Regionsrådet har godkendt omstillinger i Psykiatrien

Politisk opbakning fra Regionsrådet til Psykiatriens spareplan.

Regionsrådet har godkendt Psykiatriens plan for at finde 28 millioner til at dække merforbruget fra 2009. Dermed er der givet grønt lys til at gennemføre de planlagte omstillinger på Psykiatrisk Center København, Psykiatrisk Center Glostrup og Psykiatrisk Center Gentofte.

Psykiatrisk Center København

For PC København beløber merforbruget sig til 18 millioner kroner, som skal afvikles med 10 millioner kroner i år og 8 millioner kroner næste år. Pengene skal blandt andet findes ved at flytte anoreksiklinikken fra den nuværende adresse på Strandboulevarden og ind på PC Københavns matrikel på Rigshospitalet, hvor nedlæggelsen af skadestuen har givet mulighed for dette.

¬¬- Vi ser det som en fordel at få samlet alle vores sengeafsnit på afdeling O (det tidligere PC Rigshospitalet, red.) på en matrikel. Det bliver muligt, når vi flytter anoreksiafsnittet ind, fortæller centerchef på PC København, Anne Lindhardt.

Herudover skal centret lukke 15 senge på åbne afsnit, mens antallet af intensive senge og senge til specialiseret behandling bevares.

- Vi arbejder på at styrke aksen mellem indlæggelser og ambulant behandling. Vi vil således oprette et ambulatorium til efterbehandling af patienter med depressive lidelser. Det giver et bedre forløb for patienten, og samtidig opnår vi at kunne forkorte indlæggelsesforløbene, så behovet for senge daler, udtaler Anne Lindhardt.  

Psykiatrisk Center Glostrup

Psykiatrisk Center Glostrup skal indhente et merforbrug på seks millioner kroner. Derfor lukker man 14 åbne senge og reducerer natbemandingen på centret. Centerchef på PC Glostrup, Henrik Lublin:

- Belægningssituationen viser, at der især er behov for lukkede pladser. Vi har derfor valgt at lukke 14 åbne sengepladser på tværs af vores afsnit. Samtidig styrker vi den lukkede funktion, idet vi slår to mindre lukkede afsnit sammen til ét intensivt, lukket afsnit med 16 senge.

Psykiatrisk Center Gentofte

På Psykiatrisk Center Gentofte omdannes 11 femdøgnssenge til dagpladser i behandlingen af unge skizofrene. Afsnittet, der er tale om, har i forvejen ni dagpladser, og det bliver altså nu til et rent dagafsnit. Desuden er der sket yderligere nedskæringer på centret inden for alle faggrupper.

- Der er ingen tvivl om, at nedlæggelsen af 11 sengepladser vil skabe et stort pres på centrets øvrige sengepladser, med kortere indlæggelser til følge. Vi har forsøgt at fordele nedskæringerne, således at der både reduceres i tilbuddene til indlagte patienter, men også i behandlingstilbuddene til de ambulante patienter, fortæller Anne Mertz der er centerchef på PC Gentofte. 

Personalet bliver i psykiatrien

Omkring 45 personer blandt personalet blive berørt af forandringerne. Fælles for de tre centre er, at de alle forsøger at omplacere medarbejderne til andre ledige stillinger enten på eget center eller andre steder i psykiatrien.

- På PC Glostrup betyder ændringerne, at der skal findes nye stillinger til 10 medarbejdere, og samtidig ændres aften- og natbemandingen. Vi vil forsøge at genplacere alle her på centret på baggrund af deres egne ønsker, udtaler centerchef Henrik Lublin.

Også på PC København vil de berørte blandt personalet blive genplaceret i andre stillinger på centret. Her drejer det sig om 16 personer. På PC Gentofte forventer man ligeledes, at det berørte personale kan ansættes i andre stillinger i Psykiatrien. Detaljerne ventes at falde på plads i løbet af de næste 14 dage.  

Strammere økonomistyring i fremtiden
For at undgå en gentagelse af sidste års store merforbrug, iværksættes der en række nye tiltag der skal sikre, at tendenser til et merforbrug opdages i tide og kan afværges.

- Centrene vil få nye og flere værktøjer til at styre økonomien med. Det vil gøre økonomistyringen bedre, og i kombination med en øget tættere opfølgning vil det nedbringe risikoen for kommende merforbrug i denne størrelse. Blandt andet vil Psykiatriens nye ledelsesinformationssystem forbedre muligheden for at få adgang til oplysninger, der gør det lettere at følge økonomien på centret, forklarer Økonomi- og Planlægningschef Sven Knudsen.

Redaktør