Psykiatriens image under kærlig behandling

Psykiatrien befinder sig i dag i en negativ spiral af tabuer, myter, løsrevne medie-historier, dårligt image, manglende ressourcer og problemer med at rekruttere medarbejdere. En fælleskonference om stigmatisering skal være med til at styrke det psykiatriske speciales image.

Af centerchef Kristen Kistrup, Psykiatrisk Center Frederiksberg

En aktuel undersøgelse viser, at kun 1 % af den danske befolkning har et meget positivt indtryk af behandlingen af psykisk syge i Danmark, og 16 % nøjes med at have et positivt indtryk. Mere end 40 % har et meget negativt eller negativt indtryk. Tallene siger en del om den enorme udfordring, som vi har mht. psykiatriens image.

Det har fået flere psykiatrifaglige selskaber samt Psykiatrifonden og to brugerorganisationer til sammen at arrangere en fælleskonference om emnet i Rigshospitalets auditorium, den 7. september. Både brugere, pressen og politikere stiller op. Og vi håber, at mange af Region Hovedstadens Psykiatris medarbejdere melder sig til og deltager i debatten.

Hvad er stigmatisering og, hvor slemt står det til?

Vi er alle – bevidst eller ubevidst - med til at stigmatisere. At stigmatisere betyder at stemple, at sætte et mærke på personer, der afviger negativt fra omgivelserne. Man kan sige, at stigma udskiller én fra fællesskabet på grund af andres uvidenhed. Uvidenhed fører til fordomme og negative holdninger, som kommer til udtryk i diskriminerende adfærd overfor den stigmatiserede, som dermed udstødes socialt.

Psykiatrien har i øvrigt længe været marginaliseret i sundhedsvæsenet. Politisk vægtes psykiatrien ofte lavt og det medfører færre bevillinger end til det somatiske sundhedsvæsen. Danske Regioner har udregnet, at for hver gang, der mellem 2000 og 2008 er givet en krone ekstra til den somatiske del af sundhedsvæsenet, så er der givet mindre end 20 øre til psykiatrien.

Fortsætter den negative spiral, bliver behandlingen af psykisk syge derefter. Færre ressourcer giver en ringere service, og det giver mere stigmatisering og et endnu dårligere ry. Og så forstærkes den negative spiral. Det får konsekvenser for både de psykisk syge, deres pårørende og medarbejderne i psykiatrien.

Når noget er behæftet med tabu bliver det usynligt i offentligheden og i medierne. Den psykisk syge føler sig udenfor og bliver angst og usikker, hvilket har store sociale konsekvenser.

Som medarbejder i psykiatrien oplever man, at det er et lavstatusfag. Vi ligger lavt i det medicinske hierarki og de medicinstuderende vælger os ofte fra.

Hvordan gør man op med stigmatiseringen - hvem skal gøre hvad?

Hensigten med konferencen er ikke at placere en skyld for psykiatriens problemer. Målet er først og fremmest at være med til at skabe en positiv udvikling.

Der er brug for at gøre status og at kigge på selve synet på psykisk sygdom og psykiske syge i Danmark. Der er brug for at lægge strategier for, hvordan vi afliver tabuerne og myterne, og om, hvordan vi får udbredt en større viden om psykiske sygdomme. Der er brug for at samle op på, hvor meget tabuerne betyder, og hvor udbredte de egentlig er.

De dårlige historier, der vitterligt findes, skal jo ikke fejes ind under gulvtæppet. De skal skrives og bringes, men der er også brug for, at succeshistorierne bliver fortalt.

Psykiatrien har brug for i højere grad at vække opmærksomhed på en positiv måde og oplyse, så vi kan få ændret holdninger. Der må flere offentlige nationale eller regionale kampagner til. Flere oplysende TV spots og busreklamer. Flere forelæsninger for professionelle og offentligheden. Mere oplysende litteratur samt brochurer og artikler i pressen. Flere bøger, film og teater. Vi skal have borgerne til at ændre adfærd og følge op.

Måske skal vi som arbejder med psykiatriske patienter i endnu højere grad indbygge et arbejde imod stigmatisering som en del af rutinerne i dagligdagen. Lidt som vi allerede nu gør i psykoedukationen.

Vi må også i højere grad inddrage patienter og pårørende i planlægning og udførelse af nye tiltag. De ved jo bedst, hvor skoen trykker. Og det kan samtidig være med til at øge den enkeltes selvværd og kvaliteten af produktet.

Internationalt er der erfaringer, vi kan trække på. Og vi har selv i regionen gode erfaringer med "åbent hus"-arrangementer, hvor vi øger opmærksomheden på psykiatrien.

Måske skal vi også ændre vores eget sprogbrug og justere på systemets egen tilgang til sygdom og de syge. Et recovery-orienteret behandlingssystem, som jo er en regionspolitisk hensigt, kan formentlig være med til at rykke på tingene. Vi må være med til at formidle en holdning til patient og pårørende, som giver håb om udvikling og bedring. Det kan vi gøre i relationen til patienterne og i vores sprog. Det er eksempelvis ikke en "skizofren" eller en "affektiv", der behandles, men et menneske med en skizofrenidiagnose eller en affektiv diagnose. I det hele taget må der mere opmærksomhed på den stigmatisering, vi selv er med til at udøve i vores sprogbrug.

Og så bør konferencen i september kun være én i en række af flere konferencer organiseret i partnerskab med fx Psykiatrifonden, regionens Psyk-info, når vi en dag får sådan et, og de faglige selskaber. Og der må gerne tænkes alternativt, så vi får flere specifikke events, hvor kunst og kultur kan være med til at vende psykiatriens image.

Redaktør