Leder: På vej mod et mere fokuseret RHP

Vi har nok at se til i Region Hovedstadens Psykiatri.

I år passerer vi formentlig en ny milepæl med 50.000 behandlede patienter på vores centre. Jeg tror ikke, at den udvikling vil vende foreløbig. På den ene side skal vi glæde os over, at vi hjælper flere og at vores behandling er efterspurgt. Men det kan selvfølgelig også mærkes i hverdagen.

Samtidig stilles der stadig større krav til vores behandling fra samfundet. Vi skal udrede og behandle vores patienter hurtigere, vi skal minimere vores brug af tvangsforanstaltninger og leve op til et væld af retningslinjer og regler. Det sker alt sammen i den bedste mening, men også her betyder det i sidste ende, at vi får mere at lave.

Vi har også selv et behov for at kunne søsætte nye projekter og initiativer af forskellig art. Det er nødvendigt, hvis vi skal udvikle nye behandlingsmetoder, eller prøve nye arbejdsgange af i en større målestok. Men vi må erkende, at selvom også vores hensigter er gode, så giver det også ekstra travlhed.  

Der er behov for forenkling og ro til at arbejde. Det arbejder vi i ledelsen hårdt på at sikre. Men vi kan ikke gøre det alene.

Hvis vi skal imødekomme de mange nye patienter også fremover, så kræver det, at vi alle hjælper til og forsøger at sikre gode og intelligente arbejdsgange i det daglige gennem målrettet forbedringsarbejde, så vi kan bruge mest muligt tid på patienterne. Det har vi alle et ansvar for.

Men det er ofte fra ledelse og direktion, at nye og ofte omfattende initiativer udspringer. Derfor må vi selv tage fat, hvis vi skal skabe ro om organisationen. Det arbejde er i fuld gang.

Vi skal have styr på projekterne. Gennem præcis porteføljestyring vil vi sikre færre, men bedre projekter og initiativer. Vi skal have længere sigtelinjer. Det vil vi blandt andet give gennem en mere langsigtet plan, som giver mere ro om vores ambitioner og mål. Vi skal have fokus på, og tid til, implementering.

Det gælder ikke mindst for vores arbejde med implementering af Sundhedsplatformen. Det er et gennemtestet og afprøvet system, som kan og skal sikre langt mere smidige arbejdsgange i det daglige, men et så omfattende projekt vil kræve tid og kræfter.

Vi skal aldrig blive en stillestående organisation, men jeg håber og tror på, at vi i de kommende år vil opleve et mere fokuseret RHP – til gavn for både patienter og medarbejdere. ​

Redaktør