Nyt neuropsykiatrisk forskningscenter på Psykiatrisk Center Glostrup

Lundbeckfonden bevilger 30 mio. kr til multidisciplinært forskningscenter.
The Lundbeck Foundation Center for Clinical Intervention and Neuropsychiatric Schizophrenia Research (CINS) er et multidisciplinært forskningscenter, hvis hovedformål er at bidrage med viden, der kan føre til bedre behandling af sygdommen skizofreni.


CINS er lokaliseret på Psykiatrisk Center Glostrup, og tæller også forskere fra en række andre forskningscentre i Region Hovedstaden. Ligeledes vil en række førende internationale forskere fra Institute of Psychiatry i London og University Medical Centre Utrecht deltage.

Professor Birte Glenthøj, Psykiatrisk Center Glostrup er udnævnt til leder af det nye CINS.

CINS vil fokusere på at:

  1. Identificere markører, der kan medvirke til at finde den bedste egnede behandling til den enkelte patient
  2. Bidrage med ny viden om sammenhængen mellem en række væsentlige biologiske og funktionelle forstyrrelser og adfærdsændringer ved skizofreni
  3. Bidrage med væsentlig ny viden om årsagerne til udvikling af skizofreni.

Undersøgelsesresultaterne forventes at få stor betydning for den fremtidige behandling af patienter med skizofreni. Det er ligeledes forventet, at resultaterne vil kunne bidrage til at forebygge fremadskridende tab af hjernevæv og funktioner hos denne patientgruppe.


Mere information om skizofreni

En alvorlig sygdom, der rammer ca. 1% af befolkningen. Der er ca. 400 nye tilfælde årligt og sygdommen viser sig oftest første gang hos unge mellem 20-25 år. I dag kan der ikke tilbydes tilfredsstillende behandling, og der findes ikke redskaber, der kan hjælpe os med at forudsige effekten af en bestemt behandling hos den enkelte patient, som derfor ofte må gennem adskillige behandlingsforsøg. Et af problemerne er, at skizofreni ikke er én, men i virkeligheden mange forskellige sygdomme. Det betyder, at de sygdomsfremkaldende forandringer i hjernens biologi, hvad enten de skyldes genetisk disposition eller miljøpåvirkning, er forskellige fra patient til patient. Derfor er det ikke nødvendigvis sådan, at den behandling, der hjælper en patient, også vil hjælpe en anden.

Redaktør