Bredt forlig om budget 2011

Hvilke betydninger har budgettet for Psykiatrien, når det vedtages endeligt på regionsrådsmødet den 21. september.

Med budgetforliget accepterer partierne bag forliget hovedparten af de ændringer, der er indarbejdet i regionens budgetforslag 2011-14, og de enkelte hospitalers forslag til udmøntning af det generelle sparekrav på 400 mio. kr.

Nogle forslag blev ikke godkendt

Der er dog også forslag som ikke er godkendt, ligesom der er en række tilføjelser og politiske ønsker. Dette fremgår af forligsteksten (jfr. link her på siden).

Store reduktioner og store udvidelser i Psykiatrien

Med budgettet er der lagt op til betydelige ændringer i den måde aktiviteten er organiseret på i Psykiatrien, da der både indgår store reduktioner og store udvidelser i budgettet.

Budgetreduktionerne på 38 mio. kr vil i 2011 vedrøre lukning af senge på Psykiatrisk Center Sct. Hans, produktivitetsøgning i voksenpsykiatrien, lavere udgifter til rekruttering, administrative besparelser og nye indkøbsaftaler.

I Psykiatriens budgetforslag var det planlagt at spare 35,6 mio. kr. på Psykiatrisk Center Sct. Hans ved at lukke 85 senge fra årsskiftet. Med budgetforliget er tidspunktet for lukningen af ca. halvdelen af sengene dog udsat til d. 1. juni 2011. Sparekravet i 2011 er samtidig reduceret med 10 mio. kr.

På plussiden er der afsat ca. 77 mio. kr. til aktivitetsudvidelser, herunder nedbringelse af ventetider, etablering af udgående teams, uddannelse og forbedring af den generelle indsats i forhold til misbrugere og patienter med behov for rehabilitering.

Det drejer sig om hhv. 63,5 mio. kr. vedr. voksenpsykiatrien og 13,5 vedr. børne- og ungdomspsykiatrien. 10 mio. kr. heraf indgår imidlertid i besparelserne (produktivitetsøg-ning i voksenpsykiatrien). Det ligger endnu ikke fast, hvordan de resterende ca. 67 mio. kr. skal anvendes. Det vil først blive besluttet i løbet af oktober. Det er målet, at en del af ressourcerne bruges til at gøre de psykiatriske centre bedre i stand til at varetage de opgaver, som i dag løftes af de sengeafsnit på Psykiatrisk Center Sct. Hans, som skal lukkes. Samtidig er der forventninger om, at de bruges til at styrke samarbejdet med kommunerne og praksissektoren, og evt. også til en følge-hjem-ordning.

Aktivitetstilbud i retspsykiatrien og etablering af demensafsnit i somatikken

Der ud over er der afsat 2,5 mio. kr. til Retspsykiatrisk Center Glostrup bl.a. med henblik på at øge aktivitetstilbuddene til patienterne, og der er afsat 10 mio. kr. i 2011 og 8 mio. kr. i de efterfølgende år til etablering af demensenheder på 4 somatiske hospitaler, hvilket også involverer psykiatrisk udredning.

Viden og erfaringer om transkulturel psykiatri i somatikken

Politisk er der desuden udtrykt ønske om, at viden og erfaringer fra Videnscenter for transkulturel psykiatri skal anvendes af de somatiske hospitaler.

Udbygning af PC Ballerup

På anlægssiden er der afsat 182 mio. kr. til 2. etape af udbygningen af Psykiatrisk Center Ballerup med hen-blik på at muliggøre en fusion med Psykiatrisk Center Gentofte.

Andre initiativer

Andre initiativer i budgetforliget vil ligeledes kunne få direkte eller indirekte betydning for Psykiatrien. Fx at de administrative besparelser på 25 mio. kr. (på regionsbasis) fra og med 2012 forventes at få en effekt på 5 mio. kr. allerede i 2011.


Læs hele nyheden på Region Hovedstadens hjemmeside.

Redaktør