Nye veje i behandlingen af unge psykisk syge

Distriktspsykiatrien Ishøj/Vallensbæk anvender nye metoder til at nå unge psykisk syge med anden etnisk baggrund end dansk.

På baggrund af et flerårigt projekt om unge psykisk syge med anden etnisk baggrund end dansk, anvender Distriktspsykiatrien Ishøj/Vallensbæk nu nye metoder til at nå målgruppen tidligere og forbedre behandlingen.

Siden 2006 har Distriktspsykiatrien (DP) Ishøj/Vallensbæk arbejdet med at udvikle nye metoder og konkrete arbejdsredskaber til behandlingen af unge psykisk syge personer med anden etnisk baggrund end dansk.

- Vores indledende studier viste, at gruppen af unge psykisk syge med anden etnisk baggrund end dansk har nogle særlige træk, der adskiller dem fra de resterende patienter. Blandt andet er der en længere reaktionstid på symptomer på psykisk sygdom, og sygdommen er derfor ofte mere fremskreden, når der etableres kontakt til psykiatrien, fortæller overlæge Christel Kjeldsen, der er en del af projektgruppen.

Barrierer for kontakt

Et af målene har på baggrund af ovenstående været at udvikle metoder til tidligere opsporing af de unge psykisk syge med anden etnisk baggrund. I det arbejde er der blevet identificeret en række barrierer både hos målgruppen og i vores eget system.

- Der er en videnskløft mellem målgruppen og os. De har dårligere forudsætninger for at navigere i det danske samfund og behandlersystem, fordi deres kendskab til systemet og til psykisk sygdom er mangelfuldt, og fordi sproglige barrierer begrænser. Selv personer der taler dansk, kan have problemer med at forstå nuancerne i beskeder omkring behandlingen. Endelig spiller skam, tabu og frygten for sladder i omgangskredsen en væsentlig rolle og kan være grund til den sene kontakt til psykiatrien, fortæller Christel Kjeldsen.

De barrierer, systemet opstiller i opsporingen og behandlingen af unge psykisk syge med anden etnisk baggrund, drejer sig især om den tilgængelige tolkebistand, der ifølge undersøgelsen opfattes som mangelfuld og som en tidsrøver. Mange oplever herudover meget varierende tolkekvalitet. Resultatet af de sproglige barrierer både os patienter og system er, at behandleren får et mangelfuldt kendskab til patientens liv og sygdom, idet mange detaljer går tabt.

Det kulturelle dilemma

En anden central problemstilling i arbejdet med unge psykisk syge af anden etnisk herkomst er hensynet til forskelle mellem patientens og behandlerens kulturelle baggrunde. Der er et stort ønske om at vise respekt for og tage hensyn til patienternes kultur, men mødet mellem kulturer er ikke altid lige nemt.

I forsøget på at tage hensyn kan der ske en overfortolkning af det kulturelle, hvor personalet for eksempel undgår at spørge om emner, som man mener at vide er tabu i patientens kultur. Denne tilbøjelighed til at mindske dialogen i forhold til patientens adfærd og behandling som et forsøg på at respektere vedkommendes kulturelle baggrund kan i sidste ende føre til, at patienten individuelle træk og behov overses.

Det videre arbejde

Projektet på DP Ishøj/Vallensbæk går nu ind i den afsluttende aktivitetsfase, hvor der skal etableres nye arbejdsgange og implementeres nye metoder på baggrund af undersøgelsens resultater. Projektgruppen har valgt tre overordnede områder, hvor der skal gøres en indsats:

  • Udbredelse af information om psykiatri og behandling til målgruppen

    • Informationsmøder, foredrag i lokalmiljøet og pjecer oversat til tyrkisk, urdu og arabisk
  • Udbredelse af information om transkulturel psykiatri og behandling til samarbejdsparter

    • Foredrag om projektets resultater og samarbejdet mellem psykiatri og kommuner samt temamøder og temadage om emnet
  • Ændring af daglig praksis på Distriktspsykiatrien Ishøj/Vallensbæk

    :
    • Afprøvning af Videnscenter for Transkulturel Psykiatris kliniske retningslinjer for transkulturel psykiatri
    • Anvendelse af den nye viden om målgruppen – herunder bedre tid til samtaler med denne gruppe patienter
    • Afprøvning af telefontolkning 

- Vi er nu nået dertil, hvor vi skal afprøve nye metoder i arbejdet med tidligere opsporing og bedre behandling af patienter med anden etnisk baggrund end dansk. Det bliver et spændende arbejde, og når de endelige resultater og evalueringer foreligger, er jeg sikker på, at de vil være til gavn for alle i psykiatrien, der arbejder med denne målgruppe, forudser Christel Kjeldsen.

Redaktør