordi man for hver genakkreditering hæver kravene en smule.

Virker akkreditering overhovedet?
Der er lavet mange studier af effekten af at akkreditering i sundhedsvæsnet, og i 2008 offentliggjorde International Journal for Quality in Health Care et studie, som sammenligner resultaterne fra i alt 66 undersøgelser. Der konkluderer forfatterne, at akkreditering af hospitaler (både somatik og psykiatri) bl.a. medfører:

  • Øget indsats omkring sikkerhedsarbejdet i almindelig
  • Flere projekter om kvalitetsudvikling
  • Forbedret uddannelsesniveau hos de sundhedsfaglige
  • Bedre udbredelse og øget kvalitet af kliniske retningslinjer.

Desuden viser et studie fra 2001 af 24 traumecentre, som inkluderer data fra i alt knap 90.000 patienter, at akkreditering er forbundet med bedre overlevelse. Et studie fra 2009 af hjertecentre med data fra over 33.000 patienter viser, at de akkrediterede afdelinger har en markant øget sandsynlighed for at medicinere korrekt. Endelig viser flere studier, at man har bedre compliance med både nationale og egne retningslinjer, hvis man bliver akkrediteret.​

Redaktør