Forventning om merforbrug i Psykiatrien i 2009

De foreløbige beregninger peger på, at behandlingspsykiatrien i Region Hovedstadens Psykiatri sidste år har haft et merforbrug på ca. 22 mio.kr. i forhold til budgettet.

I regnskabsmæssig forstand slutter 2009 et stykke inde i 2010, idet det er muligt at bogføre for 2009 frem til udgangen af januar 2010. De foreløbige beregninger peger på, at behandlingspsykiatrien i Region Hovedstadens Psykiatri sidste år har haft et merforbrug på ca. 22 mio.kr. i forhold til budgettet. ​​​

Der er dog stadig tale om et meget foreløbigt skøn. Et mere præcist resultat vil foreligge primo februar. Det forventede merforbrug svarer til ca. 1 % af Psykiatriens samlede driftsbudget. ​

Merforbruget er ikke ligeligt fordelt mellem centrene. Der er centre som har haft meget store merforbrug, mens andre har overholdt deres budgetter eller haft mindre forbrug. De centre, der har haft et merforbrug, vil som udgangspunkt få overført dette til budgettet for 2010. Centre, som har haft et mindre forbrug end budgetteret, vil i nogle tilfælde kunne få dette overført til brug i forbindelse med konkrete projekter i 2010.​

Psykiatridirektionen vil i februar indgå konkrete aftaler med de centre, som har merforbrug, om afvikling af gælden. Der vil i den forbindelse blive taget stilling til evt. tilpasninger i udgiftsniveauet.​

På Socialpsykiatrien forventes regnskabsresultatet at blive ca. 4,0 mio. kr. dårligere end budgetteret.
​​​​

Redaktør