Ny økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner

Psykiatrien påvirkes ikke direkte af økonomiaftalen.

Regeringen og Danske Regioner indgik d. 14. juni økonomiaftalen for 2009, og dermed er rammen sat for regionernes økonomiske vilkår det kommende år.

For psykiatriens vedkommende er der tale om en uændret situation, dvs. der tilføres ikke ekstra ressourcer. Der er med satspulje-aftalen for 2008 afsat 488 mio. kr. over fire år til bl.a. at indføre den kommende udredningsgaranti i børne- og ungdomspsykiatrien samt styrke den retspsykiatriske indsats.

Økonomiaftalen rummer desuden et oplæg til suspendering af det udvidede frie sygehusvalg. Eftersom psykiatrien ikke er omfattet af det udvidede frie sygehusvalg, og dermed ikke har mulighed for at henvise patienter til privathospitaler, får denne del af aftalen ikke konsekvenser for mennesker med en psykisk lidelse.

Men for patienter med en somatisk lidelse bliver konsekvensen, at de ikke har ret til automatisk at blive viderehenvist til udredning og behandling i privat regi. Det kræver dog en lovændring at gennemføre suspenderingen, og den ventes således først at træde i kraft til september. Den vil derefter gælde et år.

Den planlagte udredningsgaranti for børne- og ungdomspsykiatrien forventes fortsat at træde i kraft pr. 1. august.

Læs hele økonomiaftalen.

Redaktør