Lederprisen 2015: Hvad er en god leder?

​Fire ledere fra RHP var med i kapløbet om at blive nomineret til Lederprisen 2015. Louise Behrend Rasmussen er blandt de ​sidste fire nominerede til prisen. Læs om de indstillede fra RHP og hvad der gør dem til gode ledere. 

​​

Når Region H igen i år uddeler sin Lederpris, som gives for en ekstraordinær ledelsesindsats, vil 4 ledere fra RHP have deltaget i kapløbet.

Men hvorfor er de tre blevet indstillet af deres medarbejdere? Hvad er det de kan – og hvad kan vi lære af dem?

LOUISE BEHREND RASMUSSEN, KLINIKCHEF PC BALLERUP:

Louise Behrend_beskåret aflangt.jpg
 Hvad er god ledelse for dig?
Varm, støttende og energisk fagstærk ledelse der nøgternt og nysgerrigt forsøger at finde ud af, hvad der motiverer netop dig som medarbejder for at gøre det bedste for patienterne. En ledelse, som går forrest, men aldrig går alene. 

Kan du give et eksempel på, hvornår du synes, du er lykkes som leder?
 Når jeg ser, at medarbejderne har tillid til, at vi sammen kan løse udfordringerne og føler den energi det giver.

Hvad er din bedste oplevelse som leder i din tid i RHP?
 At vi fastholder en snart 90 % reduktion i bæltefikseringer og at se, hvad det betyder for patienter og medarbejdere.

 MORTEN EKSTRØM, OVERLÆGE, PC BALLERUP, HAR VÆRET MED TIL AT INDSTILLE LOUISE:

Morten Ekstrøm_beskåret.jpg
Hvorfor er Louise en god leder?
Hun går forrest, arbejder hårdt og målrettet, har altid en åben dør, kan kontaktes dag og nat og er i dagligdagen en meget synlig leder. Hun er velovervejet, velargumenteret, og klar i sine udmeldinger. Hun er  kompetent klinisk og forskningsmæssigt, og det skaber naturlig respekt. Hun er sympatisk, social, empatisk og altid i godt humør.

Hvad betyder det for jeres hverdag, at I har en god leder?
Arbejdsmiljøet er markant bedret, sygefravær er mindsket, stress niveauet dalet og arbejdsglæden øget. Mødestrukturen er optimeret med færre og bedre møder. Det giver ro til det lægelige arbejde.

Hvad er din bedste oplevelse med Louise som leder?
Louise har tillid til sine kolleger, og det gør, at man har lyst til at yde mere. Hun behandler folk med respekt, er altid lyttende og åben overfor nye forslag. Hun er heller ikke bange for selv at tage en beslutning og skære igennem.

Hvad har Louise opnået som leder hos jer?
Hun har skabt en følelse af sammenhørighed i lægegruppen, et forskningsforum og en forskningsstrategi. Hun har lagt en plan for et bedre læringsmiljø og vægtet undervisning af yngre læger. Alle yngre lægestillinger er besat, og vi mangler kun få speciallæger. Der er aldrig problemer med at få dækket vagten ved sygdom eller fravær.

Læs mere: Louise Behrend Rasmussen nomineret til Lederprisen 2015​

 LENE WADLAND, OVERLÆGE BUC:

lene WadlandB195_BUC_Beskåret.jpg 

Hvad er god ledelse for dig?
En hjørnesten er god kommunikation. Det vil sige at kunne kommunikere anerkendende, respektfuldt og tydeligt samt videreformidle beslutninger og tiltag ovenfra, så de giver mening for personalet i deres kliniske hverdag.

Kan du give et eksempel på, hvornår du synes, du er lykkes som leder?
Når jeg præsenterer beslutninger taget i centerledelsen, som jeg umiddelbart forventer vil medføre modstand og frustration hos medarbejderne, på en måde, der medfører accept hos personalet.

Hvad er din bedste oplevelse som leder i din tid i RHP?
Jeg har kun fungeret som leder i RHP i 14 måneder og har aldrig oplevet mig selv som den fødte leder.Men det er gået over al forventning. Jeg oplever at være vokset med opgaven og er umådelig stolt over sammen med mine teamledere at være blevet indstillet til lederprisen af personalet.

 WIVI RASMUSSEN, SPECIALPSYKOLOG, HAR VÆRET MED TIL AT INDSTILLE LENE:

Wivi beskåret.jpg 

Hvorfor er Lene en god leder?
Lene er klar og tydelig i forhold til vores rammer. Hun videreformidler vilkår, der kommer fra øverste ledelse, så det er omsætteligt for os i dagligdagen. Hun anerkender vores perspektiv på de vilkår og tager os med på råd. I forhold til udrednings- og behandlingsarbejdet tilpasser hun det den konkrete problemstilling, hvilket gør arbejdet mere smidigt. Lene har fokus på udvikling og trivsel, hun forholder sig nysgerrigt og åbent til nye forslag. Hun er tilgængelig, og man får et hurtigt svar. Hun værner om fællesskabet og deltager altid i sociale arrangementer med godt humør

Hvad betyder det for jeres hverdag, at I har en god leder?
God stemning og større tryghed. Man føler sig værdsat, når der vises tillid til vores faglige vurderinger, og når vi bliver inddraget i forhold til udvikling af behandlingstilbud og arbejdsgange. Det er motiverende at blive mødt med tillid og nysgerrighed i forhold til nye ideer.

Hvad er din bedste oplevelse med Lene som leder?
Når hun viser interesse for mine perspektiver på udvikling af afsnittet, både i forhold til behandlingsarbejde, samarbejde og sammenhold i personalegruppen og tager mig med på råd.

Hvad har Lene opnået som leder hos jer?
Hun har godt fokus på at de unge og deres familie får relevant udredning og behandling, så hurtigt som muligt, og forløbene er smidige. Hun har støttet at nye behandlingstiltag er sat i gang. At vi som personale trives, også når arbejdspresset er stort, og at vi har en god tone.

 
ANNIKA RASMUSSEN, AFDELINGSSYGEPLEJERSKE, BUC GLOSTRUP:

​​​Annika Rasmussen - afd.sygepl. - B204_Aflangt beskåret.jpg
Hvad er god ledelse for dig?           
Når man motiverer sine medarbejdere, skaber trivsel og arbejdsglæde. Skaber rum for personlig udvikling og læring. At man går forrest, sætter tydelige mål og visioner, som skaber gode patientforløb, hvor patienter og pårørende er i fokus.

Kan du give et eksempel på, hvornår du synes du er lykkes som leder?
Jeg har haft fokus på udvikling af medarbejderkompetencer og ressourcer. F.eks. kurser/efteruddannelse, uddelegering af ansvarsområder og af nøglepersoner for særlige arbejdsopgaver. Det giver trivsel og udvikling. Der er kommet et helt andet drive. Det mærkes ved mange nye forslag og ideer til forbedringer i afsnittet. Vi ser også fine resultater som nedbringelse af sygefravær, nedbringelse af tvang, implementering af forbedrede patientforløb og langt større forældreinddragelse.

Hvad er din bedste oplevelse som leder i din tid i RHP?
At blive indstillet af personalegruppen på B204 - det er en stor anerkendelse af mig som leder. Og at være en del af en personalegruppe, der har fået en helt anden arbejdsglæde, og som brænder så meget for den psykiatriske sygepleje. At der gennem stor opbakning fra personale og ledelse opstår mulighed for udvikling til gavn for patienter og pårørende.

 CAMILLA GLEERUP, SOCIAL OG SUNDHEDSASSISTENT, BUC GLOSTRUP, HAR VÆRET MED TIL AT INDSTILLE ANNIKA:

Camilla Gleerup_Beskåret.jpg 

Hvorfor er Annika en god leder?
Fordi hun selv har arbejdet "på gulvet" og fortsat gør det. Hun kender arbejdspresset og ved, hvad tilspidsede situationer gør ved miljøpersonalet. Annika har et stort fokus på videreuddannelse. Det skaber motivation og arbejdsglæde.

Hvad betyder det for jeres hverdag, at I har en god leder?
Der er meget stor arbejdsglæde, alle er parate til at give lidt ekstra - specielt i pressede situationer. Der er forudsigelighed (så meget der nu kan være på en intensiv ungdomspsykiatrisk afd. med speciale i retspsykiatri).

Hvad er jeres bedste oplevelse med Annika som leder? 
Annika er altid lydhør og formår at skabe en ualmindelig god arbejdsplads.

Hvad har Annika opnået som leder hos jer? 
At sygefraværet er faldet fra 11,2 % til 2,50 %, at tvangstallene er faldet betydeligt. En mere stabil personalegruppe, der sætter ære i vores arbejde. Hun har afprøvet nye metoder i behandlingen og været nyskabende.​

 

CAROLINE OSANDER, LEDER AF PSYKINFO:
Caroline i psykinfo.jpg
 Hvad er god ledelse for dig?
Når man inspirerer sine medarbejdere og ens energi brænder igennem. Når man coacher til at tænke nyt og etablerer en eksperimenterende og nysgerrig tilgang til opgaveløsningen. Det giver modige beslutninger.

Kan du give et eksempel på, hvornår du synes, du er lykkes som leder?
Når medarbejderne er inddraget, tager ansvar og ejerskab. Når medarbejdere er ærlige, stiller spørgsmål og "tør" være kritiske overfor mine forslag. OG selvfølgelig, idet vi sammen når i mål​

Hvad er din bedste oplevelse som leder i din tid i RHP?
Når vi leverer et fagligt, stemningsfyldt arrangement til vores "kunder" - borgere, patienter og pårørende. Vi har implementeret en fælles værdi her i PsykInfo om, at vi  "vil gøre det anderledes". Det synes jeg, vi lykkes med. Det kan for eksempel være at lave en torsdagsbar med bobler og psykiatrifaglig viden. Og når vi så i fællesskab mærker effekten af vores arbejde.

 LIV REX HANSEN, PROJEKTMEDARBEJDER, PSYKINFO, HAR VÆRET MED TIL AT INDSTILLE CAROLINE:

Liv i Psykinfo.jpg
 Hvorfor er Caroline en god leder?
Hun skaber tryghed og gennemskuelighed omkring vores ansvars- og arbejdsområder. Hun har fokus på vores kerneopgaver samtidig med, at hun giver plads til, at vi kan bidrage med egne ideer. Hun er ligefrem og tydelig i sin kommunikation. Hun siger sine meninger højt og er samtidig god til at spørge ind til, hvad vi hver især tænker. Derved sikrer hun sig gensidig forståelse af eksempelvis opgaverne og brug af LEAN tavlen.

Hvad betyder det for jeres hverdag, at I har en god leder?
Det er hverken skamfuldt eller usolidarisk at sætte ord på overbelastning, og Caroline prioriterer at finde en konstruktiv løsning meget hurtigt. Det giver oplevelsen af at blive taget alvorligt, ligegyldigt hvilken fagrolle, man har.

Hvad er din bedste oplevelse med Caroline som leder?
Ligegyldigt om der sidder 10 skoleelever eller en hel forsamling af fagpersoner, når vi er ude af huset, har hun sin særlige måde at gribe situationen an på. Gennem varm humor og ligetil-hed får hun skabt en afslappet atmosfære, hvor fordomme og tabuer omkring psykisk sygdom bliver lettere at debattere.

Hvad har Caroline opnået som leder hos jer?
Kulturændring både udadtil og indadtil. Hun har bygget nogle utraditionelle broer mellem borgerne og psykiatrien ved f.eks. at tage initiativ til Break-it festival for 500 gymnasium elever og sikre, at vi afholder minimum 20 arrangementer om året for borgere, pårørende og brugere. Gennem tillid har hun rykket vores grænser i teamet på en positiv måde. ​​​​​​​

Redaktør