Speciallæge-dialog: Interview med Peter Treufeldt

​Hvorfor blev debatten så kompliceret, og hvordan kommer vi videre? Lægefaglig vicedirektør Peter Treufeldt svarer på speciallægernes kritik. 

​V​icedirektør Peter Treufeldt​

Underskriftsindsamlingen, som startede hele processen med dialogmøder og stormøder, udspringer jo af et ret konkret ønske: flere senge til psykiatrien. Hvorfor har I ikke valgt at holde den efterfølgende dialogproces i det spor i stedet for at inkludere en række andre problemstillinger?

Det er rigtigt, at der undervejs i processen er blevet peget på en række andre store udfordringer, som måske i en vis grad har gjort billedet mere kompliceret. Vi valgte på de lokale dialogmøder at lade speciallægerne bestemme, hvad der skulle på dagsordenen, og det har så dannet grundlag for forskellige drøftelser. Udfordringerne er meget forskelligartede på centrene, og vi mente, at det var vigtigt at få talt om det, som fylder på det enkelte center. Det er ikke sådan, at sengeproblematikken er blevet skubbet i baggrunden. Vi kan se, at der er en række udfordringer, som vi ikke kan løse uden hjælp fra vores speciallæger, så dialogmøderne og stormødet var første skridt på vejen mod en bedre dialog fremadrettet. Det skal gerne føre til, at vi bliver bedre til sammen at arbejde på løsninger på flere af de udfordringer, som vi står over for. Det gælder også sengeproblematikken. Samtidig vil vi også gerne støtte speciallægernes engagement i en række råd og arbejdsgrupper, hvor mange af problemerne også vil blive drøftet.

Kan det ikke være, at I bliver nødt til at åbne nye senge?

Vi vil selvfølgelig se på alle muligheder. Vi skal jo blandt andet til at se nærmere på, hvordan vi anvender vores sengekapacitet, og i det arbejde vil vi selvfølgelig også undersøge, om vi har den rigtige kapacitet på de rigtige steder. Derfor kan jeg ikke udelukke, at der skal åbnes senge på udvalgte områder. Men samtidig vil jeg gerne sige, at vi nok ikke skal forvente en væsentligt større kapacitet end den vi har nu. På det sidste stormøde var det min opfattelse, at Sophie Hæstorp også gav udtryk for, at vi har de senge, vi har, og at det er inden for de rammer, vi skal finde løsninger. Politisk er der jo et ønske om, at vi skal arbejde mod en styrket ambulant psykiatri med fokus på behandling i patientens eget nærmiljø. Det er de samme signaler, vi får fra Folketinget, og det bakker vi jo også op om. Vi opererer så også inden for nogle politiske rammer. Og jeg tror ikke, at der findes én eneste politiker, som ikke ved, at medarbejderne i psykiatrien synes, at der skal flere ressourcer til området. Der findes ikke nogen lette løsninger på de udfordringer, som speciallægerne peger på. Jeg tror, at der skal sættes ind på en række områder.

​​Læs mere: Tre stemmer i debatten​

Hvilke?

Jamen, vi ønsker fortsat at udbygge det ambulante, så vi i endnu højere grad kan aflaste sengepsykiatrien. Samtidig må vi også sige, at kommunerne har noget at indhente, når det kommer til at støtte og pleje kronisk psykisk syge bedre, så de ikke har brug for så mange og lange indlæggelser. Det skal vi hjælpe dem med.

Hvordan det?

En del af løsningen kunne være, at vi får udarbejdet nogle patientforløbsbeskrivelser, som beskriver, hvad standarden for vores behandling under en indlæggelse egentlig skal være, selvfølgelig afhængig af lidelse og så videre. I forbindelse med det arbejde vil det blive tydeligere, hvilken rolle kommunerne spiller før, under og efter en indlæggelse, for at patienten skal opleve et godt forløb. Hvis vi kan lægge det frem, så tror jeg, at det bliver lettere at tale med kommunerne og praksissektoren om egentlige patientforløbsprogrammer, som man har flere steder i somatikken, hvor der er faste aftaler om, hvilke kommunale ydelser og tilbud bestemte patienter har brug for og hvornår. Og der er jo lige kommet en generisk model for sådan nogle programmer i psykiatrien. Det skal vi benytte os af. Det er noget af det, som vi vil tage med til bordet i den arbejdsgruppe, som skal se på behandling under indlæggelse. Det kan vi ikke gøre uden hjælp fra vores specialister, heriblandt i høj grad speciallægerne, som vil blive bredt involveret i det arbejde.

Hvorfor er det nået dertil, hvor speciallægerne må sende underskriftsindsamlinger til politikerne i stedet for at gå til jer i direktionen?

Man har i hvert fald ikke følt sig tilstrækkeligt hørt. Der er nok flere forklaringer på, hvorfor det er sådan, men jeg tror en del af forklaringen er, at man har savnet mere involvering i udviklingsarbejdet. Blandt andet derfor etablerer vi nu et nyt organ, et overlægeråd, så vi kan få en​ bredere dialog med speciallægerne ud over den, som finder sted i ledelsessystemet, som det er nu. Jeg tror, at vi har brug for at få nogle af de her store udfordringer dagsordenssat så at sige. Vi har allerede en række råd og udvalg, hvor man kan gøre sin indflydelse gældende, og det gør rigtig mange heldigvis allerede, men vi kan fornemme, at der måske mangler et ekstra lag. Jeg vil gerne understrege, at uden hjælp fra vores specialister så kan vi ikke udvikle psykiatrien, og noget af det, som jeg tog med mig fra vores dialogmøder, var også, at der er en stor lyst og vilje til at deltage i det arbejde. Det er jeg meget glad for.

Læs mere: ​I oprørte vande

I Region Hovedstadens Psykiatri er der jo mange andre faggrupper, som oplever de samme udfordringer. Hvordan vil I sikre, at de også bliver hørt i udviklingen af Region Hovedstadens Psykiatri?

Vi har i psykiatrien i forvejen en hel række samarbejdsorganer, hvor den her løbende dialog mellem hospitalets ledelsesstreng og hospitalets medarbejdere kan finde sted. Der er samarbejdsudvalg både lokalt på centrene, men også det samlede hospital. For nylig oprettede vi vores udviklingsfora, hvor der jo er bred repræsentation af alle faggrupper, og som har en helt essentiel rolle at spille for vores udvikling. Men det er klart, at den dialog også fortsat skal forfines, så vi sikrer, at alle er med ombord. Udvikling er også mange ting. Et af de steder, hvor man kan gøre en stor og hurtig forskel i hverdagen, er jo ved at bruge vores forbedringsarbejde som platform for at gøre arbejdsgangene bedre i hverdagen. Essensen i det at have en forbedringskultur er netop, at det er medarbejdernes ideer, der skal i spil – og her taler vi altså om alle medarbejderne.

Læs mere: Debat om psykiatrien gælder alle​

Hvad er dit ønske til processen fremadrettet?

At vi kan fortsætte og forbedre dialogen. For vi har mange store udfordringer, blandt andet på lægeområdet, hvor vi må se i øjnene, at vi kommer til at mangle speciallæger i en længere årrække. Og vi kan ikke bare rekruttere speciallæger fra provinsen – for der er manglen endnu mere udtalt. Vi bliver nødt til i fællesskab at finde på nye måder at fordele opgaverne mellem de mange kvalificerede medarbejdere, der er i psykiatrien, samtidig med at vi skal se på, hvordan vi får lægerne til at blive længere i specialet, før de går på pension. Vi må nok se i øjnene, og det er jo for så vidt godt, at der vil være flere, der efterspørger vores ydelser. Det er store udfordringer, men jeg glæder mig til et samarbejde om at få dem løftet.​

Redaktør