Skal LUP'en i mål, skal der tænkes nyt

​Selvom patienterne i Region Hovedstadens Psykiatri samlet set er tilfredse med deres behandling, oplever halvdelen ikke at blive tilbudt skriftlig information om deres sygdom og behandling. Det er et alvorligt problem i forhold til patientens rolle i behandlingen. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at ændre det.​​​​​

Af Karina Christensen, Projekt Din Gode Udskrivning

Ifølge den seneste Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed (LUP) er 90% af de indlagte patienter i Region Hovedstadens Psykiatri tilfredse eller meget tilfredse med deres behandlingsforløb. 

For det skriftlige patientinformationsmateriale, er det dog anderledes. Her oplever hver anden patient ikke at modtage informationsmateriale, selvom målet er alle patienter. På nogle afsnit er det endda helt op til 8 ud af 10 patienter, der ikke oplever at modtage skriftlig information om deres sygdom og/eller behandling.

Læs mere: Lup 2014

Resultatet følger tendensen fra de seneste år. Af samme grund er udlevering af patientinformationsmateriale gentagne gange blevet udpeget som et forbedringsområde af Region Hovedstadens Psykiatri. Viden øger et menneskes handlekompetencer, og bl.a. Den Danske Kvalitetsmodel understreger patientinformationsmaterialets vigtige rolle som understøttende for den mundtlige information, personalet giver.

Et studie fra Sundhedsstyrelsen konkluderede i 2008, at forhåndsviden er en forudsætning for patienten​s deltagelse i sit behandlingsforløb, og patientens aktive deltagelse beskrives i Region Hovedstadens Psykiatris strategi for brugerdeltagelsesom afgørende; "Hvis et menneske med psykisk sygdom skal komme sig, skal han eller hun have arbejdshandskerne på og selv deltage og tage medansvar for recovery-processen. Det er ikke en proces, andre kan klare for én."

Med andre ord peger LUP'en på en væsentlig udfordring i forhold til at understøtte patienternes recovery. Som patient skal man have den information, man har brug for for at kunne deltage og være med til at træffe beslutninger. Og i sidste ende være med til at arbejde med at komme sig.

Udleveret – men ikke modtaget
I 2014 besøgte Projekt Din Gode Udskrivning 52 psykiatriske afsnit i Region Hovedstadens Psykiatri, og gennemførte workshops for mere end 400 medarbejdere og 200 patienter. Her tegnede der sig  - interessant nok - et helt andet billede end i LUP'en, når patienter og medarbejdere fortalte om udlevering af skriftligt patientinformationsmateriale.

Især patienterne beskrev, at der i forbindelse med en indlæggelse kunne blive udleveret så meget skriftlig information, at det var vanskeligt at overskue bunkerne af foldere. Dette kunne typisk bekræftes af de fleste medarbejdere, hvilket samlet set peger på et markant misforhold mellem mængden af skriftlig information, der udleveres, og mængden at materiale, patienterne i LUP'en oplever at modtage.

Af samme grund er resultater fra LUP'en vigtige, dog sandsynligvis ikke i forhold til, hvor meget eller lidt patientinformationsmateriale der konkret udleveres under en indlæggelse i psykiatrien. LUP'en siger i stedet noget væsentligt om, at patienterne ikke føler, at de får den information, de har brug for i deres behandlingsforløb.

Information er interaktion
Fordi god og rigelig information om ens sygdom, rettigheder og mulighederne for at deltage i sit behandlingsforløb, er vigtige komponenter i den recoveryorienterede behandlingsindsats, kan det skriftlige patientinformationsmateriale spille en stadig mere central rolle, efterhånden som Region Hovedstadens Psykiatri arbejder stadig mere recoveryorienteret.

For at realisere dette potentiale er det vigtigt ikke at tro, at det er selve det skriftlige informationsmateriale, der er forkert. I stedet er det nødvendigt at forholde sig til, at den typiske sprogbrug omkring "at give" og "at få" information let skaber en fejlagtige opfattelse af information som en fysisk ting, en person kan skubbe hen over bordet til en anden. I virkeligheden kræver information dialog, hvori der indgår både tolkning og afvejninger af, hvad der er passende handlinger i netop den situation. Information er noget, der opstår gennem "interaktion mellem mennesker og mellem mennesker og medier."

Der er derfor væsentlig grund til at tro, at for at forbedre LUP'ens resultater på området for skriftlig patientinformation, og dermed "give" patienterne den forhåndsviden de har brug for, er det nødvendigt, at se på de praksisser, der er for udleveringen af patientinformationsmaterialet.

Eksempel på en praksis
Ved projekt Din Gode Udskrivnings workshops på centrene fandt 97% af patienter og medarbejdere aktiviteterne relevante. Workshoppen blev gennemført af tidligere patienter, og er et eksempel på en praksis, der muliggjorde de nødvendige tolkninger og afvejninger, der var væsentlige i forhold til patienternes situation på lige netop det afsnit. 95% angav at ville bruge Udskrivningsguiden fremover.

Resultaterne lå i forlængelse af den første evaluering af Udskrivningsguiden i 2012. Den påpegede, at informationsmateriale som Udskrivningsguiden skaber mest værdi, når det gennemgås i dialog med medarbejderne. Herved skabes den vigtige kobling mellem det, der er væsentligt for patienterne, og den viden personalet har om, hvad der hjælper patienterne videre.

Med andre ord er resultaterne fra LUP'en væsentlige. Opmærksomheden om disse kan på kort sigt bidrage til at fremme patienternes aktive deltagelse i egen behandling og på længere sigt fremme recovery. At LUP'en gentagne gange har scoret lavt på informationsmaterialet, på trods af, at dette har indgået i resultatkontrakterne i en række år, vil sandsynligvis ikke ændre sig, med mindre, der etableres praksisser, der understøtter det skriftlige patientinformationsmateriales relevans. For eksempel ved, at en medarbejder tager materialet i hånden og bidrager til at anskueliggøre relevansen af indholdet.

Som en kvindelig patient sagde under en af projekt Din Gode Udskrivnings workshops; "For at hjælpe sig selv, skal man vide hvordan."​

          Fakta:

  • Projekt Din Gode Udskrivning støttes af TrygFonden og drives i et samarbejde mellem AskovFonden og bruger-pårørendeforeningerne Outsideren og Psykiatriforeningernes Fællesråd i Region Hovedstaden. Udskrivningsguiden og projektets andre aktiviteter indgår i Region Hovedstadens Psykiatri strategi for brugerdeltagelse, der blev lanceret i marts 2014. Se mere på www.udskrevet.dk
  • Region Hovedstadens Psykiatris interne vejledning til udlevering af skriftlig patientinformationsmateriale:
    Skriftligt patientinformationsmateriale skal udleveres i forbindelse med indlæggelse eller opstart af ambulant behandling. Det er op til personalet at vurdere, hvornår patienten er i stand til at modtage den skriftlige information.  Udlevering af materiale dokumenteres i patientjournalen. Det dokumenteres i journalen, at patienten har forstået informationen.​​​​
Redaktør