Debat om psykiatrien gælder alle

​Debatten, som er blevet ført mellem speciallæger og ledelsen i RHP, er ikke kun vigtig for læger i psykiatrien. ​PsykiatriNyt har mødt næstformand i VMU Britt Christensen og vicedirektør Anne Hertz til en samtale om dialog, debat og psykiatriens udvikling. 

​Vicedirektør Anne Hertz og næstformand i psykiatriens VMU Britt Christensen

Der er en større debat i gang i RHP. En række speciallæger i RHP åbnede for diskussionen, da de tilbage i januar måned sendte en protestskrivelse til Regionsrådet. Protesten handlede om sengepladser i psykiatrien, men debatten blev hurtigt mere omfattende.

Alle faggrupper har oplevet et stigende pres. Udrednings- og behandlingsret, dokumentation og registreringer fylder efterhåndende lige så meget i debatten som sengepladser gør.

Debatten har betydet, at der nu skal sættes ind med mere dialog mellem speciallægerne og ledelsen i RHP. Men hvordan har dialogen med de andre faggrupper det egentlig? Og hvilke udfordringer vejer tungest her?

For at finde ud af det satte PsykiatriNyt derfor næstformand i VMU ​Britt Christensen og Vicedirektør Anne Hertz i stævne på Kristineberg til en snak om udfordringer, løsninger og RHP's udvikling.

Britt Christensen (BC): I bund og grund synes jeg, at vi har en rigtig god virksomhed med rigtig mange dygtige og kompetente medarbejdere, som gerne vil patienterne og det faglige arbejde. Men mange af mine kollegaer føler sig begrænsede i forhold til at kunne bruge de kompetencer, som de har. Alt bliver beskrevet i vejledninger, så det giver jo begrænsninger, når andre har taget stilling til, hvordan de skal udføre deres opgave. Man føler at fagligheden er på spil.

Anne Hertz (AH) Det er en vanskelig balance. Vi har brug for medarbejdere, som tør træffe beslutninger og som bruger deres faglighed på tænksom vis. Men samtidig har vi også brug for at sætte rammer for vores arbejde. Man kan godt kalde det standarder. Det er et sikkerhedsnet, som vi forsøger at spænde ud under patienterne, så alle så at sige er sikret samme kvalitet. Samtidig, så er jeg med på, at der er mange krav om dokumentation og mange vejledninger. Men meget af det kommer ikke fra Kristineberg. Vi forsøger faktisk at være gatekeepere og sikre, at så lidt som muligt siver ned til centrene. Men jeg medgiver, at det nok ikke altid føles sådan.

​Læs mere: Tre stemmer i debatten

BC: Jeg er heller ikke i tvivl om, at en af problemstillingerne er, at man ikke kan gennemskue hvor de beslutninger og retningslinjer kommer fra. Når man ikke kan det, så ved man heller ikke, hvor man skal rette sin kritik eller frustration hen. Der er et kæmpe forbedringspotentiale der. Jeg oplever, at medarbejderne spørger sig selv: Vil ledelserne os det i det hele taget godt? Når jeg hører sådan noget, så får jeg nærmest gåsehud, for det er sørme ikke der, vi skulle hen. Det er heller ikke sådan jeg oplever det som næstformand i VMU. Jeg oplever faktisk, at vi har en god dialog og at alle gerne vil det her. Men jeg oplever en angst blandt medarbejderne i forhold til at kunne sige, hvad man tænker uden konsekvenser.  

AH: Det bekymrer mig, hvis der er sådan en fornemmelse af, at man ikke tør sige, hvad man tænker.  Det er vigtigt at alle medarbejdere og ledere ved, at der er brug for dem, og at der er åbenhed og højt til loftet. Vi vil som ledelser meget gerne høre alle meninger, og det gælder også de kritiske, for det er tit dem, som man kan lære mest af. Selvfølgelig skal debatten være ordentlig og sober, så vi ikke ender i hver sin skyttegrav. Hvis vi kan have en konstruktiv kritisk dialog, så tror jeg, at vi kan nå rigtig langt. Og vi kan blive bedre til at signalere, at det er ok at komme med kritik. Det er vigtigt. Og så er det vigtigt, at man bruger sit ledelsessystem.

BC: Men jeg kommer jo også ude ved mellemlederne på afsnittene, og de fortæller mig, at de er lige så pressede. De skal leve op til ydelseskrav og styre en benhård økonomi, som hele tiden bliver reduceret fordi Region Hovedstaden har den økonomi, som vi har. Det er skruen uden ende, for de bliver nødt til at presse det helt ud til grænsen for at få bundlinjen til at gå op. Ellers bliver de jo stillet til ansvar. Og lige præcis det her led, som er så meget i klemme, det er jo led, som er ud til den enkelte medarbejder.

Læs mere: I oprørte vande​

AH: Lederniveauet er meget hårdt spændt for lige nu. Det er også min opfattelse, når jeg kommer rundt på afdelingerne. Afsnitslederne har mange medarbejdere der referer til dem, og de har et stort ledelsesansvar både for drift og patientforløb. Jeg ved, at de arbejder rigtig, rigtig meget, og det vil jeg bestemt også gerne anerkende. Og sådan skal det ikke blive ved med at være. Vi kommer nok op og behandler omkring 50.000 personer i år. Det er en voldsom vækst, og det er klart, at det kan mærkes. Men vi må jo finde fælles løsninger og tale om, hvad vi så gør. Har vi presset systemet for hårdt? Og hvad kan vi gøre for at folk i højere grad føler sin anerkendt, set og hørt som en vigtig del af vores hospital? Jeg tror, at man som medarbejder og leder kan tåle rigtig meget, hvis man føler, at man er på rette spor, og føler sig sikker i sin opbakning fra ledelsen. Det er nok ikke den letteste løsning, men jeg tror, at vi skal begynde i den del, som handler om at åbne vores organisation op for mere involvering. Der kommer mange fine udspil fra Kristineberg. Måske skal de være knapt så færdige og mere involverende.

BC: Det allervigtigste er, at medarbejderne skal kunne se idéen i den forandring der kommer, for at det kan lykkes. Jeg er klar over, at vi er presset af politikerne og nogle gange tænker man også, at de skal lade os blive færdige med at implementere, før der kommer nye krav til. Måske skal vi medarbejdere også gå videre med den del i det politiske system. Noget andet, som også er vigtigt er synlighed. Det betyder meget med synlige ledere for den enkelte medarbejder. Jeg har hørt det flere gange steder, når ledere har været ude at gå gemba for eksempel. Mange medarbejdere bliver rigtigt glade for at få stillet nogle spørgsmål, og mærke en interesse. Der er en følelse af tillid der. Det skal vi gøre meget mere af.

​​Læs mere: Speciallæge-dialog: Interview med Peter Treufeldt​

AH: Det er jeg enig i. Og så tror jeg også, at vi skal blive bedre til at bruge vores MED-system. Vi har et rigtig godt MED-system og hvis vi kan bruge det mere aktivt, så kan vi måske også undgå, at frustrationerne vokser sig for store. Og så skal vi tænke på alle faggrupper her i psykiatrien, og ikke kun speciallægerne. Vi er meget tværfagligt sammensat, og det er vigtigt at få den tværfaglighed repræsenteret i de drøftelser vi har fremadrettet om, hvad vi skal gøre.

BC: Vi skal blive bedre i vores samarbejdssystem, hvor ledere og medarbejdere mødes og taler om de store linjer. Det tager vi fat på i vores VMU og samarbejdsudvalget. Vi har gjort det før, men det er ikke rigtig kommet ud, og det må vi jo se på og komme i proces med. Jeg synes også at en af vores store forcer i den her virksomhed er, at vi er gode til at arbejde på tværs af faggrupper og bruge hinandens faglighed. Det skal vi blive ved med. ​​

Redaktør