Australsk ministerbesøg i OPUS

Den videnskabelige evidens af OPUS-projektet er tydelig, og det har skabt opmærksomhed i udlandet. I marts besøgte en australsk sundhedsminister OPUS i Nannasgade.

Ikke bare i Danmark er der interesse for de gode behandlingsresultater i OPUS. Også i udlandet følger psykiatrien nøje med, og d. 31. marts kunne OPUS Nannasgade tage imod ministerbesøg fra Australien. Lisa Neville, der er Victorian Government Minister for Mental Health, var på Nørrebro for dels at få præsenteret follow-up-studierne af OPUS, dels høre om de konkrete metoder, der benyttes i hverdagen. Formålet var ganske enkelt at blive klogere på alle aspekter af OPUS.

”I Victoria er vi i gang med at udforme en ny strategi på psykiatriområdet, og i den proces er det helt oplagt, at vi lærer af de gode erfaringer fra andre lande,” siger Lisa Neville og uddyber:

”Den primære udfordring for psykiatrien ikke bare i Victoria, men i hele Australien, er at sikre en tidlig intervention. Der er alt for mange psykiske syge, som ikke kommer i behandling. Vi ser dem typisk først, når det er gået rigtig galt, og det er en uholdbar situation for alle. Indsatsen skal ske langt tidligere, så vi undgår unødige krisesituationer og akutte hændelser.”

Klar evidens

Og det er netop i forhold til den tidlige intervention, at OPUS kan noget særligt. Formålet er en opsøgende, tidlige indsats over for unge i alderen 18-35 år med en debuterende psykose. Udgangspunktet er distriktspsykiatrien, hvorfra den unge følges tæt og støttes til at håndtere sygdommen, uddannelse eller job og et almindeligt liv.

En afgørende faktor i OPUS er inddragelsen af familien, Erfaringerne viser, at et aktivt og konstruktivt samspil med den unges familie kan have stor og positiv betydning for det videre forløb. Det overordnede mål er at undgå, at patienterne oplever gentagne indlæggelser og en forværring af sygdommen, og her har OPUS vist sig at have stor effekt. Også i forhold til det stofmisbrug, som unge med psykoser ofte har, er OPUS gavnlig.

Dét har gjort indtryk på den australske minister:

”Evidensen i OPUS er tydelig, og derfor er modellen så interessant. Set fra vores synspunkt er især familieinvolveringen en nyskabelse, og derudover hæfter jeg mig ved den videnskabelige evidens, der er for den begrænsede mængde tilbagefald, færre sengedage og en reduktion i andre, relaterede udgifter,” siger Lisa Neville.

Dansk stolthed

Fra dansk side er der glæde over at kunne formidle de gode erfaringer til psykiatrien i andre lande:

”Vi er stolte over, at Lisa Neville er kommet til Danmark for at besøge OPUS og høre om både vores konkrete praksis og om de forskningsresultater, vi har indhentet,” siger professor og overlæge i OPUS, Merete Nordentoft, og fortsætter:

”Vi synes, det er af stor betydning, at de positive resultater i OPUS-projektet er blevet kendt mange steder i verden. Og vi er glade for, at man i sundhedsvæsenet i andre lande er blevet opmærksom på, at det tætte og konstruktive samarbejde med unge med psykose og deres familier kan have betydning for prognosen.”

At det budskab er nået til Australien, er der ingen tvivl om.

”Danmark er længere fremme på det her felt. Der er en vis kulturel lighed mellem vores lande, og det giver gode betingelser for at drage nytte af jeres erfaringer med tidlig intervention. Vores udfordring er nu at blive bedre til at se på et menneskes samlede livsforløb,” siger Lisa Neville.
 

 

 

Redaktør